Det er tirsdag aften. En smuk tirsdag aften. De lyse nætter har gjort deres indtog, og syrenerne blomster for vildt i år, og lige uden for mit vindue. I weekenden stoppede en norsk kvinde op for at tage billeder af vores buske. De mindede hende om hjemlandet, hvor syrenerne ikke blomstrer endnu. Vi tilbød hende en buket, men hun ville bare have nogle fotos. Jeg gætter på, at det får hende til at tænke på sin familie og kære, som hun sikkert savner i disse tider. Vi savner alle noget eller nogen for tiden.
Jeg satte mig og skrev en klumme til Dagbladet om hende, syrener og et forår, der er forsvundet ned i en lang Corona spiral, og så gik det op for mig, at jeg ikke har blogget i over en måned. Det er ikke sket siden jeg startede min blog. Bloggen har hele tiden været mit fristed, min ventil og et sted, hvor jeg kunne få afløb for tankemylderet, og nogle gange, løb det næsten over med ord.
Men det sidste stykke tid er det som om, at jeg løb tør, og kunne ikke sige eller skrive noget fornuftigt, som ikke allerede var skrevet, tænkt, sagt eller råbt ud på de sociale medier.
Et stykke tid gik jeg og tænkte over, om jeg skulle skrive lidt om at vi alle er i samme båd, mens jeg så Ulf Pilgaard for mig skabe forløsningen i forhold til Muhammed Krisen dengang i Cirkusrevy’en. Jeg var nemlig blevet pænt forstemt over, at mens vi helt almindelige mennesker gik rundt og var småglade over, at det endelig er blevet hipt at synge fællessang og være glade for, og have lyst til at passe på sin stamme, samt at kunne vifte med Dannebrog uden at blev sat i bås med diverse politiske holdninger, så flød medierne over med politisk fnidder og anklager om dit og dat, hvis ene formål var at trække fronter op. Så varede den borgfred ikke længere. Men det fandt jeg, Ulf Pilgaard (bliver den mand aldrig gammel at se på?) til trods, lidt for deprimerende at dykke ned i.
Jeg tænkte også længe over, om jeg måske skulle fortælle lidt historier om hvordan det er at være i ansat i det offentlige, og læse om, hvordan vi bare er sendt hjem med løn og lave ingenting, mens jeg har været på fuld skrue inkl. alle forårs helligdagene, da vores myndigheder tilsyneladende synes, alle lempelser skal præsenteres op til helligdage, og dermed sætte sådan nogen som mig i arbejde.
Men det gad jeg egentlig heller ikke, for jeg vil faktisk gerne bidrage, og jeg er sikker på, at en anden gang, er det alle mine bekendte i det private, som pt. er sendt hjem -også med løn, men uden at måtte røre en finger- der trækker et større læs, og så går det vel lige o.p. -op!
Til gengæld, så var jeg meget, meget tæt på at komme med en længere svada om alle de, som råber op om, hvor vigtigt lige præcis deres behov er, og hvorfor det netop er dem, der skal have større hjælpepakker eller ekstra hjælp eller opmærksomhed eller…. Det er jo ikke lutter lagkage(hus) det hele, vel?
Sjovt nok, så er de eneste, jeg stort set ikke har hørt pive, luftfartsselskaberne, og guderne skal ellers vide, at de er – bogstaveligt talt – grounded. Jeg har til gengæld set SAS stewardesser danse rundt og synge om hvor meget de savner os kunder, og ja, på mig virker det altså bedre end ønsket om “send flere skatteyderbetalte hjælpepakker annoncer” i dagbladene. Men her er der efterhånden også gået så meget kage i den, at ingen længere kan skelne sandt fra falsk, og når først Anne Sophia Hermansen hiver i land og undskylder sine opslag, så er det nok heller ikke den kagekamp, man skal kaste sig ind i.
Du kan altid falde tilbage på alderen, Berit. Din blog hedder 50something, der må være noget, der pirker lidt i disse Corona tider. Hmmmm…. tjah…. jeg har fundet ud af at jeg har en rynket dobbelthage, og at jeg absolut ikke ser ud i virtuel tilstand, som jeg selv troede, jeg ser ud i virkelig tilstand. Det er der sg. heller ikke meget fest over. Og os i denne alder, vi forstår nu meget bedre, hvorfor en tidligere ret kendt udenrigsminister engang snerrede til en fotograf “Jeg vil kraftede….. ikke fotograferes nedenfra” .
Men en positiv ting kan jeg fortælle jer om, for jeg har fået en ny interesse. Naturen -det billige skidt! I flere uger var dagens højdepunkt, når jeg gik en lang tur med min hund gennem skoven. Altså, når vi fratager de gange, jeg gjorde en god gerning og støttede det lokale handelsliv ved at købe ny kjole.
Ærligt, jeg er fra stenbroen og det med fugle, fisk og planter har bare ikke liiige været der, hvor min interesse var. Så hellere en pop koncert. Men her under det forsvunde forår, er der gået sport i at tælle museunger. Ja, I læste rigtigt. Det er i år et meget stort museår. Nils har forklaret mig dit og dat om vejr, nogle træer, der beskytter sig selv og meget musemad året efter, men så langt er jeg imidlertid ikke nået, at det hænger fast. Men jeg er nået til at kigge på og tælle de små sødeste skovmus.
Det var sjovest, da de var helt små. Da havde de ikke lært at passe rigtigt på endnu, og sad bare i deres huller og kiggede på mig og Cooper med store Disney øjne, og jeg har seriøst mødt både Tim og Bum. Nu er de blevet mere forsigtige, og jeg kan efterhånden kun høre dem pusle. De er altså også godt camoufleret og glider i et med skovbundens blade, men det er en dårlig hundetur, hvis jeg ikke har set mindst en lille skovmus.
I går stod Hr. og Fru rådyr så i vores have. Jeg ved godt, at andre er trætte af at de kommer og spiser deres blomster, men hos os er det en gang om året, og det kan vi vel godt lægge rododendron til. De var her nu ikke så længe, før de sprang igennem hækken ind til naboen. Hans have er også lidt mere velfriseret end vores, så det kan være, bladene smager bedre der.
Men det har været lærerigt og faktisk også ret livsbekræftende. Og måske har jeg bare været heldig. Måske er vi flinkere i Helsingør. Eller måske er jeg ved at blive så farvet af de mange negative opslag og for meget skærmtid, at jeg overraskes, men alle jeg møder, når jeg går tur, smiler og nikker, og så jeg smiler og nikker pænt igen. Det er ret rart.
Der er håb! -Og syrenerne blomstrer.
