Det trækker tænder ud nu – gør det, og så er jeg endda ikke blandt de hårdest ramte. Men jeg må da indrømme, at der langsomt sniger sig en form for apati ind, og nogle dage er det som om min hjerne er gået på stand by!
Den største oplevelse i løbet af dagen er gåturen, hvor der efterhånden er myldretid hele døgnet. Hej-hej gaden er blevet til hej-hej stien, for alle hilser nu så pænt. I morges kom de med ski på nakken. Men hvorfor ikke? Hellere her end i Østrig.
Hundene er glade til gengæld. Hele flokken er hjemme og der bliver gået ture i et væk. Ikke alle hunde dog. I morges så jeg et FB opslag – ret sjovt faktisk, hvor en skrev at ligesom Ekstra Bladet har deres S.9 piger, så har Politiken nu deres “hvor er det synd for mig” pige-sider. Denne gang beriget ved en ung kvinde, der havde anskaffet sig en hundehvalp, og nu havde morderligt ondt af sig selv, fordi det var SÅ hårdt, og det havde ingen fortalt hende. Nu var hun blevet helt i tvivl, om hun nogensinde skulle have børn.
Om ikke andet, så for det absurd humoristiske, bliver det i det næste årti spændende at følge MIG-MIG-MIG generationen, og gider man ikke læse Politiken og vil vide, hvad der venter, kan man bare kigge lidt på fars pige Alva i Dubai eller Fie Laursen dokumentaren. Nåh ikke? Nej, det bliver man også bare i dårligt humør af, og det er der rigeligt af i forvejen.
Godt humør er jeg trods alt blevet i denne weekend. Det er utroligt, hvad sol kan gøre, og så blev jeg også lidt rørt over de unge mennesker. De andre altså. De, som er kommet ud af deres egen navle, og holder ud på trods af, at de betaler den højeste pris, og dem er der heldigvis flest af.
Fredag aften havde den yngste inviteret sin pt. meget lille omgangskreds til herremiddag i orangeriet. Vores nye drivhus… kendt som orangeriet, er blevet det nye gå ud sted. For os alle sammen. Så kommer vi da lidt ud, og det er præcis lige så dyrt. Tro mig, jeg har tjekket elforbruget, og fra og med denne weekend skal der nu lægges kr. 200.- til ekstra el hver gang, man varmer det op.
Men de unge herrer skulle altså spise middag og det krævede både forberedelse, indkøb og planlægning. Og så stod de pludselig der. Høje, flotte, unge mænd, og lavede lækker mad.
De har stået der før. Masser af gange, for en af de skønne ting ved at have boet i samme lille samfund i mange år er historikken. Min yngste og hans ven har kendt hinanden siden vuggestuen og vi har derfor også været vidner til fødselsdage, konfirmationer og senest studenterfester. Vi har også været vidne til vennens første brandet (i vores kælder), men det taler vi ikke om. Kun, at som 15årig, er det en rigtig dårlig ide, at drikker pernod rent.
Benny Andersen beskriver det så fint i sit digt “Tiden” – “Man går ud i sit køkken, henter kakaomælk til sin spinkle søn, men når man vender tilbage er han blevet for gammel til kakaomælk, kræver øl, piger og revolution”.
Hun har det heller ikke let. Hun er begyndt at gro grøntsager i haven, for så har hun da noget at leve af, udtalte hun i artiklen. Det er heller ikke fest og dj branchen, der er mest gang i lige for tiden.
Så nej, det er ikke let at være nogen, og vi skal passe på de små opløftende ting, der kan gøre os glade i låget. Som det nye radioprogram “Kys & Kram”, hvor de kun spiller feel good musik og fortæller positive historier. “Fordi vi fortjener det”, som de skriver. Og ja, jeg ved godt, det er banalt, men i usædvanlige tider må man godt være banal og gøre lige præcis det, som får en til at blive i godt humør og komme igennem. I Danmark altså, ikke i Tanzania.
Det er tankevækkende, at for et år siden troede jeg i fuld alvor, at det ville tage sådan cirka 14 dage, så var vi tilbage på arbejde og normale tider igen. Nu har min mand, og flere jeg kender, været hjemsendt i et år, og der er vist kun få af os, der tror på, at vi vender tilbage til noget, der ligner en sædvanlig hverdag på denne side af påske.
Tiden smuldrer mellem Netflix serierne og man bliver efterhånden så SoMe (digitalt altså) afhængig, at pludselig har man surfet rundt i over en time, og man kan knap koncentrere sig om at læse en bog i længere tid af gangen.
Men…. vi er i live. Vi har mad. Vi har underholdning (tænk, hvis dette havde været før internet og turbo-tv). Vi har langt hår og vi har endelig tid til at gøre noget ud af aftensmaden, og vi kan helt sikkert komme i tanke om nogen, der har det værre end os, og det hjælper altid.
Så nu vil jeg danse rundt til noget feel good musik, og så vil jeg bilde mig selv ind, at om ikke særligt længe, så sidder vi til selskaber og taler om tiden, hvor vi lærte at gro grøntsager og trimme hår. For tiden går under alle omstændigheder, og vi skal ikke bare gå med, vi skal også huske at leve.
Pas på jer selv, og op med humøret!
Åhhh jeg er vild med Benny Andersen, og dette digt er bare så passende især i denne tid.