Da jeg voksede op, talte man altid om, at alle kunne huske, hvor de var, da J.F. Kenndy blev skudt. Det er jeg trods alt for ung til at huske, men da jeg for nylig så et tv program om 80’er landsholdets kampe, slog det mig, at jeg kunne huske præcis, hvor jeg var, da Elkjær brændte, og da vi bankede Uruguay 6-1. Ikke mindst kan jeg huske, hvor jeg var bagefter, da jeg i en gammel bil gik i stå på Rådhuspladsen, og bilen bogstaveligt talt blev løftet ind til siden af nogle glade roligans. Derfor kom jeg til at tænke på Kennedy, og så kom jeg også til at tænke efter, hvilke andre begivenheder, der har sat så stort et aftryk, at jeg på et splitsekund kan rejse tilbage i tiden.
Live Aid – Wembley 1985 Det var første gang, en så stor begivenhed blev transmitteret live over hele verden, og jeg sad klinet til skærmen på mit lille fjernsyn i min daværende lejlighed. Jeg havde glædet mig i dagevis og var lige ved at blive lidt skuffet, men så gik Queen på scenen, og resten er musikhistorie. Det var også tv historie, at det gik galt, da man for første gang i historien skulle klippe til det daværende Sovjetunionen, og man i stedet for russisk rockmusik så nogle kvindelige æbleplukkere i fine folkedragter, men det er en helt anden historie.
Danmark – Sovjet 1985 Det er ikke fordi, det hele skal handle om firserne, man jeg kan faktisk huske den kamp, og hvor jeg var, for jeg var til min store fortrydelse ikke i Parken. Jeg havde været på arbejde og på vej hjem vinket til nogle heldige rød/hvide fans, og sad så helt alene og fik ondt i maven til, hvad jeg stadig i dag synes er vores bedste landskamp. Til sidste fløjt var der spænding. ”Fire dyt i bamsen” som Ekstra Bladets legendariske forside lød dagen efter.
Palme mordet. Jeg havde ikke hørt det i radioen, da jeg mødte på arbejde, så da min kollega sagde ” Oluf Palme er død” troede jeg først, hun mente den store palme, vi havde stående i rejsebureauet, og som vi meget vittigt havde døbt ”Oluf”. Derefter udspillede der sig en lettere syret samtale a la ”Nej, jeg har lige set den, da jeg gik ind af døren”. – ”Ikke den palme, SUK! Den rigtige Oluf Palme”.
Da Danmark vandt EM 1992 Jeg er nødt til at blive lidt i fodboldens verden, for jeg kan stadig også huske, hvor jeg så finale kampen, og festen bagefter. Legendarisk Rådhusplads fest, der forsatte hele natten, og jeg husker også at sidde ovenpå et flygel på et for længst lukket brunt værtshus og skråle med på ”ReSeppten”. Jeg kan såmænd også huske, hvor ondt jeg havde i hovedet dagen efter.
11. september 2001. Man troede først, det var en fejl. Så kom fly nummer to, og med det frygten, angsten og chokket. Jeg var alene hjemme med vores første søn, der var 1,5 år og jeg kunne ikke få fat i min mand før efter et godt stykke tid. Men alle de naboer, der var hjemme fandt sammen for at tale chokket igennem, og jeg husker også, at min bedste ven helt pr. automatik ringede for at høre, om jeg var ok, stort set samtidig med at jeg forsøgte at ringe til ham for at høre om det samme. Det glædes jeg faktisk stadig over i dag.
Som et lille kuriosum kan nævnes, at SAS faste København – New York maskine havde kendingsbogstaverne SK911. Det har den ikke i dag….
Da Dronningen holdt Covid tale. Den nyeste begivenhed er blot nogle måneder gammel. Det var en mærkelig dag. Det var i det hele taget en mærkelig uge, måned, år, men netop den dag, var det som om, at det ikke kunne blive mere exceptionelt. EM i fodbold blev aflyst. Statsministeren bad os om at blive hjemme og for første gang i min levetid talte Dronningen direkte til sit folk uden for nytårsaften. Det glemmer jeg heller aldrig, og jeg glemmer heller aldrig, hvor jeg var, omend det ikke er så svært, for vi var alle sendt hjem.
Hvad har gjort så stort indtryk på jer, at I stadig husker, hvor I var?
