De mange liv.

De fleste af os bruger fra tid til anden udtrykket – det må blive i et andet liv, eller -det var i et tidligere liv, men nogle gange har jeg det helt reelt som om, jeg har levet flere liv. Ikke i parapsykologisk eller spirituel betydning, men i løbet af mit kødelige liv, som om jeg har levet flere liv.

Det har selvfølgelig noget med alder at gøre, og der er flere år at se tilbage på, men følelsen er både mærkelig, helt normal og lidt skræmmende. Hvem var hun hende på fotoet med de to små, charmerende drenge? Hun er afgjort ikke den samme, som hende på selfien fra i går, og så alligevel.

Som yngre var det såre simpelt. Før og efter gymnasiet. Der var heller ikke så meget andet, men nu er der flere epoker. Før og efter Nils. Før og efter børnene. Spies tiden. Rejsegalleri tiden. Nutiden. Det flyder ikke sammen, men føles som helt særlige liv, med hvert sit særkende og hver sin Berit.

Det slog mig forleden, da jeg skulle fortælle noget  om Kulturværftet her i byen, hvor jeg bor. Nærmest som et chok gik det op for mig, at det jo faktisk ikke havde været der, da jeg flyttede til Helsingør. Det kunne jeg slet ikke huske. Jeg havde boet i byen både før, under og efter byggeriet, og jeg kunne ikke huske det.

Det fik mig til at tænke på tiden, før og lige da jeg flyttede til Helsingør. Det var en helt speciel tid, og en periode, som jeg husker som rigtig god, nærmest lykkelig. Men jeg husker den også som en særlig periode.

Jeg gik bogstaveligt talt fra bohemetilværelse på Bronx’en og kaldenavnet Hansen til at være hjemmegående husmor (Fru Elmark) i provinsen på 1,5 år. Det gik lidt stærkt.

Men der var også perioden, hvor jeg boede i italien og arbejdede som rejseleder. Det var også et helt særligt liv, og ligner på ingen måde eksempelvis tiden nu, hvor jeg holder mig mig i og omkring “min hood” -Helsingør, og alle mine penge synes at gå til to teenagersønner og ikke lækre italienske sko….. til mig.

I princippet handler det ikke så meget om mine personlige oplevelser, men mere om det, at når man er 50something, så har der været så mange epoker, så mange forskellige liv, at det til tider kan virke helt uvirkeligt.

Derfor er det vigtigt med livs vidner. Venner eller familie, som har kendt en det meste af ens liv, og som kan bevidne, at det var nu altså rigtigt. Du var sådan på det og det tidspunkt, også selvom det føles som et helt andet liv og noget, du har drømt.

Måske giver det slet ingen mening, det jeg skriver denne gang, og måske giver det masser af mening for jer, og I har det på helt samme måde.

Folk siger altid, at der er en charme ved hver alder. Jeg tror faktisk, at det mere handler om, at der er epoker i ens liv, og det så gælder om at få skabt værdifuldt indhold i de epoker. Det har ikke nødvendigvis noget med alder at gøre.

Kan man så mærke, når man er på vej ind i en ny epoke?

Hvis man er ved at få børnebørn kan man vel. Så skal man til at være bedste. Eller tidligere, mens man selv havde små børn, så vidste man det også, men nogle gange er det vel, for at være helt Kierkegaardsk, først bagefter, at det går op for en, at der var tale om et kapitel i ens liv. 

Jeg er meget bevidst om, at Nils og jeg står overfor et nyt kapitel i vores liv lige om lidt, når drengene rejser fra reden, men modsat andre mødre, jeg kender, så er det ikke noget, jeg frygter. Ikke, at jeg gerne vil have dem ud (Nikolais værelse bliver ellers det perfekte walk in closet), men jeg ser også frem til nye tider og endnu et nyt liv. Som jeg så vil gøre mig umage for at nyde og forhåbentlig også huske.

Den om de flere spirituelle liv, den tager vi en anden gang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.