Vi har ryddet op. Hvem har ikke det i disse tider? Håndværkere og byggemarkeder har aldrig haft så travlt, og det forstår man jo godt. Dagene flyder ud i et, og hvad skal man bruge alt den overskydende tid til? Der er trods alt ind imellem en grænse for, hvor mange serier, man kan se på en gang, og der sker alligevel ikke en sk..!
I, der har fulgt med her ved, at vores hus sank pga. noget byggeri overfor (og ja, vi tabte retssagen). Nu har vi så fået fikset alt udenom og hældt et ton eller to beton rundt om, så det er ved at være tid til revnerne indenfor. Dem er der også en del af, og så ikke et ord om, at det nye puds udenfor og dermed den nye maling falder af et sted ved 1.st sal. Det tager vi heeeelt roligt….
Men altså i weekenden gik vi i gang med det første rum indenfor – vi er jo ikke ligefrem håndværkertyperne, så vi skal øve os. Skal man benytte den eller den fylde til de revner osv. Ærligt, så er det mest Nils’ afdeling, så tager jeg mig af afvaskning og oprydning, og her var det så……. gisp! hvor stod der mange cd’er der på den reol bagest i køkkenet.
CD’er Berit – har du stadig cd’er? Spiller du også kassettebånd? Ja, lige nu gør jeg faktisk. Det lyder helt åndsvagt (ikke båndet), det ved jeg godt, men jeg fiskede for et års tid siden et gammelt stereoanlæg op fra kælderen, og der er Gudhjælpemig en kassettebåndoptager i det anlæg. Og bare for, at der nu ikke skal være nogen misforståelser – jeg har Spotify, Bluetooth, Chromecast og alskens fancy udstyr, men jeg har altså også et gammelt stereoanlæg, og en hulens bunke cd’er. Det har jeg så ikke længere.
Men kors, hvor var det svært.
Vi 50somethings voksede jo op med først kassettebåndoptagerne, hvor det gjaldt om at trykke “rec” på det rigtige tidspunkt, så man ikke fik Mylius eller andre med ind over musikken (især med Mylle var det svært). Så blev det plader -albums, og dem har jeg også stadig en del af, men det er jo blevet hipt igen.
Men ind imellem var der cd’erne, og de var dyre. I hvert fald for mig den gang. Man gik ikke bare lige ned og købte ti af gangen, så der var en hel praktisk og økonomisk grund til at opsamlings cd’erne blev så populære – og den var ikke kunstnerisk.
Derfor kan jeg næsten også huske hver eneste cd fra hylden, og jeg måtte under oprydningen konstatere, at jeg er en smule sentimental, for jeg kunne simpelthen ikke smide dem alle sammen ud. Det gik lettest med Nils’, der på mystisk vis havde blandet sig med mine, og ok, der er måske heller ikke nogen grund til at have to eksemplarer af The Essential Leonard Cohen. Heller ikke selvom vi begge to ret godt kan lide Cohen.
Og det er jo det. Ikke alene bragte alle disse gamle cd’er minder. De fortæller også historie. Om hvilken musik Nils og jeg havde tilfælles, da vi mødte hinanden der for snart 23 år siden. Om tidspunkter i ens liv, hvor man var i en særlig stemning, om rejser, om koncerter og om oplevelser, der har været med til at forme en.
Westernhagen eksempelvis. Jeg havde været i Berlin og set en tysk kunstner optræde på tv og var faldet for et nummer. Jeg kan stadig huske, da jeg stod i musikbutikken ved Bahnhof Zoo og på dårligt tysk forsøgte at forklare at det var en mand med en hat. Sælgeren var dygtig og hjem kom jeg med “Es geht mir gut”, som i lang tid var min godmorgenplade. Den cd kan jeg da ikke smide ud.
Det holdt også hårdt med Enya. Ikke alle cd’erne, for der var ikke mindre end fem. Men den ene, som jeg fik i julegave en gang i midt halvfemserne af min daværende chef og nu nære ven, som havde købt personlige julegaver til alle ansatte -og der var mange- på det kursuscenter, der indirekte var årsagen til, at jeg endte i Helsingør. Auch!
Eller den cd, som Nils og jeg hørte på instant replay, da vi lige havde mødt hinanden og følte (og opførte) os som sytten år igen i den lille lejlighed i indre København. Den er altså også blevet i huset.
Der dukkede også musik op, jeg fuldstændig havde glemt, som Junior med “På flugt fra alting”, hvor disse fantastisk linjer er at finde:
“Nu vil jeg rigtig langt væk helt derud,
hvor man klør sig i røven med et bambusskud”
Synes faktisk stadig, at det er et sjovt og godt nummer, men den røg altså ud.
Til gengæld blev jeg også inspireret af at kigge alle de gamle ting igennem og de sidste par aftener har vi hørt “Kitaro” -på Spotify dog. En gang i stenalderen havde en af mine daværende venner indspillet to bånd til mig med denne japanske komponist, som dengang var meget eksotisk. Det holder stadig, og hvor var jeg glad for at blive mindet om det.
Men “As Time Goes By” (er der i det hele taget nogen, der stadig kan huske det nummer?) må jeg også bare erkende, at cd’er, de holder bare ikke rigtig længere. De var indimellem, og der er ikke engang et flot cover, som man kan glæde sig over. Så langt om længe – for længe, vil nogen nok mene – røg de ud.
Men jeg fik en skøn tur ned af erindringens Yellow Brick Road. Fik smidt de fleste ud (ja, jeg ved det godt… sentimental gammel kvinde) og så fandt jeg også ud af, at jeg havde overspillet alle mine gamle yndlingsnumre til kassettebånd den gang i 90’erne, hvor min bil ikke var nået til cd-afspiller, og derfor kan jeg nu høre alle numrene alligevel… mine helt egne “Absolut Music” på kassette bånd.
