… men så skulle I se mine plastikkirurger!
Dolly Parton
Det sagde Dolly med sin sædvanlige selvironiske humor til sit 50 års show på Grand Ole Opry, som kører i baggrunden lige nu. Dolly, som i parentes bemærket blev 75 i denne uge, og som jeg har et soft spot for.
For hendes historie, hendes talent, hendes selvuhøjtidelighed, for at hun forfulgte sin drøm og så selvfølgelig for hendes velgørenheds program med at løfte børn ud af fattigdom ved at lære dem at læse.
Nå, nu er det ikke os alle sammen, der hverken har lyst eller råd til plastikkirurgi, heller ikke selvom jeg læste i avisen, at danskerne strømmer til klinikker som aldrig før her under Coronakrisen. Tilsyneladende tricket af at se sig selv på virtuelle møder, og jeg skal ikke sige, at jeg ikke forstår det. Hov, den dobbelt hage havde jeg da ikke lige lagt så meget mærke til…..eller hvad er nu det for nogle rynker der? Dem havde jeg heller ikke ligefrem set på før i flere kvarter af gangen. Så happy days for plastikkirurgerne. Der er aldrig noget skidt, der ikke også er godt for noget.
Men ellers, så var det jo det amerikanske valg, der i denne uge fyldte hele sendefladen. Det synes jeg Trump har gjort i al for lang tid. Jeg var træt af at høre om ham, allerede før han vandt sidste valg, så det har været fire lange (og forbandende) år, og vi holdt da også Biden, burger og Budweiser aften her på Alle’en.
Trump er 74 år. Joe Biden er 78 år. Bernie Sanders er 79 år. Nancy Pelosi er 80 år.
Det kan ikke undre, at det var en 22 årig, farverig og karismatisk kvinde, der stjal opmærksomheden – og ja, jeg er selvfølgelig også forelsket i Amanda Gorman. Hendes historie, hendes udstråling og fremfor alt er jeg vild med at poesi igen kommer lidt op på hipster skalaen.
Men nu er nogle af os altså så “boomer gamle”, at vi kan huske tidligere indsættelser af amerikanske præsidenter. Det kan også være en fordel, at være 50something.
Oprah Winfrey tweetede under indsættelsen: “I have never been prouder to see another young woman rise! Brava, brava, Amanda Gorman! Maya Angelou is cheering – and so am I!
Og hvem er så Maya Angelou?
Maya Angelou var -for hun døde i 2014 – amerikansk poet, forfatter, skuespiller, instruktør, aktivist og meget nær veninde af Oprah. Og, interessant i denne sammenhæng, så var hun på podiet i 1993, da Bill Clinton blev indsat, hvor hun som kun den anden i Amerikas historie og som den første afro amerikanske kvinde fremsagde et digt – “On the Pulse of Morning”:
Hosts to species long since departed,
Marked the mastodon,
The dinosaur, who left dried tokens
On our planet floor,
Any broad alarm of their hastening doom
Is lost in the gloom of dust and ages.
Come, you may stand upon my
Back and face your distant destiny,
But seek no haven in my shadow,
I will give you no hiding place down here.You, created only a little lower than
The angels, have crouched too long in
The bruising darkness
Have lain too long
Facedown in ignorance,
Your mouths spilling words
Armed for slaughter.The Rock cries out to us today,
You may stand upon me,
But do not hide your face.
Som der står på siderne om digtet – “The poem aims to inspire in its audience a sense of unity and responsibility towards other people and the planet”.
Det gør ikke Amanda mindre interessant og karismatisk, og ingen tvivl om, at hun rammer et nyt publikum -hendes instagram konto steg fra omkring 50.000 til 900.000 på få timer, jeg synes bare, det er vigtigt, at minde om.
Maya Angelou blev som kun 8 årig voldtaget af en af hendes mors utallige, kortvarige bekendtskaber. Han blev efterfølgende dræbt af hendes onkler (!) Angelou var stum i flere år derefter (Amanda Gorman har interessant nok også overvundet taleproblemer) og hun blev mor som kun 16 årig. Hun fik altså på ingen måder en let start på livet (det gjorde Dolly heller ikke), hvilket gør det så meget mere imponerende, at hun som den første sorte kvinde læste et digt til en præsidents indsættelse.
Mest kendt blev hun for “I know, why The Caged Bird Sings”, som hun blev nomineret til en Pulitzer pris for, og jeg har en af hendes bøger, fordi jeg engang fulgte Oprah’s bogklub og blev så fascineret af hendes historie, overskud og livskraft. Udover hendes 36 bøger, poesi m.m. så var hun sjovt nok også den første sorte “cable car conductor” i San Fransisco. Ingen jobsnobberi her.
“We may encounter many defeats, but we must not be defeated”
Maya Angelou
Nok om Angelou. Læs selv lidt mere om hende og hendes skønne citater.
Og igen, jeg er også forelsket i Amanda Gorman, jeg synes bare det er vigtigt, at vi husker på, at vi alle står på skuldrene af nogle før os. Hvis ikke nogen havde sloges for frihed, demokrati og retten til at ytre sig fuldstændig frit, havde vi ikke levet, som vi gør nu.
Det er kun 102 år siden, at kvinder og tjenestefolk fik stemmeret i Danmark og 220 år siden, at stavnsbåndet blev ophævet (2,8 x Bidens levetid), og vores frihed kan ikke tages for givet. Bare spørg de efterladte til tegnerne hos Charlie Hebdo, den franske skolelærer eller for den sags skyld Krudttønden.
Så mens spader i bedste Ku Klux Klan stil brænder dukker af vores statsminister af, fordi de ikke kan finde ud af at ytre sig på ordentlig demokratisk vis, så vil jeg hylde alle poeter, for i den sidste ende er ordet stærkere end sværdet! (Og så tager vi Twitter og Trump konto en anden dag ;o)…)
