Jeg har fået et lille bijob. Job er måske så meget sagt, for det er ulønnet. Til gengæld er det fyldt med oplevelser, og dem kan jeg jo godt lide. Jeg er blevet anmelder for Helsingør Liv, et appendix til Helsingør Dagblad, og jobbet går i al sin enkelthed ud på, at jeg skal anmelde diverse, der foregår i Helsingør.
Når jeg skyder fra mig, at min mand er uddannet journalist, og det må være pokkers med alle disse ulønnede skribenter, så er det ret berigende, og har indtil videre budt på Mads Langer og i fredags Poul Krebs koncert.
Det sidste var en smule underligt, for ikke alene har jeg kendt Poul, fra før han blev kendt, og derfor hørt ham utallige gange, det var også en af de der situationer, hvor jeg blev mindet om, at tiden er gået, og gået så forbandet stærkt.
Det var i slutfirserne. Jeg hang ud i musikmiljøet i København, og nej -jeg var ikke groupie- men arbejdede en meget kort periode på et pladeselskab, og det førte en hel masse sjov og sjove mennesker med sig. Der iblandt Poul Krebs.
Det var en rigtig lystig tid med masser af kreative og kunstneriske typer, og da jeg kort efter havnede i Spies Huset og skulle arrangere en stor reception, var det nærliggende at ringe til Poul og høre, om han kunne tænke sig at spille lidt baggrundsmusik. Igen, det var før, det blev efter.
Det udviklede sig selvfølgelig til lidt af en fest. Det er ikke alle receptioner, der ender med noget, der ligner et dansegulv og en rockkoncert, men den gang kunne alt ske, og vores letpåklædte Tequila Slammerpiger gjorde sikkert også sit (det var jo Spies huset). Om mandagen måtte jeg stå skoleret for sikkerhedschefen, der ville have en forklaring på hvorfor der havde været aktivitet i suiten, men det er en helt anden historie, og et sted skulle vi jo holde after party.
Alt det og meget til kom jeg til at tænke på, da jeg stod i Kulturværftet i fredags til Krebs 25 års jubilæums koncert med Små Sensationer. Et album han skrev, mens han boede på en husbåd i Amsterdam. Der skrev han også vores rejsetekster om Amsterdam til vores Spies katalog. Vi havde kendis skribenter i Spies før nogen kunne stave til influencers.
Men denne tur ned af memory lane gjorde – ærligt – også lidt ondt!
FU..! Hvor blev tiden af?
I mit hoved var det lige for lidt siden, vi drønede ubekymrede rundt og festede, og hvem i alverden var alle de midaldrende mennesker med gråt eller manglende hår, der var til koncert?
Det er ikke altid, det rammer mig. Generelt er jeg pænt tilfreds med livet, og altså, alternativet er værre, men nu, hvor jeg er tættere på 60 end 50, så kan det godt engang i mellem ramme mig hårdt i hjertekulen, at der er gået en del år, og der måske er færre tilbage, end der har været. Især, når jeg som i fredags får min ungdom serveret lige i øregangen fra scenen.
Det er selvfølgelig ikke det, man skal stå og tænke på til en koncert, hvor små 1000 (der var under) mennesker i kor synger “ALUFÆLGE” – men det gjorde jeg altså.
Det blev ikke bedre af, at Ole Michelsen samme dag var fløjet til himmels, hvor lærredet må være så stort, at det ikke er nødvendigt at gå i biografen. Hvem i dag under 40 ved, hvem Ole Michelsen og for den sags skyld Trine, er -nu var?
Og så var det, at jeg kom tilbage til virkeligheden, for nu nærmede vi os titel nummeret – Små Sensationer – og skulle selvfølgelig høre klassiskeren om at “Kampen om Næsbygård” stod under Action i en døgnkiosk på Ærø.
Jeg holder usigeligt meget af Krebs’ tekster, og netop Små Sensationer er en af mine favoritter. Hvis du ikke har hørt efter eller læst den tekst, så se at få det gjort, for budskabet er mere aktuelt end nogensinde.
Vi har i al vores travlhed glemt, hvor vigtige de små ting i tilværelsen er. Vi haster afsted fra møde til møde. Vi hopper fra tue til tue, og mange er mere optaget af, hvad deres børn har på af tøj, end hvad de fortæller om deres hverdag.
Lige nu er verden i selvsving over Covid-19. Vi ved endnu ikke, hvor meget, det kommer til at betyde, men hvis du allerede nu vil se her og nu konsekvenser, så synes jeg, du skal tage et kig på din pensionsopsparing eller aktiekurserne.
Jeg er selv i oplevelsesøkonomien, og tro mig, at være i turismebranchen i Italien lige nu, er absolut ikke sjovt, og snart et spørgsmål om at få mad på bordet. Hvis man altså vel at mærke kan gå ud og købe mad.
Derfor gled budskabet med at vi trænger til små sensationer også endnu engang klart ind. Blandet med alle de gode minder om hvor sjovt vi havde haft det, og til sidst stod jeg da også og svajede med til Morgendagens Tåber, for hvor vil jeg gerne blive ved med at leve ubekymret og være en tåbe i morgen!
Pas på hinanden derude, og husk nu, det er for at give sundhedsvæsenet plads til vores svage og syge, at vi tager alle de foranstaltninger, vi gør lige nu.
-Og så skal I da lige have et tidligt Poul Krebs citat. Det er “Under Isen” 1988.
Hvis jeg ville, ku’ jeg stække dine vinger,
men det er jo fuglen i dig, jeg vil ha’.
Hvis du ville, ku’ du vælte min tinder.
Så ku’ vi sidde og kigge på hinanden.
Men så ‘det, at du pludselig forsvinder,
og jeg selv svæver ud i det blå.
Det er lige før dagen begynder,
og det er bare at huske på,
at vi smelted’ en tid under isen,
-glemte tanken om at holde fast,
og jeg ved, du havde ret, når du sagde
at her ved isen er flammerne bedst.