Det er den 10. december. Alligevel er julestemning nok det, der sidst kommer ind på min indre lystavle. Jeg sidder i klip-klappere og bare tæer på min private lille hotelterrasse, og venter på at solen skal komme rigtig frem. Ellers er det nemlig også vinter her i Marrakesh, hvor jeg er lige nu.
Fra solen går ned og til den får fat i løbet af formiddagen er det rigtig koldt. Hvis man altså synes, at 8 gr. er koldt. Det gør jeg! Til gengæld når temperaturen op til omkring 24-25 grader midt på dagen. Ganske skønt, men alligevel ikke nok til, at man kan hoppe i riadens lille pool, der som alle andre pools i Marrakesh ikke er opvarmet.
Det gør ikke noget, for vi holder bare (varmen) sammen – Nils og jeg!
Det har vi, når vi når til i aften, gjort i løseligt 7300 nætter eller 20 år, for den, som gider at regne efter. Plus nogle skudår, men pyt med de enkelte nætter, for så skal vi også til at fraregne det halve år, vi var separerede, og hvem gider at tænke på det, på sådan en dag. Som vi altså tilbringer med 1001 nats eventyr.
I skal nok få insiders tips til Marrakesh i en anden blog, for lige nu er jeg mest optaget af, hvordan man holder sammen i 20 år, og stadig er forelsket, for det er jeg i min mand. Det har jeg selvfølgelig ikke været hele vejen igennem, men der er intet tidspunkt – heller ikke da vi var fra hinanden – hvor jeg holdt op med at elske ham.
I min verden er det to forskellige ting. Man forelsker sig ofte, men elsker sjældent. Jeg kan sagtens blive lidt småforelsket i en skuespiller eksempelvis (pt. er det Brandley Cooper), og jeg har også været forelsket live flere gange, men jeg har kun elsket få.
Med Nils vidste jeg med det samme, at her var manden i mit liv!
Det lyder sindsygt, men det er ikke desto mindre rigtigt. Jeg var 36, havde været single i flere år, og havde faktisk indstillet mig på, at jeg nok ikke skulle giftes og have børn i det her liv.
Vi blev præsenteret for hinanden den 10. december 1998 på Elefanten og Musen. Det var mit gamle stamsted, og hvert år mødtes “de gamle” til glögg den 10. Det år havde en fra slænget taget sin gamle studiekammerat med. Han (kammeraten altså) var blevet skilt, havde aldrig rigtig gået ud, og Leif, som min ven hed, syntes derfor, han skulle ud og opleve København by night.
Ved første præsentation sagde jeg bare goddag og registrerede ham ikke rigtig, men lidt efter sad vi allesammen og snakkede, og jeg tænkte med det samme “han er klog -ham skal jeg tale med!”. Det kom jeg så også til.
Senere på aftenen blev musikken for høj, så vi gik over på Plaza – Library bar. Jeg kan stadig huske, hvordan en fra slænget blinkede til mig og grinede, da vi gik. Nils kan huske, at han tænkte “det her føles rigtigt”, da vi gik over Rådhuspladsen, mens jeg imellemtiden også havde opdaget, at han ikke kun var klog, han så også godt ud og var charmerende, gammeldags gentlemanagtig.
Regningen fra Library Bar hænger i en ramme i vores hjem, for Nils gemte den. Det fandt jeg først ud af længe efter. Til gengæld fandt jeg ret hurtigt ud af, at ham her bliver jeg gift med.
Vi kom aldrig i seng den nat, og dagen efter mødte jeg på arbejdet, helt ude af stand til at lave noget fornuftigt. Heldigvis var det gode, gamle kolleger, for efter en time rejste jeg mig op og sagde: “Nu går jeg hjem! Jeg har slet ikke sovet i nat, og jeg har mødt manden i mit liv!”. Alle kiggede måbende – “hvornår har du mødt ham?!?!?”. “I går aftes, og nu går jeg altså hjem og sover”.
Vel hjemme ringede jeg til min mor, og fortalte hende, at jeg havde mødt manden, jeg ville blive gift med, og så lagde jeg mig til at sove. Min mor var ude af den i flere dage, fordi hun ikke kunne finde Nils i telefonbogen (!). Hvad var han nu for en? Det holdt heldigvis kun til hun havde mødt ham, så elskede hun ham resten af sit liv, og sagde ofte til mig: “Det er jo ikke alle forundt!” (at få den eneste ene).
Dagen efter kom Nils med en mistelten fra Bering, han stod og holdt op uden for min dør – og resten, det er, som de siger, historie.
Nu, små 7300 nætter, to børn, en separation, et hus (med revner), en motorcykel, tre bøger, to uddannelser og et hav af skønne oplevelser senere, sidder vi her i Marrakesh og er småforelskede i hinanden igen.
Berlingske kører i øjeblikket en artikelserie med par, der har været sammen længe, hvor de interviewer dem om, hvorfor de tror, deres parforhold har holdt. De svarer selvfølgelig ikke det samme, men en rød tråd går igennem. De har givet plads til forskellighed og husket forbundethed (min tolkning).
Jeg tror, det er lidt det samme, som er lykkedes for Nils og mig, for vi er i sandhed forskellige. Det har givet sammenstød. Store sammenstød – og for jer, der kender os, og tror, at Nils er den rolige uden temperament, så kan I godt tro om igen. Han kan råbe meget højere, end jeg kan.
Men vi har også altid givet plads til forskelligheden, og til at vi kunne forfølge vores egne drømme. Jeg havde aldrig fået min Master uden Nils opbakning, der ikke kun talte mental opbakning, men også at jeg brugte små kr. 110.000.- på det. Til gengæld havde Nils aldrig fået et firma i London, hvis ikke der havde stået en hustru og passet baglandet. Og listen er lang. Men vi har også altid sørget for at holde fast i noget sammen udover børnene.
Forbundetheden.
Vi har -på trods af forskellighederne ganske mange ting til fælles også, og vi har mange fælles interesser. Dem har vi sørget for at pleje og give tid til, og lige nu, hvor drengene er blevet så store, at de næsten aldrig er hjemme, nyder vi, at vi nu igen kan gøre en masse af de ting, som vi holder af at gøre sammen.
Som eksempelvis at rejse på en lang weekend til Marrakesh.
Jeg har ikke formlen på et langt og lykkeligt ægteskab. Jeg tror heller ikke at den findes, for jeg tror hvert enkelt par skal finde deres formel. Jeg tror heller ikke på, at man kan være sammen i mange år uden at have kriser. Men jeg tror på kærligheden, og jeg tror på, at hvis man respekterer hinanden, og er villig til at slås for kærligheden, også når der skal sluges kameler, så kan man nå langt.
Men det forudsætter selvfølgelig, at man er så heldig at møde den eneste ene, og det er jo ikke alle forundt.
