Min popcorn hjerne kan ikke rumme mere…

… og det er ikke fordi jeg er 50something!

I denne uge var jeg medvært for et arbejds relateret arrangement på Kronborg Slot. Altid rart med et slot i baghaven, når man skal arrangere sådanne ting. Vores gæstetaler var Lennart Lajboschitz, som jeg efterhånden har hørt nogle gange, men det gjorde ham ikke mindre inspirerende, og jeg kan ligeså godt melde det rent ud up front – jeg er vild med ham!

Denne gang skulle han tale om hvorfor, han har købt ikke bare et, men to hoteller i Hornbæk, og hvad det egentlig er, han vil med alt det fællesspisning, bordtennis og bridge, men det stak selvfølgelig af for ham, og han talte om snart det ene og snart det andet. Dog med en klar rød tråd igennem, og jeg ved med sikkerhed, at jeg ikke var den eneste, der gik inspireret derfra. Så pyt med, at der var flere emner i spil.

En af perlerne var “Hvorfor taler man altid om marked? Jeg har aldrig mødt marked. Jeg har kun mødt mennesker!”. Længere er den ikke -det handler om mennesker!

Nå, men han kom også ind på, hvor meget vi efterhånden skal forholde os til som moderne menneske. Vi bliver bombarderet med informationer, nyheder, instagrams og facebook opslag og beskeder – og det er bare noget af det.

Jeg har skrevet om det før – om at skulle forholde sig til alt muligt, og om hvor svært det er at navigere i en massiv og endeløs nyhedstrøm, når nu man er opdraget til at skulle holde sig orienteret, så det var ikke noget nyt for mig (se  “Terapikonto vs. Ikeakonto”). Men hvor var det befriende, at høre en kendt og beundret mand stå og sige det samme – altså at det er næsten håbløst at følge helt med, hele tiden og forholde sig til alt fra reality stjerner på deroute over ulykker til regentens besøg i Argentina.

Jeg tænker tit over det for tiden. Jeg kan mærke, at “ting” interesserer mig mindre og mindre. Det er ikke helt rigtigt. Der er masser, der interesserer mig, men jeg er blevet bedre til at navigere, til at vælge fra og sortere, hvilket er livsnødvendigt, for vores hjerner er slet ikke gearet til alt den information. Selv når Nils og jeg spiser middag sammen, kan jeg finde på at skifte emne bare for at tale om noget let og ukompliceret (Blockchain og Jeff Bezos´ logistik programmer kan altså også være lidt trættende i større mængder ;o)…).

Måske er det alligevel alderen, der trykker, for jeg er også begyndt at blive glad for at gå i haven. Så behøver jeg heller ikke forholde mig til noget som helst. Så skal jeg bare sørge for, at de visne blade kommer ned i sækken.

Man siger, at hvad der truet bliver trendy. Jeg er fuldstændig overbevist om, at det mest trendy de næste år bliver tid til fordybelse. Tid til at lave ingenting, til at løse kryds og tværs og til at tale om små hverdags ting. Eller måske fordybe sig helt i livets store spørgsmål (og nej det er ikke, om man må tage en baby med i Folketingssalen. Selvfølgelig må man ikke det.) Selv Dronningen har opfordret os til at gøre noget unyttigt. Det gælder vel også hjerneaktivitet?

Vi skal give os selv lov til at slappe af og ikke være på. Jeg skal i hvert fald. Noget tyder på, at jeg er ved at blive ret god til det, men jeg tror, vi alle skal tænke over det, og vi skal ikke være bange for, at det hægter os af i forhold til de yngre – de har slet ikke overblik.

Når jeg går til møde, lader jeg konsekvent min telefon blive tilbage på mit skrivebord. Det har jeg altid gjort, og jeg har ikke tænkt videre over det. Før i sidste uge, hvor to kolleger, uafhængig af hinanden var nødt til at afbryde vores møde, for der kom noget ind på deres telefon. Ting kan være vigtige, bevares, men udover at det fik mødet til at trække ud, så var det endnu et pop til deres popcorn hjerne.

Vores tid er dyrbar, og vi skal virkelig tænke os om, hvad vi bruger den til. Især os pleaser typer. Det er helt ok ikke at være helt med. Det er også helt ok, at se tåbelige videoer på FB, hvis det er det, man har lyst til. Der er kun én tid og et menneske, som Morten Albæk siger. Vi er ikke flere mennesker, vi er et. Også selvom vi spiller på flere strenge i løbet af dagen. Det er stadig den samme tid.

Så giv jer tid og fri – I (vi) fortjener det!

 

4 Replies to “Min popcorn hjerne kan ikke rumme mere…”

  1. Så rigtigt Berit! – og jeg elsker din illustration, sådan et hjerte havde vi også på vores vejtræ ved mit barndomshjem 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *