Vi har brug for hyggeradio

Jeg ved det godt. Det nye sort er podcasts, og jeg ved også godt, at der absolut intet ”street credit” er ved at skrive, at jeg hører P4, og at hvis jeg endelig hører en podcast, så er det fordi, der er et hyggeprogram jeg ikke lige fik lyttet til, og ikke fordi jeg har intentioner om at blive klogere på Malcom Gladwell eller andre under min løbetur. I øvrigt løber jeg slet ikke.

Men jeg kan godt lide at lytte til radio, og det har jeg faktisk altid kunne. Jeg synes radio er et fantastisk medie. Måske fordi man selv er i stand til at danne sig nogle billeder, mens man lytter. Det er bøger for ørerne.

Og så er jeg vokset på med radio. Det første, der skete om morgenen i mit barndomshjem var, at der blev tændt for transistoren, så man kunne høre radioavisen – og Frøken Klokken.

Da jeg var barn, var der nogle fantastiske radioprogrammer for børn. I mange år bestyret af Hans Bischoff, som nogle af jer måske er gamle nok til at huske. Jeg troede fejlagtigt, at han så ud som en italiensk fotomodel, og uden at fornærme Hr. Bischoff, så blev jeg noget skuffet, da den hyggelige, rare mand med fuldskæg begyndte at forklare os alle om skatteteknikaliteter på fjernsynet. Der var ikke meget Dario der. Men sådan kan stemmer snyde.

Jeg kan også stadig huske en radioføljeton om ”Trifitterne”. En sci fi gyser, hvor menneskeædende planter overtog jorden. Min mor og jeg sad klinet til transistoren i sommerhuset, mens vi gøs, og i flere måneder efter kiggede jeg skævt til enhver bjørneklo og lignende planter. Bogen bag føljetonen står i dag på min reol.

Orson Welles skabte decideret panik med historiens måske mest berømte radiospil – Klodernes Kamp i 1938

Jeg blev ældre, og så kom der en lang radio ørkenvandring. I hvert fald i forhold til morgenradioen. Jeg ved ikke helt, hvad de tænkte på derinde på Rosenørns Alle, men jeg husker tydeligt, hvordan hele sendefladen mellem 7 og 8 om morgenen var fyldt med radioavis på dansk og engelsk, ”Vi bruger også”, vejrudsigt og vist nok også nogle farvandsudsigter. Det havde vi rigtig meget brug for på Vesterbro, men jeg lærte da ordet Doggerbanke. Blev der endelig spillet et stykke musik, så var det jazz. Musikvælgerne var meget glade for Niels Henning Ørsted Pedersen dengang. Han var også god, men måske ikke ligefrem spring glad ud af sengen musik.

Heldigvis skete der noget, og der skete også noget med monopolet. Ikke Mads’, der blev fremtidens hyggeradio per excellence, men monopolet blev brudt, og stor var min forundring, da jeg en dag havde et ærinde i Radiohuset, og receptionisten sad og lyttede til Voice (!)

I dag er der et hav af radiostationer, og det er skønt, at kunne vælge efter stemning og ønske og også hvornår vi vil lytte til vores yndlingsprogram, men der er nu noget særligt over at lytte til det samme program live.

Det tænkte jeg over i morges i bilkøen på vej mod København. Jeg kan selvfølgelig ikke vide det, men jeg gætter på, at ganske mange af os sad og lyttede til den samme morgenradio. Flagskibet på radiosiden, og netop denne morgen, var det nogle af mine yndlingsværter. De rigtig gode værter forstår at hygge om os og få os godt op og i gang uden at det bliver omklamrende eller patetisk. De får os til at smile, til at tænke over noget, og de får os til at føle os som en del af et fællesskab. Et rart fællesskab. Et fællesskab, hvor man vil hinanden det godt, og hvor man på trods af uenigheder altid i den sidste ende finder ud af det sammen.

Og så er det ikke sikkert, at din hyggeradio er den samme som min. Det er også lige meget. Det afgørende er, at vi engang imellem og gerne ofte, lytter til noget, der binder os sammen og får os i godt humør. Der er så pokkers meget, der ikke gør på alle andre sendeflader.

Den der alder – er den ikke bare et tal?

Jeg er ældre end Kronprinsen. Det er der såmænd ikke noget nyt i. Det har jeg været, siden han blev født, så det har jeg vidst i 50 år. Derfor gjorde jeg mig heller ikke nogen prinsesseforhåbninger som teenager, og jeg valgte ikke gymnasium efter prinser. Ikke at jeg havde haft nogen chance overhovedet, hverken hos ham, hoffet, befolkningen eller PET, men dengang kiggede yngre teenagere bare ikke efter ældre ditto – når det altså var pigen, der var ældre.

Det har ændret sig. Man har ovenikøbet fået flere ord indenfor genren ældre kvinder og yngre mænd – cougar og milf er bare to, og flere kvindelige hollywoodstjerner har med stor fornøjelse flashet deres yngre mænd med samme selvfølgelighed, som mænd altid har gjort med deres nyeste “vedhæng” (sorry… men det er det altså i visse tilfælde). Og så har jeg slet ikke nævnt Macron.

Noget har altså flyttet sig, og både mine sønner og flere af deres venner har også som 1.G’er scoret 3.G. piger. Omend jeg synes, at jeg har nogle lækre sønner, og at deres venner også er faldet ret godt ud, så forstår jeg det stadig ikke helt. Og det er nok… ja, min alder.

Når man kommer over teenage stadiet, gør det ikke helt så meget mere. Så har vi ligesom udlignet, men der er altså for mange drenge, der stadig er motorisk ude af sync, fordi al ting vokser, også bumserne, omkring de 16 år til at piger i ditto alder gider at kigge efter dem.

Men tilbage til Kronprinsen. Han er jo skøn! Frederik af folket og han passer til sin alder – hvis vi altså ser bort fra trampolinhop, og, har vi lige lært af Marys fabelagtige tale, hvid lycra. Men han er stadig yngre end mig, og det betyder, at når han bliver konge, så er Kongen af Danmark yngre end mig! Den tanke er jeg faktisk ikke helt pjattet med, heller ikke selvom alder kun er et tal.

Min mand har det med politibetjente. Det er mange år siden, han begyndte at undre sig over, at de altså blev yngre og yngre. Nu omtaler han det slet ikke længere. For mig var det ministrene, der pludselig så ud som om, de lige var hoppet ud af gymnasiet og ind i Folketinget. Det var de stort set også i en periode, men det er heldigvis også blevet justeret lidt. Der skal gerne være lidt af det hele -kvinder, mænd, yngre, mellem og ældre, så vi alle er repræsenteret.

Men jeg er også ældre end statsministeren – og det svir… lidt! For så er man pludselig i den der mellemalder. Jeg er ikke gammel nok til at være ligeglad og bare “sidde på en bænk, der hvor havet slår ind ved molen”. Jeg er stadig også så ung tilsyneladende, at jeg har brug for en eller anden form for faderfigur m/k,  til at passe på mig og mit fædreland, og det passer rigtig dårligt sammen med at være ældre end både konge og statsminister. Hmmmm!

Men du har da din mand, kan man så sige. Ja, det har jeg, og han er ældre end mig. Det er i og for sig også noget skidt, for de holder jo som regel ikke så længe de der mænd, så ham vil jeg egentlig gerne have lidt yngre. Han holder sig heldigvis godt, så jeg får nok lov at beholde ham et stykke tid.

Og så ramte jeg lige en ting mere… “holde sig godt”. Hvornår er det lige, en kvinde går fra at se godt ud, til at holde sig godt? Jane Fonda ser forrygende ud, så hun holder sig godt eller?

Min mor sagde altid, man må ældes med ynde, og så må man finde det bedste ved den alder man har (min mor var en klog kvinde). Iøvrigt er alternativet meget værre, skal man huske på.

Så dermed ikke mere alders snak. Vi leger, at det bare er et tal, og at 50’erne er de nye “fyrre”. Dermed stort tillykke med fødselsdagen, Deres Kongelig Højhed. De holder Dem godt, og heldigvis er jeg yngre end vores statsoverhoved noget tid endnu.

En Dronning og hendes Kronprins.