Vi har impuls købt en sejlbåd!

 

Vores nye båd – Albertina 2

I lørdags impuls købte Nils og jeg en sejlbåd, og jeg mener impuls købte. Vi har aldrig sejlet før – hvis man altså ser bort fra færger, sundbusser, skonnerter og andre både, som vi har været passagerer på. Vi har heller ikke gået i længere tid og haft planer om, at nu skulle vi have en båd, og derfor planlagt og undersøgt en hel masse eller taget noget så essentielt, som et duelighedstegn. Men nu er vi altså de lykkelige ejere af en 6 meter lang, såkaldt begynder båd, og vi er nærmest lykkelige.

Nils har døbt mig skibsrederen, fordi det var mig, der mobilpay’ede  (måske drømmer han om, at jeg så kalder ham kaptajnen   ;o)…. ), og da vi var til familiekomsammen lørdag aften, er der ikke den vittighed eller anekdote om dårlige sejlere, vi ikke allerede har hørt. Det har heldigvis ikke taget glæden fra os.

Pippi’s slogan er: ” Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert”, og lige nu føler jeg mig som Pippi. Det er en ret skøn følelse, især i vores alder.

Selvfølgelig har vi på et tidspunkt talt om, at det kunne måske være en meget god ide med en båd, og er det egentlig ikke lidt pinligt, at vi bor i Helsingør, og aldrig sejler osv., men det hele startede i torsdags, hvor et opslag om at en billig begynder båd var til salg, dukkede op i mit FB feed. Lørdag havde vi købt båden, og vi er allerede i fuld gang med at lægge et hav (!) af planer for, hvad vi skal til at opleve sammen.

I princippet kunne det være noget helt andet end en båd. Det kunne være, at vi havde impuls meldt os til finere fransk madlavning, var begyndt at spille obo eller havde taget et begynder kursus i jiu jitzu (det ville aldrig ske…..). Det essentielle er, at vi har gjort noget uventet, at vi har gjort det sammen, og vi nu i fællesskab skal til at betræde en sti, som ingen af os har gået på før. Det kan kun være sundt for et parforhold, der har varet i over 20 år.

I fodbold har man et transfervindue. Når det er åbent, må man handle spillere ellers ikke. Indimellem oplever jeg det som om, at livet også opfattes som et transfervindue. Du er mærkelig, hvis du som 20something begynder at spille bridge. Du er noget for dig selv, hvis du i en alder af 60 begynder at lære at stå på skateboard, og hvis du er kvinde over 70, skal du helst ikke pynte dig for meget.

Det sidste har de fuldstændig glemt i Saint Tropez, hvor alle de ældre kvinder drøner rundt på små scootere iført farvestrålende, sexet tøj og med det blonde hår flagrende efter sig mens armbåndene klirrer på håndleddet. ”Tropezinerne” døbte jeg dem – og det skal siges med stor kærlighed og slet skjult beundring. Jeg synes, de er skønne, og de har i hvert ikke ladet sig begrænse af livets transfervindue.

Mange af mine jævnaldrende taler med sorg om tiden nu, hvor børnene flytter hjemmefra. Det forstår jeg godt, men jeg skal også være ærlig og indrømme, at jeg også glæder mig over, hvor meget tid, Nils og jeg har fået sammen i takt med at vores to teenagere bliver mere og mere selvkørende, og hvor mange nye, sjove ting, vi nu kan gå i gang med. Misforstå mig ikke, jeg elsker vores drenge overalt på jorden, men som min mor altid sagde: ”Børn er til låns”, og nu skal de ud og prøve livet af. Det skal vi også. Vi skal i hvert fald lære at sejle.

Jeg tror, det er vigtigt, at man husker at leve udenfor den daglig trummerum, og bliver ved med at prøve nye ting, men jeg skal også være den første til at indrømme, at det er jeg ikke særlig god til. Jeg har altid taget arbejde mentalt med hjem, og jeg har altid være på vej et eller andet sted hen i mine tanker. Til gengæld er jeg så faldet udmattet om på sofaen om aftenen med fjernbetjeningen i hånden og alle mine nye bedste venner fra diverse serier.

Der er ingen elektricitet på vores lille, nye begynder båd. Der er heller ikke internet eller let tilgang til Netflix, HBO og BBC. Der er til gengæld masser af frisk luft, og næsten ingen plads, så vi bliver nødt til at være tæt sammen. Måske vil jeg ligefrem investere i en lille, rap scooter til at køre ned til havnen på. Det bliver en fest – og det er skønt at være Pippi for en stund -også som 50something. Prøv det!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.