Ser vi ud, som de andre ser os?

Ung eller gammel?

I denne uge havde jeg kaffemøde med min redaktør. Det lyder ret flot, og da jeg hele min ungdom drømte om at blive journalist, og aldrig blev det, så er det, at skrive denne sætning, ret stort for mig.

Men altså, jeg havde møde med min redaktør. Denne blog har nemlig medført, at jeg har fået en fast klumme i Helsingør Dagblad, og vi skulle mødes og tale om diverse.

Hun er en skrap dame. Et langt arbejdsliv i mediebranchen, masser af chefstillinger, så der er ikke noget “bs” med hende. Slet ikke, når det kommer til at sige tingene lige ud. Men hun er også skarp – kniv skarp, og det er derfor en fornøjelse at tale med hende.

Hun er lige blevet 60 år, og alder -kvinders alder – er derfor et emne, vi tit berører. Naturligt nok, da udgangspunktet og bloggen er “50something”.

Sidst vi var sammen, sagde hun, at vi (altså os i og omkring denne alder) slet ikke opfatter os, som omverden ser os. Ikke som kliche’en med at “jeg er stadig 30 indvendig og 60 udvendig”, men sådan helt igennem, og på alle måder.

Jeg replicerede, at vi jo også er den første generation, der ikke går i stå. Se bare på Mick Jagger og hans rullende stenkammerater.

Men hun har en pointe.

Vi opfatter på ingen måde os selv som værende ved at nå sidste udløbsdato. Man kan tale om skavank-alderen, bevares, og vi er selvfølgelig også så heldige, at vi ikke har haft fysisk hårdt arbejde, der har slidt os ned, men ser vi bort fra det, så ser vi ikke os selv som nogle, der er på vej på pension. Jeg modtager iøvrigt stadig børnepenge for den yngste, og børnepenge klinger rigtig dårligt med pension.

“Kig på os, sagde hun”, mens jeg stirrede på hende med store øjne, “Vi ser sgu da godt ud (det havde jeg aldrig turde sige højt), vi er dygtige og vi har iøvrigt sneakers (ikke gummisko) på begge to idag. Vi er ikke på vej hverken væk eller ud.”

Inden jeg nåede at føle mig riiigtig skøn og ung, så fortsatte hun “men er det nu også sådan andre ser os?”, og så kom jeg ligesom ned på jorden igen.

Vi er i øjeblikket igang med et generationsskifte på min arbejdsplads, hvor der alt for længe har været en overrepræsentation af midaldrende kvinder. Det er godt. Jeg er en stor tilhænger af diversitet, og når man for længe går i det samme miljø, så bliver man “stueblind”, også hvad angår arbejdskolleger.

Men det betyder også, at man skal til at forholde sig til, hvordan de unge opfatter en og så finde en ny rolle. Som den ældre og mere erfarne, og det kan altså godt være lidt svært.

Vi havde en sød, ung praktikant en gang, og en dag, da jeg var lidt oppe og ringe over et musiknummer, så kiggede hun undrende på mig og sagde, at sådan noget musik lyttede hende forældre slet ikke til. Det tog lidt tid, før det gik op for mig, at hendes forældre var yngre end mig, og at hun faktisk ikke så mig som ligemand, men som forældre generationen -læs gammel. Selvfølgelig gjorde hun det. Det var jo mig, der var helt skæv på den. Vi var jo ikke lige.

I forgårs sad jeg i en gruppe af andre arbejds relationer, og på et tidspunkt begyndte de at tale “gamle dage” og gå ud i København. Den memory lane tur har jeg haft masser af gange, og har siddet med kolleger og grinet over tiden på Daddy’s osv. Sagen var bare, at denne gang talte de om steder i København, jeg aldrig havde hørt om. Men jeg var jo nok også 15-20 år ældre end dem. Det havde jeg bare ikke tænkt over så længe, vi sad og talte om alt mulig andet.

Jeg så ikke på dem som “yngre” – men hvordan opfattede de mig? Det får jeg heldigvis aldrig at vide.

Ovenstående er bare et par eksempler på, at tiderne skifter, også for os, og at vi skal til at finde nye roller og fylde dem ud. Det er ikke nødvendigvis skidt, det er bare anderledes. Vi skal holde op med at undre os over, hvem den midaldrende mand er, som vi plejede at danse moderne med til skoleballerne. Vi er også selv blevet midaldrende.

Men vi er ikke gået i stå!

Og det er det nye og vidunderlige for vores generation. Vi kan fortsætte, med at spille ny musik og danse rundt og købe fede sneakers uden at vi ser fjollede ud og leger ung med de unge. De fleste af os har også alle vores tænder (det skriver jeg helt uden ironi, for i vores forældres generation var det usædvanligt og forbeholdt de få), og vi farver eller afbleger vores hår, som vi har lyst. Vi (kvinderne) tager måske lidt længere nederdele på, men det er også ok.

Og er det så i den sidste ende ikke helt ligegyldigt, om de andre ser os ligesom vi selv gør?

Vi er begge dele.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.