Sommeren er forbi nu…

… Og den nærmest fløj afsted. Tomhændet står du tilbage og ka’ slet ikke følge med.

Fra sommer særudstilling på Louisiana. Efter Google som “lønpresningsmiddel” ikke vil vise danske musikere på YouTube, må I tænke jer til CV. Google, som jo så til gengæld bidrager så aktivt til den fælles danske skattekasse, og dermed indirekte til udviklingen af nye kunstnere…. eller hvordan er det nu, det er?

Karen Thisted ville være blevet 74 år i dag. Ville være blevet, for Karen Thisted er død. Imidlertid ikke på Facebook, hvor der i skrivende stund er over 60 mennesker, der har ønsket hende tillykke med fødselsdagen. Nogle ovenikøbet med personlige kommentarer – blandt andet et medie menneske og en kendt skuespiller (nævner ingen navne, men han har også skrevet en bog om vejledning i sælfangst). De har nok fjernet deres hilsener nu, efter Dan Rachlin sendte en spydig kommentar ud til sine små 30.000 følgere.

Det var også her, jeg blev opmærksom på det, og må som Rachlin notere mig, at trods min årlige glæde over de mange facebook hilsener, så vokser træerne ikke ind i himlen, og så nære venner er man tydeligvis heller ikke på Facebook. Især ikke, hvis man er kendt, og andre vil sole sig i ens berømmelse.

Det fik mig til at smånynne det gamle CV nummer. Det gør jeg nu egentlig alligevel hvert år på denne tid, men netop linjen med ikke at kunne følge med, blev lidt mere relevant her.

Har I kunne følge med i år? Har I haft en god ferie og er I sprængfyldt med energi til endnu en efterårs sæson?

Jeg synes, det er svært i år, og at sommeren definitivt har været alt for kort. Det bliver jo ikke bedre af, at vejret mildest talt er gået fra varm til lunken. Koldeste juli i 22 år! Det siger lidt, og jeg kan rent faktisk huske den sommer i 1998. Det var efterårsvejr hele juli, og vi var ellers “spændt op til lir”, men gik i stedet rundt og frøs.

Nå, men helt skidt har det jo ikke været. I hvert fald ikke for de danske turist attraktioner og badehoteller, og jeg vandt minigolfturneringen i år. København er en helt anden historie, men ude i det ganske land har der været propfyldt, og danskerne har opdaget, at vores kønne land er meget mere og andet end “bare” Danmark. Det er godt.

Så selvtilfreds kan man se ud med morgenhår og kaffe, når man dagen før har vundet den årlige store familie minigolf turnering.

Var det ikke for de daglige nyheds bullitiner, skulle man tro, at alt åndede fred og ro, og at den der lille lede virus var et overstået kapitel. Det er den ikke, og det har været interessant at opleve, hvordan forskellige lande tackler situationen.

Vi tog i år toget gennem Sverige til vores årlige sommeruge på Bornholm. Her var stort set ingen foranstaltninger, ingen spritflasker og kun få skilte. Det øjeblik, vi gik ind i færgeterminalen i Ystad ændrede billedet sig. Nu var det hold afstand, sprit af, personalet på færgen havde plastikhandsker, antal var reduceret osv. Så kort afstand mellem to lande og så stor forskel.

Senere kørte vi en sviptur til Tyskland, og her fik vi prøvet hvordan det er at gå med masker. Det er ikke sjovt. På hotellet og i alle butikker, restauranter m.m. skal man have masker på, til man sidder ved bordet. Derudover skal man udfylde et papir med kontaktdata, og hvornår man han har været i restauranten, så man kan opspore folk i tilfælde af smitte, og ingen pools eller spa er åbne. I hvert fald ikke i Nordtyskland. Det kan være andre delstater har andre regler. Det må man så sjovt nok godt i Danmark.

Danmark ligger både fysisk og foranstaltningsmæssigt lige midt i mellem. Det har jeg det personligt helt fint med, og til trods for, at mange klager over, at vi er blevet sløsede og at de unge fester for meget, så er jeg stadig pænt stolt over, hvordan min stamme har klaret sig igennem, og grundlæggende har passet på hinanden.

Maskebrug for dummies. Fransk restaurant i Tyskland.

Men derfor var sommeren stadig alt for kort. Måske er det alderen. “Det tager lidt længere tid, og det koster lidt flere penge”, som en skøn gammel (hun var over firs) dame sagde i et tv-program, mens hun stod og gjorde sig i stand. Men det tager længere tid, at komme ned i gear, og jeg ved ikke med jer, men jeg gider altså ikke bo i et telt eller på et dårligt hotel. Det har jeg nu aldrig gjort. Gammel arbejdsskade fra rejsebranchen.

Det tog Nils et par år at finde ud af, at jeg altså mente det alvorligt, og han booker aldrig mere en hytte uden bad og toilet på en campingplads, efter den ene (første og sidste) nat en gang for rigtig mange år siden et sted i Sverige.

En gang imellem, kan jeg godt blive lidt bekymret for de vaner, jeg har givet videre til mine sønner, for de har arvet deres mor svaghed for luksus indkvartering. På en større rundrejse i Vietnam engang begyndte de at rangere hotellerne efter manden, der åbnede døren for dem. Det er måske lige at stramme den.

Men jeg gider ganske enkelt ikke bo dårligt, og for mig er indkvarteringen en lige så stor oplevelse, som selve rejsen. Det er ikke det samme, som at jeg ikke vil kunne bo i et telt (nu er clamping jo også opfundet), men så skal det være fordi teltet er en del af konceptet. Jeg vil hellere kun rejse en gang om året, og så bo på et fedt hotel (nu hvor det ikke er den del af mit arbejde) og jeg er heldigvis så gammel, at jeg selv kan bestemme – ha!

Men jeg kan trods alt ikke bestemme over vejret, og denne sommer (og måske den næste med) – har jeg heller ikke selv kunne bestemme, hvor jeg ville rejse hen. Det kan man sagtens leve med i en sæson, og det er alt andet lige luksusproblemer for os danskere, ikke at kunne tage på ferie over hele verden, men lige nu er eksempelvis Spanien på randen af både økonomisk og menneskeligt kaos, og det smerter mig, og når jeg tør, at tænke lidt længere frem, så bliver jeg bekymret.

Nå, det skal nok gå alt sammen. Der kommer en vaccine, og når Rusland og USA har taget deres del, er der nok også lidt tilbage til os. Men vil nogen ikke lige slå Corydon & Co, som solgte SSI med …. en våd fredags Børsen måske….. oven i hovedet. Hårdt!

Pas på jer selv derude!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *