Mindretallets tyranni!

Advarsel! I dette blogindlæg vil du støde på noget, der kan minde op et surt opstød, så hvis du er ude efter “søndags-feel-good”, skal du nok ikke læse videre.

For jeg er sur! Eller rettere, jeg har fået nok. Fået nok af, at fordi nogen mener dette eller hint, skal jeg lige pludselig være lige sådan. Og det vil jeg ikke. Jeg vil IKKE defineres af min seksualitet og kønsfølelse, for at blive helt konkret.

Øhhh, men er der da nogen, der siger, at du skal det? Ja, det er der, for nu er det ikke nok, at jeg er kvinde, nu skal jeg præsentere og definere mig selv som ciskønnet!

For de af jer, der endnu ikke ved, hvad det er, så betyder det “en person, hvis oplevede køn og kønsudtryk svarer overens med det køn, personen blev tildelt ved fødslen”, LBGT Danmark.

Med andre ord, det er ikke nok, at jeg præsenteres og fremstår som kvinde, jeg skal også præsenteres med, hvilke seksuelle præferencer og levestil, jeg har – altså, at jeg er født som kvinde, føler mig som kvinde, og at jeg “vil leve op til de sociale forventninger knyttet til deres køn”,  i dette tilfælde kvinde.

Nej, jeg vil ikke, nikke nej! Gu vil jeg ej udstille mine følelser eller seksuelle præferencer, når jeg skal krydse køn af eller præsentere mig, for det er faktisk det, LGBT (mangler der iøvrigt ikke et +) med disse nye køns etiketter beder alle os andre om.

Hvad rager det jer? Det rager ingen, hvordan jeg føler mig, hvad jeg gør indenfor husets fire vægge, og om jeg i weekenden har lyst til at klæde mig ud som mand og gå på bøssebar! Det ville jeg jo være nødt til at indrømme, hvis jeg ikke definerede mig som ciskønnet -ikke sandt? Jeg skal med andre ord tvinges ud af (klæde)skabet.

Nu er der nok ikke så mange, der er i tvivl om, hvordan jeg er længere. Jeg har trods alt været gift med det samme mand i over 20 år, og har aldrig lagt skjul på, at jeg finder mænd – især Tomas Ledin typer – for ualmindeligt tiltrækkende, og iøvrigt godt kan lide de ting, der følger med at være feminin, men I skal ikke tvinge mig til at flashe det i form af en til lejligheden nykonstrueret kønsidentitet.

I må gøre fuldstændig, som I vil i LGBT+ miljøet. Jeg er helt ligeglad. Faktisk er jeg meget positivt indstillet overfor den frihed og synlighed, som forskellige kønsidentiteter har fået, og det glæder mig, at folk i højere og højere grad kan leve fuldstændig, som de vil, uden at der rynkes på næsen eller hæves et øjebryn.

Jeg er også fuldstændig ligeglad med, om nogen vil identificeres som non-binære, og omtales som “de” eller “dem” (skal nok skabe lidt forvirring i forhold til invitationer i fremtiden), men I skal lade mig – og alle andre i “det store tavse flertal” være i fred. Fordi I har lyst til at skilte med jeres kønsidentitet, ligesom Eliyas Kayon, der ønsker at fremstå som homoseksuel, non-binær transfeminin og gå med tørklæde, er det ikke sikkert, vi har det.

Prøv at forestille jer den omvendte verden. At alle vi nu ciskønnede forlangte, at når jer fra LBGT+, der trods meget publicity, alt andet end lige er et mindretal, identificerer jer offentligt, så skal I samtidig oplyse, om I føler jer lidt queer eller lignende. Det er faktisk det, I beder os om, med modsat fortegn, når vi skal stå frem som ciskønnede.

Jeg vil gerne igen understrege, så det ikke kan misforstås…. jeg er helt ligeglad med, hvordan folk lever deres liv.  Så længe de forsørger sig selv, og ikke er til skade for andre, må de leve, som de vil.

Jeg har også altid haft homoseksuelle venner, kolleger og især i 80’erne hang jeg meget ud i bøssemiljøet i London. Jeg har ikke tal på de festlige aftener og nætter, jeg har haft på Madam JoJo”s eller til Gay Night på Hippodrome, og jeg kan stadig huske stemningen og det helt fabelagtige dragshow, som var på Madame Arthur i slut halvfjerdserne.

Jeg var heller ikke særlig gammel, da min mor stak mig bogen “Ensomhedens Brønd” af Radclyffe Hall fra 1928 i hånden, og den gjorde et uudslettelig indtryk på mig, og fik mig til altid at være på de menneskers side, som -undskyld udtrykket – faldt lidt til en side og udenfor det, der af nogen karakteriseres som det normale.

Men ligesom jeg ikke vil overfaldes af veganere, fordi jeg spiser æg eller kyllingesalat, eller tvinges til at følge en bestemt religion, så vil jeg heller ikke påduttes af nogen, at jeg skal identificere mig offentligt som ciskønnet.

Jeg er kvinde! …… det er jeg stolt af…. ;o)…….og det er nok!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.