Noget om at turde mere….

…med alderen.

Hele mit liv har jeg læst interviews med folk, som udtalte, at de syntes, det var så skønt at blive ældre, for nu var de ligeglade med andres mening, og de gjorde, som de havde lyst til. Det har jeg så  gået og ventet på også skulle ske for mig. Jeg har godt nok ventet længe!

For min del var der absolut intet fedt ved at fylde 50 år. Jeg elsker livet, og tanken om at slutdatoen kom nærmere, kunne jeg ikke på nogen som helst måde se noget godt ved, endsige have lyst til at fejre.

“Alternativet er værre” sagde min mand for at trøste mig. Der gik lidt tid, før det gik op for mig, hvad det var for et alternativ han mente, -og ok, ja så er alternativet værre, men særlig trøstet blev jeg nu ikke.

Så kan man selvfølgelig lege yngre. Altså, når biologi ikke betyder noget i forhold til køn, hvorfor skal det så betyder noget i forhold til alder? I dag kan man selv på papiret bestemme, om man vil være han, hun eller hen, så kan man vel også bestemme, hvor gammel, man vil være? Jeg kan da bare beslutte, at jeg vil være 43 – og det er jeg så resten af livet. Desværre er min krop ikke helt enig, hvilket jeg tydeligt mærkede i morges, da jeg lå og gispede på rullen til pilates.

Men, tænkte jeg, nu kommer alders fordelene, såsom at være ligeglad med, hvad andre tænker om en. Det må komme. Det gjorde det bare ikke. I hvert fald ikke sådan lige med det samme. Det tog mig 50something, før jeg begyndte at være bare lidt ligeglad, og i denne uge trådte jeg over en grænse, der for mit vedkommende var stor.

Børssalen

Jeg bad om mikrofonen i Børssalen hos Dansk Erhverv under en konference og gik i rette med en af oplægsholderne på scenen.

Med alles øjne (og ører) hvilende på mig, fremsagde jeg med rystende stemme mit budskab, og nåede undervejs at tænke over, hvor underlig min stemme lyder, når den kommer ud af en højtaler i Børssalen.

Jamen, du har da altid holdt taler, undervist og aldrig været bange for at tale i store forsamlinger, vil nogen måske indvende.

Ja, det er også rigtigt, men der er meget stor forskel på at være forberedt, at vide, hvem man skal tale til og om, og så bede om en mikrofon, og gå i rette med en mand, der står på scenen. I øvrigt i selskab med nogle mennesker, som jeg beundrer og i en sal fyldt med kloge, kendte og kompetente folk.

Men hvor var det fedt bagefter. Jeg fik anerkendende bifald, en ukendt dame kom op til mig og sagde tak, fordi jeg sagde fra, og dagen efter fik jeg en mail med tak fra en af dem, der stod på scenen. Så det var altså ikke forgæves.

Men jeg havde ikke turde gøre det for bare fem år siden, og det ved jeg med sikkerhed, for jeg var til en lignende konference for fem år siden, og der var jeg nervøs over bare at være i rummet med alle disse betydningsfulde mennesker.

Så hvad er sket?

Fremfor alt er jeg ikke bange for længere at blive set – eller hørt. Det har denne blog blandt andet været medvirkende til. Dernæst, så er det ved at gå op for mig, at alle de andre ikke er så meget dygtigere, bedre, klogere og alt muligt andet end mig, og de vil mig faktisk ikke noget ondt, og så behøver jeg jo ikke være bange for dem.

Kender I det ikke? Man tror altid, at de andre er meget bedre, og når det så kommer til stykket, så er de lige som en selv og også usikre.

Jeg er langsomt kommet til den erkendelse, at det er ikke nødvendigvis de dygtigste, der kommer længst. Det er derimod de udholdende. De, der står tilbage, når alle andre har trukket sig. Måske fordi, de er ligeglade med andres mening. Måske fordi de har et enormt selvværd. Måske fordi de er psykopater (der er nok en politiker og topdirektør eller tre, der falder i den kategori) men helt grundlæggende, så tager de sig ikke af, hvad andre mener om dem i samme grad som os andre, der i virkeligeheden helst bare vil gemme os bag kameraet,

Men det har taget så lang tid at nå hertil. Til at turde være synlig og til dels ligeglad. Kun til dels, for jeg er der ikke helt endnu, og måske kommer jeg der aldrig.

En skrev engang, at når han sad i et stor forsamling og følte sig lille og usikker, så forestillede han sig de andre nøgne og på vej i bad. På den måde blev de mindre frygtindgydende. Det tror jeg nu er en sandhed med modifikationer, især hvis man tænker på det danske folketing, men jeg forstår, hvad han mener.

Vi (og jeg) skal ikke være så bange for alle de andre. Det kan godt være, at de har flotte titler, er kendte eller skarpe, men det er vi alle sammen på hver vores måde, og især os 50something. Vi skal nyde, at vi i den grad kan gennemskue varm luft og dårlige argumenter, og så turde sige fra. Også i større forsamlinger.

“Face it – we are older and better insured!”

Towanda!

Ps –  Mads Christensen har netop udgivet en bog om at være mand i halvtredserne. Vi er ved at starte en bevægelse! :o)

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.