Det sagde min mor altid. “Man skal ældes med ynde”. Egentlig et mærkeligt udtryk, der vel nærmest kan oversættes med at man skal ældes med elegance.
Det er fan…..edme svært!
Især i en tid, hvor frisører, fitness centre og andre holder lukket. Ikke, at de gør den helt store forskel på selve processen, de pynter vel bare på overfladen, men det hjælper alt sammen, og der er dage, hvor man føler, man godt kunne trænge til en hjælpende (løftende?) hånd.
Forleden blev den første af “pigerne” 60 år, og det fik mig til at tænke over, at jeg nu er nærmere de 60 end de 50 (jeg er stadig 50something – ha!), og jeg er for længst gået fra “at se godt ud” til “at holde mig godt”, men efter måneder med virtuelle møder er jeg blevet lidt i tvivl, om hvordan dags formen egentlig er. Det er som om glansen er gået af. Også et morudtryk.
Jeg læste, at plastikkirurgerne i Danmark aldrig har haft så travlt, og det har de fordi folk på grund af alle de virtuelle møder pludselig er blevet opmærksomme på, at de har dobbelthager, hængende øjenbryn eller i det hele taget bare ikke ser ud, som de selv troede. Jeg ved præcis, hvad de oplever.
Det kan være lyset, kameravinklen og hvad ved jeg, men der er også tale om, at på et tidspunkt, så er man nødt til at erkende, at man altså ikke ser ud, som da man var 40, og det er faktisk sværere, end jeg havde troet. Måske fordi jeg har levet i en naiv forestilling om, at jeg altid ville se ud, som jeg plejede – bare med lidt grå hår og så lidt charmerende smilerynker.
Sådan er livet bare ikke. Det er kun Real Hollywood Wives of Beverly Hills og Jane Fonda, der med hjælp fra hvad-som-helst ser ud til at stoppe ældningsprocessen. Vi andre dødelige, vi må kæmpe med hvad vi har, og i denne uge faldt jeg altså i et hul, hvor jeg indså, at det kun går en vej fra nu af, og det er ned af. I bogstaveligste forstand.
Det medførte så den næste tanke om hvorfor det stadig betyder noget. Jeg er beriget med en skøn mand, der trods for mange kilo og mormorarme stadig elsker mig. Jeg har to velfungerende sønner, et godt job og jeg bor godt. Skævt ganske vist, men godt, og jeg har også en god og munter vennekreds, og med undtagelse af nogle småskavanker, et godt helbred (syv-ni-tretten, bank, bank, bank). Hvorfor er det ikke nok? Hvorfor kan jeg blive i dårligt humør over at mit udseende ikke er, hvad det har været? Holder forfængeligheden aldrig Corona lukket?
Tilsyneladende ikke, og sammenligningen med andre på samme alder er heller ikke gået i lock down. Hold nu op, hvor ser hun stadig godt ud, tænker jeg tit, når jeg FaceTimer med en af mine veninder. Ikke uden at være lidt misundelig -på den gode måde, for jeg under hende det så meget. Det medfører bare, at jeg begynder at slå mig selv i hovedet med at “jeg burde også, og så burde jeg ikke, og så skulle jeg også”. Kender I det?
Og vi taler altså her ikke om sundheds godt ud. Vi taler om forfængelighedens bål, der stadig gløder.
Jeg ved godt, at der ikke er noget alternativ til at blive ældre, der er værd at skrive hjem om, men en gang i mellem kan man altså godt falde lidt i det hul, og bare begynde at undgå spejle. Det kender jeg flere, der gør. Ren strudse teknik, men så bliver man i det mindste ikke i dårligt humør. Den teknik fik virtuelle møder så ødelagt.
Så hvad gør vi – os 50something? Og jeg tror det er lige gyldigt, om man er han, hun eller det.
I filmen Moonsstruck spørger vores kvindelige hovedperson alle om, hvorfor mænd er deres hustruer utro, og hun gør til sidst op med sig selv, at det er fordi, de er bange for at dø, eller i det hele taget blive ældre. Den løsning er jeg nu ikke tilhænger af, men jeg forstår godt, hvorfor nogle finder en yngre elsker og dermed bliver bekræftet i at de kan endnu, eller at glansen ikke er helt gået af, men det er i hvert fald ikke løsningen for mig. Og så ikke et ord om Madonna.
Jeg har besluttet mig for en strategi, der går ud på, at jeg vil kigge på gamle fotos af mig selv, og så vil jeg minde mig selv om, hvor utilfreds jeg var med mig selv på det tidspunkt, og så vil jeg sige til mig selv, at når jeg er nærmere de 70 (yak!) end de 60, så vil jeg kigge på fotos af mig selv fra tiden nu og tænke nogenlunde det samme.
Jeg er ikke sikker på, at det holder helt, og jeg vil stadig gøre alt for at blive filmet fra de bedste vinkler under vores virtuelle møder (idiot -de andre ser dig altid fra alle vinkler), og så vil jeg gøre mig så meget umage med at ældes med ynde. Hvad det så end betyder.
God søndag – og husk, du er altid selv din værste kritiker, og altså ikke alene om at hade dig selv på skærmen.
