… the tough get going!
Det gamle 80’er hit kom jeg til at tænke på i morges, da jeg læste om en højt placeret embedsmand m/k, der syntes det sidste år havde været virkelig hårdt, trænger til en pause, og derfor har sagt sit job op. Vedkommende ville have mere tid til sin familie og venner (!).
Jeg vil ikke dømme nogen, og fred være med, at vedkommende siger op. Det sidste år har været ekstremt hårdt for alle i embedsværket, der har knoklet 24/7. TAK til jer! Men som leder og højtlønnet af skatteborgerne skulle man måske lige tænke lidt over, hvordan og hvorfor, man formidler budskabet til den store offentlighed.
Vedkommendes medarbejdere og kolleger trænger helt sikkert også til en pause, men er ikke så privilegerede, at de bare kan sige op. Alle iværksætterne, og det private helt generelt, kæmper også lige nu en næsten fuldstændig håbløs kamp -uden mulighed for pauser- for at holde skindet på næsen, og de ansatte, der ikke er sendt hjem på lønkompensation, har i mange tilfælde fået en fyreseddel. Så kan man selvfølgelig hævde, at de helt af sig selv får en pause og mere tid til familie og venner (de fem, man må se). Det vil alle i pleje- og omsorgssektoren sikkert også gerne have.
Nå, så meget desto mere grund til at hejse flaget for mennesker som Heunicke, der med større og større rande under øjnene bliver på sin post og kæmper, det bedste han kan, og i øvrigt for alle vores børn og unge, der bliver foran skærmen hver for sig uden pauser, sjov og venner.
Og her ville salig og savnede Mads Holger sikkert have skrevet noget rigtig spidst og sjovt om at kæmpe, holde ud, ansvar, timing, mink, RUC og kommunikation.
Kæmper gør de også på vores terrasse i disse dage. Vi behøver slet ikke anden underholdning, end det drama, der udspiller sig over et æble i fire stykker og tre til fem solsorte.
Det er virkelig underholdende – naturen det billige skidt. Vi har ganske mange fugle i vores have, hvilket vi er ustyrligt glade for, så vi fodrer dem hele tiden og vores store skrænt lader vi vokse så vildt som muligt, for at insekterne kan leve der.
Men nu er det jo frost, og så er der brug for lidt ekstra hjælp, så vi smider æblestykker ud til solsortene. De fleste af dem kan godt finde ud af det, men en stor hun vil absolut ikke dele. Som i – I skal slet ikke være her på terrassen, når jeg spiser mit æblestykke – så hun jager bogstaveligt talt de andre væk. Det ser ustyrlig morsomt ud. Især, når de snubler ned af trappetrinene (de kommer ikke til skade), men det er også tankevækkende.
En gruppe kan sidde og spise stille og roligt med hvert sit stykke i fred og fordragelighed, men når præcis denne fugl er der, skal hun dominere det hele og ingen andre må være der. Heller ikke selvom hun jo kun kan spise af et stykke af gangen.
De har udviklet forskellige taktikker, de andre. En ung han giver ikke op, og løber hele tiden hen til et af stykkerne og når lige et lille hak, før hun jager ham væk. En anden, lidt større han, sætter sig på kanten af stolen og iagttager og venter til hun flytter sig, så slår han til. De øvrige tør slet ikke komme i nærheden. Bag ved ruden sidder Nils og jeg så og betragter og tænker “hvis I nu kom alle sammen på en gang, så ville hun være nødt til at dele”, men dertil er de ikke nået endnu.
Men udover dette drama, der er noget af det vildeste vi oplever for tiden, så har I det vel nogenlunde ligesom mig? Man er i en form for vinterhi. En limbo, hvor man kan opleve derouten blive større og større. Først var det virtuelle møder uden mascara, så blev det “hubba bubba tøj” næsten hver dag, og nu er man der, at det nærmest føles som en kraftanstrengelse at finde business dresset frem og sætte hår og lægge make up. Det hår, der er ikke skriger Gori, men frisøøøør.
Nå, vi skal heldigvis ikke holde ud så længe mere, og der er lys for enden af tunnelen, hvis ellers de, der savner sol og også vil have en pause, ville holde op med at rejse til Dubai og hente sydafrikanske muteringer med hjem. “Stram ballerne ” siger Mascha Vang i avisen i dag, og jeg kan da kun være enig. Dubai er der også om to måneder, når vi er på den anden side. Men igen…. when the going gets tough…
Pas på jer selv derude… hold ud…be tough…. og håb så ligesom jeg, at der er noget tøj i skabet, man kan passe, når det endelig bliver fundet frem igen. Og nej, jeg har ikke dårlig samvittighed over, at I nu har fået det nummer på hjernen, og ja, jeg har også tænkt over, at Michael Douglas egentlig var ret lækker dengang.
God søndag!
https://youtu.be/-n3sUWR4FV4