When you are tired of London…

….you are tired of life!

Denne gang var vi på rundvisning i Houses of Parliament – det kan varmt anbefales.

I den forgangne weekend var jeg en tur i London. Som nogen af jer ved, så har Nils kontor i London, så han er der flere gange om måneden, men det var faktisk et stykke tid siden, jeg havde været der. Alligevel var det lidt som at komme hjem, for jeg har -som så mange andre danskere – været ganske meget i London. Det sad jeg og tænkte over i flyveren, og langsomt dukkede alle minderne op.

Aller første gang var jeg omkring 17 og mutters alene på tur. Det var længe før, at nogen kunne stave til security check, og jeg fløj som Mrs. R. Murray, ud fredag og hjem søndag med Varig, der dengang var eneste mulighed for en billig flybillet. Min første billet blev nu ikke købt.

Jeg arbejdede i et rejsebureau, og det var tiden med papirbilletter. En ven af huset – Mr. R. Murray var fløjet ind, men havde to ubrugte kuponer. Frem med den røde kuglepen, og bum! så var billetten udstedt til Mrs. R. Murray, alias B. Hansen, og så fløj jeg. Når jeg tænker på det idag, var det jo noget nær sindsygt, men det var andre tider.

Den var aldrig gået i dag.

Jeg syntes selvfølgelig London var fantastisk, men jeg var også lidt alene, så jeg fandt et What’s On, og en restaurant med “Dinner & Dance” ud fra en forestilling om, at så ville jeg ikke føle mig så alene, når jeg sad og spiste. Det var helt galt, og jeg trak vel gennemsnitsalderen ned på det halve.

Men kærligheden var vakt, og allerede da besluttede jeg mig for, at jeg på et tidspunkt ville bo i London for en periode. Da jeg samtidig var vild med film og tv, mente jeg, at det måtte være stedet at opholde sig, og skabe karriere.

Chancen kom nogle år efter. Min nærmeste veninde, der er halv britisk og som barn opvokset i England, var flyttet tilbage efter gymnasiet og nogle år i Emiraterne, hvor hun havde boet sammen med en arabisk sheik. Ja – en ægte en.

Men nu var hun altså permanent tilbage i England og afsted med mig, der lejede mig ind på hendes sovesofa og fik arbejde i receptionen på et hotel. Imellemtiden havde jeg i København lært en noget excentrisk superbøsse at kende, der også boede i London, så helt galt kunne det vel ikke gå.

Vi havde mødt hinanden på en rejsemesse i København, hvor han reklamerede for “youth hostles” på sin stand. Midt imellem alle plakaterne for ungdoms hotellerne sad der imidlertid en meget gammel, rødhåret, permanentet -og meget britisk udseende kvinde med 100 armbånd og nogle meget røde læber. Hun sad bare der og sagde ikke noget, men med mellemrum stak hun hånden ned under sin stol, hev en Guld Tuborg frem, og tog en tår. Det var så syret et syn, at jeg var nødt til at lære dem at kende, og det fik vi så en hylende morsom messe og et sjovt bekendtskab ud af.

Han var så sød at hente mig ved stationen, da jeg ankom. Nu uden arbejde, uden bolig, for min lejlighed var fremlejet, men med kufferterne fyldt med forventninger og “high hopes”. Han hentede mig i sin gamle Bentley, hvor hans to hunde også var, men de var noget urolige. “Nå, det skal du ikke tænke på. Det er fordi, de kan lugte Lady Osbourne” (den gamle dame fra messen) sagde han. “Hun er død, og jeg har hendes urne i bagagerummet, for jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre ved hende, og lugten af hende gør altså hundene urolige”.

Så var jeg ligesom i London – 1985, og fuld knald på – især på og i bøssemiljøet, hvor jeg fik flere ligeså mindeværdige oplevelser. Blandt andet i den originale og legendariske Soho drag natklub Madam JoJo’s. Jeg siger Christmas Carrols sunget af drags på scenen, mens bartenderne gik rundt i kun minishorts og lidt s/m nitter og kasketter. Sent på natten gav de den altid gas ovenpå bardiskene til “Venus”, så nitterne og kasketterne fløj. Mageløst!

Der var aldrig kedeligt på Madame JoJo’s

Om dagen arbejdede jeg på et hotel, og jeg fandt hurtig ud af, at millionær blev man ikke af at være i London. Jeg havde så lidt penge, at jeg snød på British Rail. Det skulle nu ikke forhindre mig i at have det sjovt i weekenden på 1st klasse. Min venindes omgangskreds bar præg af hendes tid i Emiraterne, så det var ikke sjældent, at vi kørte rundt i limousiner og var på dyre klubber. Det var en fest!

Men selv fester har det med at ebbe ud, og da det endelig lykkedes mig, at få foden indenfor i tv-branchen, var der noget galt. Jeg burde have danset ned af Oxford Street, for det havde altså ikke været helt let at lande sådan et job, men jeg var mærkelig trist. Det var måske heller ikke helt sagen at bo på en sovesofa, når man er vant til en to værelses lejlighed for sig selv.

Den manglende begejstring fik mig til at vende næsen hjem til Danmark igen, men når først man har boet og arbejdet et sted, så vil man altid føle sig lidt mere hjemme, og eftersom veninden blev boende mange år endnu, så var jeg som regel ovre mindst en gang om året.

Blandt andet til hendes bryllup, der udviklede sig til noget, som taget fra en britisk film. Dagen før selve brylluppet var jeg taget på tur til Oxford med gommens lillebror. En fantastisk oplevelse af blive guidet rundt af en, der selv har studeret der, og vi var også ude at “punte”, som man nu gør. Til gengæld var vi lykkeligt uvidende om det drama, der udspillede sig samtidig. Det var før smartphones!

At “punte” i Oxford er både romantisk og -tro mig- hammersvært.

Den kommende brud var gået i panik, og havde besluttet sig for at aflyse brylluppet. Rent faktisk lykkedes det hende at få aflyst præst og godt 10 af gæsterne, før gommens fader, en tidligere militærmand, fik talt tropperne til ro. Brudens mor til gengæld, tog det med ophøjet ro, og forlangte blot at få at vide om hun nu havde tænkt sig at gifte sig eller ej, for det var altså for langt at køre fra Brighton, hvis nu, der ikke var noget bryllup alligevel.

Til det øjeblik kirkedørene gik op, var vi alle i tvivl, om det hele nu blev gennemført, men det blev det, og den efterfølgende fest blev også som taget ud af en film. Selvfølgelig foregik det på et herresæde lidt ude på landet, og så skulle man ellers tro, at stilen blev holdt. Men….. en ældre herre dukkede op med en call girl som ledsagerske. Det vakte pæn opsigt, selvom alle holdt “stiff upper lip”. To meget unge mennesker, der havde deres helt egen fest under et bord med en meget lang dug, der heldigvis skjulte, hvad der foregik, og andre igen blev så fulde, at de kastede op i en ny jaguar, hvis ejer havde tilbudt dem et lift. Han var noget ophidset dagen efter.

Og midt i det hele stod jeg med min store hat indkøbt til lejligheden og var egentlig meget godt tilfreds med at jeg kunne tage hjem igen – endnu en London oplevelse rigere.

Hjemme fik jeg efterfølgende løbende tilsendt kontaktannoncer fra The Times, som venindens mor klippede ud og sendte til mig med små hilsener, hvor der stod at der altså var rigtig mange gode mænd iblandt. Både læger og advokater. Hun var meget bekymret over, at jeg i en alder af 30 ikke var blevet afsat ordentligt endnu. Jeg var rørt over hendes bekymring for mig, smigret over at de trods alt var fra The Times, men svarede dog aldrig på nogen af annoncerne, og heldigvis nåede hun at møde Nils, før hun gik bort.

Alle disse minder løb igennem mit hoved der i flyvemaskinen, sammen med erindringen om første gang Nils og jeg var i London sammen og var så forelskede, at vi ikke havde overskud til at tale med Bjørn Ulveus, der boede på samme hotel. Han var lykkelig over endelig at se nogle skandinaver på hotellet, og ville derfor gerne i snak,  og fortælle om den musical, han var ved at sætte op i London. Ja,  det var Mamma Mia, som iøvrigt stadig spiller. Vi ville imidlertid bare se hinanden dybt i øjnene, og ikke snakke. Vi havde måske nok disponeret en lille smule anderledes i dag. ;o)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.