Jeg så noget tankevækkende på nettet i går. Midt i strømmen af herreløse hunde, der bliver reddet, fandt Facebook algoritmerne pludselig på at sende en video fra Miss Univers 1987 i min retning.
Jeg har ingen anelse om hvorfor. Det er ikke lige sådanne ting, jeg typisk klikker på, og jeg er også (næsten) af generation “Kvinde Kend din Krop”, hvor skønhedskonkurrencer absolut ikke var velsete, men jeg blev fanget af det høje hår, skulderpuderne og dette mærkelige univers. Det var imidlertid først, da jeg havde kigget et lille stykke tid, at det gik op for mig, at det ikke kun var moden, der havde skiftet.
Selvfølgelig lignede de hinanden, disse unge, smukke, håbefulde kvinder – og så alligevel ikke. Hov, hvad var det? Havde hun ikke en plet på den ene fortand? Og den næste -jamen, hendes ansigtshud var, trods make up, ikke helt perfekt.
Stort set samtidig med denne -set med nutidens øjne, selvom konceptet ikke har udviklet sig synderlig – noget bizarre forestilling, fik jeg også sendt et andet foto i min retning. Det kom fra Berlingske bog anbefalinger til denne sommer og viste en nøgen Eve Babitz, der spiller skak med Marcel Duchamp.
Der er mere et univers til forskel mellem kvinderne, og deres “følgere”. Eve Babitz omtales som “Cool Hollywoodfashionista”, var Igor Stravinskys guddatter og Jim Morrison sang om hende i L.A. Woman. Hun var indbegrebet af “sex and drugs and rockn’roll” i Los Angeles i 60′ og 70’erne, og hyldes af intellektuelle.
Miss Univers kvinderne skulle til gengæld optræde dydigt og fremstå uskyldsrene, mens en masse bagmænd tjente penge på dem, og de blev og bliver i den grad ikke hyldet af de intellektuelle.
Men det er slet ikke kun det, der er tankevækkende. Det, som slog mig er, at det var en tid, før plastikoperationer blev almindelige.
Jeg har en såkaldt “guilty pleasure”. Det er en moderne sprog for “jeg gør noget, der ikke er hipt, men hvis jeg kalder det guilty pleasure, så bliver jeg ikke set ned på”. Der er sikkert nogle dansk top fans, der ville ønske, det begreb havde været opfundet i 80’erne.
Men tilbage til min pinlige last. Jeg ser “Real Housewives of Beverly Hills”. Mine sønner vrænger af mig, og siger ting a la “Ej mor, det er altså for pinligt”. Så svarer jeg bare: “Paradise Hotel”, og så er den debat lukket. Nils trækker på skuldrene og griner lidt, mens jeg et par gange har taget mig selv i at forsvare det med, at jeg får indblik i en kultur (!), jeg ellers ikke har adgang til. Visse vasse, jeg er bare underholdt. Også selvom jeg får indblik i en livsstil, der ligger lysår og universer fra min egen.
Men ved at se RHOBH (for kendere), har jeg også vænnet mig til at se på kvinder, der er stort set perfekte, eller hvad man nu skal kalde det. De er opererede, har “fillers”, botox og ting jeg ikke engang kender navnet på, og de har deres egne private “glam-squads”, der oven i købet rejser med dem på tur, så de hele tiden kan fremstå fuldstændig fejlfri.
Jeg ved godt, at sådan er virkeligheden ikke, men det var bare så tydeligt, hvor meget, der har ændret sig fra Miss Univers 1987 og Eve Babitz’ babser og til en tv verden anno 2020, og det gik i al sin gru op for mig, at jeg også har vænnet mig så meget til at se opererede kvinder, at jeg studsede over de naturlige.
Stort set samtidig, havde vi studenterkørsel og en af de bemærkninger, der faldt hjemme i vores have var: “Hvor er de dog skønne og søde – og pigerne er så dejligt naturlige”. Sagt med kærlighed, men også en bemærkning, der viser, at det man ser til daglig, er anderledes.
Der er skrevet artikler, bøger og indlæg i kilometervis om de retoucherede kvindeidealer i magasiner og reklamer. En dansk skuespillerinde har ovenikøbet uploadet et billede af sig selv med mælkekartoner og børnerod for at vise, at sådan er virkeligheden ikke. Det er ikke det, denne blog handler om. Den handler om, at vi alle er blevet så vant til at se kvinder (og mænd for den sags skyld) -selv toppolitikere, der har fået rettet fejl, flyttet og løftet, at når vi ser almindelige, smukke mennesker, så studser vi og ser forskellen.
DET er tankevækkende!