What a difference a day make!
Det er dag 3 i mit “ensomhedskontor”. Ensom er måske så meget sagt, for her er heldigvis min mand, min hund og min yngste søn. Den ældste mangler stadig, og det har givet søvnløse nætter siden i fredags.
Fredag den 13. Egentlig burde man jo fra morgenstunden være klar over, at det her bliver ikke en helt almindelig dag, og nej – det blev det i sandhed heller ikke. For nogen danskere tror jeg. Noget har jeg allerede skrevet om, men det som efterfølgende har slået mig mest, for det var en hektisk dag, det er, hvor hurtigt al ting kan ændre sig.
04.30 kom beskeden om at min veninde på ambassaden i Thailand ville råde min søn til at afbryde sin rejse når, han kom forbi på hyggevisit i næste uge.
16.00 Holdt statsministeren pressemøde, gjorde hele verden orange, frarådede al unødig rejseaktivitet og sagde klart og utvetydig – “Kom hjem!”
På de 11,5 time var vi gået fra: “Skal vi bede dem afbryde” til; “Kors, hvor er der lang tid til mandag”, hvor vi nu havde fire flysæder hjem fra Bangkok. I skrivende stund synes jeg stadig, at der er usigeligt lang tid til, for tænk nu, hvis de aflyser flyene. SAS er ligesom i gang. Jeg befinder mig i en konstant tilstand af kilder i maven – på den dårlige måde- og sove… glem det.
Situationen bliver jo ikke bedre af, at sønnike den første uge smed sin pung væk, og derfor ikke har hverken kreditkort eller sundheds kort på sig. Heldigvis er de fire, og de andre tre har trådt til som musketerer.
Han er en voksen mand, vil nogen måske indvende. Ja, det kan godt være, at han er 20 år på papiret, men det er han ved Gud ikke mentalt, og han er stadig min søn.
Under Vietnam krigen var gennemsnitsalderen 19 år. Nine… nine.. nineteen for os, som kan huske det nummer (Paul Hardcastle – “19”)
I første verdenskrig omkom 9 millioner soldater og 22 millioner blev såret. Unge mænd. Her har jeg ikke gennemsnitsalderen, men det er der måske nogen der har.
Faktum er i hvert fald, at rigtig mange mødre, har måtte sende deres unge mænd afsted mod en uvis skæbne. Hold nu op, hvor jeg tænker på dem i disse dage.
Jeg er bekymret for at få min søn hjem fra en oplevelses tur på en direkte flyvemaskine, hvor han om godt et døgn har et bekræftet sæde, så tænk, hvordan de måtte have haft det.
En tidligere kollega har en datter på Galapagos. Her er rejsearrangøren hverken til at hugge eller stikke i. De har givet de unge det ultimatum, at de skal skrive under på, at de afbryder rejsen, og dermed mister resten af rejsens pris, hvilket er et ret stort beløb, ellers vil de ikke hjælpe dem hjem. Hvilken situation at sætte et ungt menneske i.
Faktisk insisterer de på, at fortsætte turen. Helt absurd, da de forskellige grænser imellemtiden lukkes ned, eller landende kræver alle tilrejsende i to ugers karantæne.
Den mor kan heller ikke sove!
Gad vide, om der egentlig er særlig mange af os, der sover godt for tiden. I går var jeg, som så mange andre, ude i solen. Jeg har besluttet mig for, at jeg så vidt mulig vil holde gang i de små butikker under krisen, så det gjorde jeg. Jeg er heller ikke, vil jeg gerne understrege, i hverken karantæne eller isolation. Jeg spritter hænder i et væk, og er blevet ret ferm til både foddansen og albue hilsnen.
Men stor var min forundring, da jeg så flere cafe’er pakket til bristepunktet. I min verden er der stor forskel på at gå ind i en dagligvare butik eller frisør, spritte, holde afstand og så at sidde pakket i en indendørs café og drikke latte som om intet er hændt.
I England taler de nu om, at alle ældre skal holde sig indendøre i fire – FIRE måneder. DET er lang tid. Indtil videre er vores horisont to uger (det bliver nok påsken med), men fire måneder. Det er vidtrækkende.
Vidtrækkende er også regeringens tiltag og nu vasker Sundhedsstyrelsen sørme hænder både rigtigt og i overført betydning. Ja, det er en politisk beslutning at lukke grænserne. Og tak for det! Ligesom det var en sundheds faglig beslutning at sige til danskerne, at de sagtens kunne tage på skiferie i Italien og for 50 dage siden udtale: “Der er en meget, meget lille sandsynlighed for, at der skal komme en smitte til Danmark.” Ja, det sagde Brostrøm.
Jeg er tryg ved Mette F. og hendes team. Jeg synes faktisk, de gør det fabelagtigt. Jeg er derimod ikke tryg ved noget som helst andet, og jeg er heller ikke tryg, før jeg ved, at min søn sidder i TG 950 i morgen nat med kurs mod Kastrup.
Pas på hinanden derude!