Der er mindre energi…

…. til gengæld er der mere “sigen fra og pyt!”

Nu hedder denne blog jo 50something, og tanken var, at den skulle handle om livet i og omkring de 50. Det hænder imidlertid, at der sker noget ude i verden, så tankerne og tangenterne stikker af, men i dag besluttede jeg mig for, at søndags refleksionerne skulle handle om nogle af de forandringer, vi i 50’erne gennemgår.

Nu tillader jeg mig at generalisere, og det er jo slet ikke sikkert, at I har det ligesom jeg, og nogle af jer er sikkert nået dertil for lang tid siden, men det er altså først nu, at jeg endelig med sikkerhed i stemmen kan sige, at jeg er blevet virkelig god til at sige fra – og at gøre det med god samvittighed.

Nogle gange er det rent simpelt fordi, jeg ikke har energien længere. Der er udsolgt. Meget, meget før, end der var tidligere. Andre gange er det fordi jeg ganske enkelt ikke gider noget og i helt andre situationer, er jeg blevet så distanceret og kold i vis legemsdel, at jeg bare tænker, at det gider jeg simpelhen ikke bruge energi på, og så ignorerer. Og åhhh, hvor er det en lettelse. Hvor ville jeg ønske, at mit yngre jeg havde distanceret sig mange gange tidligere i stedet for at engagere sig i dit og dat.

Energien først. Det var svært. Det var svært at erkende, at efterhånden, som årene blev flere, blev energien omvendt proportionel lavere. Alle kender vi det, at vi ikke kan feste til klokken lys morgen, og så være topfrisk dagen efter, men det her var mere udtalt. Tidligere kunne jeg eksempelvis sagtens tage den i fuld firspring op til fire gange om dagen fra første sal og ned i kælderen for at vaske tøj… nu taler vi nok maks. tre gange på vild dag, og helst to, hvis der også skal være plads til sjove ting.

Det er ikke det samme, som at jeg er gået i stå. Jeg sveder stadig tran en gang om ugen til træning, går lange ture med hunden og slår vores græsplæne -hvilket svarer til en omgang cross fit- og jeg passer pt. to krævende jobs, men når klokken er ti om aftenen, kan jeg ikke sige tre sammenhængende, fornuftige ord længere, og foretrækker bogstavskrab fremfor WeekendAvisen.

På det seneste er jeg begyndt at sige til min mand, når jeg kommer fra arbejde, at jeg skal altså lige have en halv time, hvor jeg renser hjernen, før jeg er klar til at tale om hvad Amazon i Norden vil betyde for vores samfund eller lignende samtaler.

FrkSeistrup : TRÆTHED

Det har jeg aldrig gjort tidligere, og det leder frem til andet punkt. At turde sige fra, og melde klart ud. Jeg lærer stadig, og jeg er ikke i mål, men siden nytårsaften, hvor jeg af simpel udmattelse var nødt til at melde afbud til en ellers skøn fest, er jeg blevet så meget bedre til at melde fra, sige nej tak eller blot sige tak for i dag.

Jeg ved ikke, hvordan I har det, men jeg har tilbragt timer i både private og arbejdsrelaterede situationer, hvor jeg har stået og talt minutterne til jeg kunne stikke af og komme hjem og hvile. Ja, hvile. Ikke stikke af til noget bedre eller sjovere, bare lave snigeren og så komme hjem og lave ingenting.

Det er alderen!

100% men på både den gode og den lidt øv måde. Heldigvis når man så også det punkt, hvor man ikke længere er bange for at gå glip af noget. Den “sygdom” led jeg rigtig meget af som yngre, og jeg kan se, at i hvert fald den ene af mine sønner har arvet det. Tænk nu hvis…. Jeg håber af hele mit hjerte, at han kommer over det før hans mor, for man går som regel ikke glip af særlig meget.

Min yndlings sangskriver Billy Joel rammer (uden sammenligning, for han skriver om en stjerne på tour) sømmet i “The Entertainer” –

Ah, but what the hell
You know it’s just as welll
‘Cause after a while and a thousand miles
It all becomes the same

Det er ingen sammenligning mellem os gamlinger og en stjerne på tour og så alligevel – for “after a while… it all becomes the same”.

Nu lyder jeg som en bitter, gammelfi…., og det er slet ikke meningen. Meningen er, at det er ok at sige fra, og gøre det, man har lyst til, for livet er for kort til andet, og vi skal ikke være bekymrede for at gå glip af noget, for det gør vi sjældent.

Det sidste punkt er glæden ved at kunne distancere sig, og bare tænke “hvilken idiot”, og det behøver jeg ikke at bruge (min sparsomme) energi på.

En gang, jeg virkelig hidsede mig op over et eller andet, som jeg  engageret fortalte min middags partner og gamle chef om, kiggede han på mig og sagde: “Jeg troede egentlig, at når du blev lidt ældre, ville du skrue lidt ned for engagementet”. Vi har fulgt hinanden i små 40 år, så han havde vel en vis ret til at slynge en sådan bemærkning ud, men jeg kiggede bare uforstående på ham og hvæsede videre – “Jamen kan du ikke se, at det dybt uretfærdigt”. “Joeeehhh, men jeg gider bare ikke hidse mig op over det”. Den tænkte jeg lidt – ok en del over.

Jeg kan stadig hidse mig op over uretfærdigheder, og det er mindre en tre dage siden, at nogen sagde til mig, at jeg skulle passe på blodtrykket (vedkommende overdrev – han er bare ikke vant til engagerede kvinder.. ;o)…) men hold nu op, hvor er jeg blevet så meget bedre til at trykke på pytknappen, trække på skuldrene og tænke…. den kamp, den gider jeg ikke tage. Hvis du vil være en idiot, så “go ahead – make my day!” I skulle prøve det, det er virkelig en befrielse.

Men I er der måske allerede. Om ikke andet, så fordi energien ikke tillader det, fordi årene, der ligger foran os er færre end årene bag os, og så skal vi sagomelme også bruge energien på noget godt fremfor noget skidt. For der vil altid være idioter og i en dynamisk verden kan vi ikke undgå dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.