Go’rona Dag 1

Det er fredag den 13. og Dag 1 i mit nye “hjemmekontor”. Som offentligt ansat uden livsnødvendige arbejdsopgaver – det er kulturen trods alt endnu ikke rubriceret som, er jeg blevet sendt hjem for at arbejde i “ensomhed” i dag og de kommende to uger.

Men lige nu er jeg pænt tilfreds med at være offentligt ansat. Min mand er som bekendt selvstændig og i hans virksomhed er det ikke ligefrem fordi ordrerne vælter ind. Det er snarere annulleringer,  der kommer i indboksen, hvis der i det hele taget kommer noget. Så tak og lov for at vi har én fast indkomst i familien.

Det er mærkelige tider. Vi skal som moderne mennesker, der gennem en generation har levet i fred og ingen fare på rekordtid lære, at både vi og verdensøkonomien er skrøbelige.

Vi skal også lære, at både vi og vores medmennesker reagerer forskelligt på kriser. Det er med andre ord nu, vores sande jeg’er, bliver vist frem.

Samfundssind! To have or not to have. That is the question!

Jeg grinede lidt af mit sande (forsigtige) jeg for en måneds tid siden. En direktør for et sikkerheds selskab udtalte til Berlingske, at vi danskere slet ikke var forberedt på kriser.

“Forberedt?” Spurgte jeg Nils. “Hvordan forberedt? Lagre af sprit og mad eller?” Vi blev herefter enige om, at det var tid at opbygge et forråd af konserves, frost og ikke mindst vin og chokolade, hvis vi nu skulle blive karantæne ramt.

Jeg følte mig fuldstændig åndsvag, da jeg dengang for over en måned siden slæbte konserves og toiletpapir hjem fra Netto. Det gør jeg ikke i dag. Vi har stille og roligt bygget et lager op, så vi skal i hvert fald ikke gå ned på mad (og vin!),

Vi var til kaffe hos nogle venner forrige weekend. Det viste sig, at de havde gjort præcis det samme. Men han er også fra Israel, så de ved et og andet om at være i krig og en hverdag, der kan ændre sig overnight.

Det skal nok gå alt sammen… fisk er godt!

Hvis nogen for en måneds tid siden havde talt om, at vores statsminister (og hvor er hun go’) stod til pressemøde efter pressemøde og lukkede landet ned, var vi blevet kaldt sortseere og hystader.

Men det er ikke desto mindre den virkelighed, som vi nu befinder os i, og som vi skal til at navigere i.

Det skal vores ældste søn, der indtil videre befinder sig i Thailand også. Han og tre kammerater tog for lidt over tre uger siden afsted på deres store ungdomsrejse. En rejse, de havde knoklet for at spare op til og glædet sig til i mange måneder.

I morges ved halv femtiden (så længe har jeg været vågen… ) kom så beskeden fra min veninde på ambassaden i Thailand. “Du skal få Nikolai og venner hjem nu!” Ok – når et ellers meget roligt og fattet menneske, der har arbejdet i udenrigstjenesten hele sit liv og boet steder som Kabul (alene kvinde), Vietnam og Thailand skiver, at “hun som myndigheds person vil sige til Nikolai, når han besøger mig i næste uge, at han skal rejse hjem NU”, så lytter man som mor.

Men arghh, det gjorde ondt at sende den besked. Tre uger inde i en fire måneders rejse. “First World Problems”, når det kommer til stykket. Han og hans venner kan rejse hjem -endnu-, men hvad sker der, for de fastboende,  når sundhedsvæsenet i Asien og Afrika bryder sammen. Det er ikke sikkert, det gør det, men der er mange mennesker i den del af verden, og der er kun så og så mange respiratorer.

Sådan er det også i Danmark. Nu registrerer man ikke nye smittede, man koncentrerer sig udelukkende om de rigtigt syge, og allerede nu taler man om at blive tvunget til at prioritere patienter.

Det er godt nok ikke sjov at være gammel lige nu. Ikke alene er der knaldrøde tal på pensionsopsparingen, der er også skabt en virus, der går målrettet efter ens lunger. Som om det ikke var nok med “OK – Boomer!”, nu er det også “Tag den! – Boomer”.

Derfor har jeg også ret svært ved at acceptere unge, friske mennesker, der piver over at deres omsætning daler i et par uger eller tre, eller kendte forfattere, der må vente et par måneder med udgivelse af deres bøger. Tag jer sammen! Tror I, der er nogen, der går ram forbi?  Og ja, jeg er stadig overbevist om, at virus er skabt i laboratorium i Wuhan og sluppet ud ved en fejltagelse.

Vi må stå sammen – men ikke stå tæt!

Det sagde statsministeren også. Eller også var det en af de andre. Det er ligemeget. Budskabet er klart. Det her rammer os alle på en eller anden måde, så tænk ud over din egen næsetip.

Hvis vi passer på hinanden, så er Danmark måske det bedste land, at leve i, når en krise som denne rammer.

Pas på jer selv og hinanden derude!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.