J´ACCUSE!

Jeg er så vred! Så edderspændt rasende, og det værste er, det gør absolut ingen forskel, og jeg har ingen steder at vende min vrede. I hvert fald ikke, så det rykker noget. Det er kun en ringe trøst, at stort set hele verdens normalt tænkende befolkning formodentlig er lige så vrede som jeg.

Hvad f…… bilder alle disse halvgamle mænd sig ind?

Først skal vi trækkes fire år med Trump, der trak præsidentembedet ned i sølet støttet af en bunke griske og magtliderlige nulboner, og når vi så endelig slipper af med ham, så sender en anden latterlig, lille gnom tusindvis af unge mænd i døden, samtidig med at de er tvunget til at myrde og smadre.

Og oveni det er torsken ved at uddø! Den er vor tids panda, som der stod på et opslag i dag fra Dyrenes Beskyttelse. Gad vide, om man så kan bruge den i storpolitisk sammenhæng, som Kina med pandaer i ZOO? Det ville være et stort karriereskridt for en nytårstorsk, hvis ikke det var fordi, det var så tragisk.

Det hele er tragisk lige nu. Det er de smukkeste forårsdage, og små blomster titter frem over hele min græsplæne, men jeg har svært ved at glæde mig over det og glemme verden.

Hvad i hele hule helvede bilder Putin sig ind? Og hvad i hele hule helvede bilder alle medløberne sig ind? De er lige så skyldige, som folk der står og hepper på en voldtægt. Findes der ikke fornuftige mennesker i Kreml? Mennesker, der lever i det 21 århundrede og ikke i noget, der ligner Napoleonstiden?

En hurtig søgning på nettet viser, at ganske mange tænker Napoleon og Putin. Funfact: Napoleon var 168 cm. Putin er 165 cm. Lille l…!

Det kan virke som et forkert udtryk at anvende, men jeg finder det hele så håbløst gammeldags. Det er gammeldags at tro, at Rusland kan klare sig alene. Det er gammeldags at føre annekteringskrig… især uden brændstof og andre forsyninger… det er gammeldags at tro, at man kan holde 144 millioner russere i uvidenhed og frygt i længere tid, og det er så gammeldags at tro, at verden elsker halvgamle mænd i nøgen overkrop med et gevær i hånden.

Nu vil nogen sikkert belære mig om, at det foto var et signal målrettet hans egen befolkning, og det er jeg helt bevidst om. Jeg er også med på, at der har været mængder af analyser,  men én skilte sig alligevel ud fra mængden, og understøtter min opfattelse af at det hele er så gammeldags. I den analyse blev Volodomyr og Vladimir sammenlignet som mandetyper, og selve mandeidealet var endnu et eksempel på, hvordan Putin har fejllæst hele situationen.

I Putins optik er det en svag mand, der deltager i Vild med Dans, laver sjov i kvindetøj og fjoller på TV, som Volodomyr har gjort. Han har formodentlig også kun hån til overs for en kronprins, der fælder tårer, når hans brud kommer ind i kirken. Men det er netop her, den helt store forskel på nu- og datidens mænd bliver synlig. I hvert fald i det meste af verden.

Putin var sikkert helt overbevist om, at Volodomyr ville tage det første amerikanske lift ud af landet, men nej tak, han trak i den armygrønne og gør alt det rigtige, og nævn mig en dansker, der betragter Frederik som en tøsedreng.

Nutidens mænd behøver ikke bjørne, floder og kalasnikow’er og de er ikke nødvendigvis over-woke, fordi de kan lide at danse. Og nutidens mænd behøver ikke at slå uskyldige ihjel og bombe babyer og byer tilbage til stenalderen for at opnå respekt. Tværtimod.

Derfor er det hele er i min optik på så mange måder så gammeldags… og forfærdeligt… og håbløst. Ikke bare for de stakkels ukrainere. I ly af at verdens øjne er rettet mod Ukraine henrettede Saudi Arabien 81 unge mænd på en og samme dag i sidste uge. Dagen efter tog de 19 mere, så de lige kom op på 100. Saudi, som er i spil til at købe Chelsea, for det er selvfølgelig meget bedre end Ambramovitz.

I Tyskland holder man nu fast i sine atomkraftværker og stopper afviklingen, og i stedet for at tale om kulturelle udvekslinger og samhandel, går der igen et jerntæppe ned gennem Europa. Har nogen overhovedet regnet på CO2 udslippet ved bombninger? Det er fortvivlende, og det gør mig så vred.

Vi har som mennesker fået jorden til låns, og hvad gør vi ved den? Vi slås og udpiner. Forurener og udnytter. Og så lader vi gamle, magtliderlige mænd få deres vilje i alt for lang tid, så de til sidst ikke kan stoppe.

Jeg er nødt til at sige til mig selv, at hvis der skal komme noget godt ud af alt dette -og vi ikke alle er døde i en atomkrig- så må det være en bevidsthed om, at vi skal passe meget bedre på alting. ALting.

Hvis idioterne vil være gammeldags, så lad også os være gammeldags, men på den moderne måde. Lad os genoplive fredsbevægelserne. Lad os genbruge slogans som “Make Love, Not War” og “Penge er ikke alt”. Lad os gå i marcher, når vores magthavere kigger for meget på deres egne interesser og for lidt på det store billede. Lad os kræve etik og ordentlighed tilbage, og buhe af overrige, russiske oligark-døtre (og andre), når de udstiller deres klepto rigdom på Insta istedet for at like dem, og lad os opdrage vores børn til at gøre det samme. Til at opføre sig ordentlig, tale pænt og hjælpe sin næste.

Det starter i det små med at tage stilling i hverdagen og sige fra, når nogen gør noget forkert. Som i skolegården, hvor vi lærer de små, at man ikke må mobbe. Eller på arbejdspladsen, hvor vi skal have modet til at sige fra overfor kolleger, medarbejdere og chefer, der ikke opfører sig ordentligt. Bøller m/k/x skal tages i opløbet, og vi skal blive så meget bedre til det og til at passe på hinanden – og her er et like på Facebook ikke nok. Vi skal have modet, som de russiske kosmonauter, der trak i det gule tøj.

Og så skal både vi og jeg glæde os over, at forårsblomsterne alligevel titter frem hvert år… endnu i hvert fald.

Pyhhh… det lettede. Gå med fred og smil i dag!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *