Det bliver ikke i min tid.

Tænk, det tog jeg mig selv i at tænke forleden dag. Jeg ville have forsvoret, at jeg nogensinde skulle tænke den tanke, men det gjorde jeg altså, og da først jeg havde tænkt den en gang, så var det ikke så svært næste og næste gang igen,

Det hele udsprang af et foredrag om robotteknologi. På scenen stormede en aktiv, meget begavet, hip, lettere androgyn kvinde med lilla hanekam frem og tilbage og prøvede at overbevise os alle sammen om det teknologiske vidunder robotter er, og viste små film om, hvor hurtig udviklingen går.

Midt i robot vs.3’s hop og løb begyndte mine tanker imidlertid at tage på langfart. Jeg kunne simpelhen ikke blive fanget, og det er nyt for mig, der ellers altid har være mægtig interesseret i, hvad fremtiden bringer af nye tiltag og ideer.

Jeg kunne mærke, at min interesse var lige præcis så lille, som da en meget it fikseret kollega for nylig introducerede endnu et chat værktøj. Det er helt sikkert det bedste på markedet og super smart og effektivt og…. og kors, hvor det ragede mig. Lettere udiplomatisk, det ved jeg godt, men sådan havde jeg det altså.

Helt så slemt havde jeg det ikke med robotterne, men jeg lavede en hurtig hovedregning i forhold til, hvornår de robotter, hun talte om ville blive mainstream (og ja, jeg ved godt alt går superhurtigt lige nu), og så gjorde jeg op med mig selv, at på det tidspunkt, var jeg alligevel blevet for gammel. Ergo, kunne jeg godt lade tankerne flyve.

Hov – den var ny!

Så kom præsentationen af den nye ø ved København – Lynetteholmen. På papiret ser det så fantastisk ud, og jeg er vild med ideen. Sagen er bare, at det formodentlig først er færdig omkring år 2050, og der vil jeg være omkring de 90. Næppe tidspunktet at rykke til et helt nyt kvarter med mindre, det bliver i en ældre bolig.

Her var jeg dog ikke helt ligeglad, så jeg kastede mig straks over sønnerne, for så kunne de jo kigge på deres fremtidige boligområde. Yeah right! Som om de lige gik op i det,

Men endnu engang måtte jeg tænke, det bliver ikke i min tid.

På nogle måder er det befriende. Der er ting, som man kan lade være med at bekymre sig over, og så tænke, det må mine børnebørn slås med. På den anden side, så kan jeg jo ikke bare sidde eksempelvis klimaforandringerne helt overhørig, for det er trods alt også min generations ansvar, at videregive en beboelig planet, men på andre fronter, så er det altså ret fedt, bare at kunne sige – “I’m too old for that shit!”, det må nogle yngre (og mere energiske) tage sig af.

Men er du ikke bange for at gå i stå? Kan man så spørge.  Egentlig ikke, selvom det alligevel tog lidt tankevirksomhed, at affinde mig med, at der altså var nymodens ting, som ikke interesserede mig et hak. Jeg går ikke i stå, jeg prioriterer bare.

Som tiden bliver mere og mere kostbar, og det gør den altså, så er det vel på sin plads, at prioritere – eller hvad?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.