Der er vel ingen, der kan sige sig fri for i disse dage at tænke over, hvad fremtiden mon bringer. Vi er håbefulde, og de fleste af os tænker vel også -mere irrationelt end rationelt, at hvis vi bare holder ud to uger endnu, så bliver alt normalt igen. Eller rettere new normal, for jeg tror egentlig ikke, at der er noget, der bliver helt, som det var før 11. marts 2020.
Meget vil blive helt det samme, og mon ikke eksempelvis rejsebranchen vil rejse sig igen, men der vil være andre ting, der formodentlig forsvinder for altid. Og så ikke et ord om Distortion, der med RokokoPostens ord blev sendt hjem for at tisse i egen entre. Noget vil blive savnet mere end andet.
Men midt i alle fremtidstankerne, så kom jeg også til at tænke bagud. Helt konkret på mennesker, som jeg gennem tiden havde været tæt på og mistet forbindelsen til.
Jeg er så privilegeret, at jeg har nære venner, som jeg har kendt næsten hele livet. Det er en gave, at have sådanne livsvidner. Mennesker, som kender en på godt og ondt. Som kender ens baggrund, ens familieforhold, og som ved, hvad man kommer fra. Men det kræver noget, at holde fast i sådanne forbindelser, de kommer ikke af sig selv. Man skal ville det, afsætte tid og holde fast, ellers løber relationerne ud i sandet som et timeglas, der er gået hul på.
Jeg ved godt, at Facebook er til for netop at finde gamle relationer og samle dem op, og jeg er også beriget med nu at kunne følge med i eksempelvis mine gamle folkeskole klassekammeraters liv, men i vores alder kan vi alligevel ikke sige os fra for, at der også er mennesker, der er forsvundet ud af vores liv.
Nogle er tidligere kolleger. Mennesker, som man på grund af en given arbejdsrelation kom tættere på end andre. Havde omstændighederne været anderledes, havde man måske været private venner. Måske ikke, for det kunne også være, at arbejdet var det eneste, man havde tilfælles. Disse er heldigvis lette at være Facebook venner med, for man kan stadig godt lide hinanden selvom jobsituationen har ændret sig.
Det samme gælder “legekammeraterne”. Gå i byen vennerne, som man altid havde en fest med, og som i erindringen står som de sjoveste i hele verden. Virkeligheden er nok lidt mere nuanceret, men hvem bekymrer sig om det i erindringens nådige udskilning?
Det er straks værre med tidligere partnere, kærester, ægtefæller, eller hvilket ord, man nu skal sætte på det. Har man børn sammen, og er blevet skilt giver det selvfølgelig sig selv, men hvad med de første? Den første, som man kyssede der i opgangen, så engle og basuner truttede og stjernerne var klarere end nogensinde før. Eller den første rigtige forelskelse, hvor bruddet var så hårdt, at man var sikker på, at man aldrig ville blive forelsket igen… og så blev det mirakuløst alligevel.
Jeg ved godt, at nogle af jer formodentlig stadig har kontakt med jeres tidligere kærester, men jeg har altså et par stykker, som jeg ikke aner, hvad der er blevet af, og dem kom jeg til at tænke på den nytårsmorgen, hvor jeg i lige dele taknemmelighed over min vidunderlige familie og lige dele bekymring for fremtiden lod tankerne flyve. Selvfølgelig tricket af et stykke musik, der tog mig på memory lane.
Hvad er der blevet af dem? Er deres drømme blevet opfyldt? Har de familier, børn og karrierer, eller er de sumpet og har fået bøgerne hjemkaldt? Og skal man i det hele taget holde op med at drømme om fremtiden bare fordi, man er blevet 50something?
I går så min mand og jeg en skøn, lille fransk film – La belle époque (kan ses på Filmstriben). Den handler, som Druk, om livs- og midtvejskriser og om at elske livet. I den franske udgave er omdrejningspunktet dog et midaldrende+ par, der er gået i stå i deres ægteskab. Han er gået helt i stå, så hun smider ham ud.
Heldigvis har sønnen kontakt til et tidsrejsefirma, som kan sende ham retur til maj 1974, hvor han mødte sin hustru og blev forelsket. Firmaet opbygger simpelthen kulisser, hyrer skuespillere og så kan folk – for meget dyre summer – købe sig til at opleve lige præcis den tidsperiode eller de mennesker, de har lyst til at møde. Der er alt fra Hitler til Marie Antoinette, eller som i dette tilfælde, den kommende hustru i en lykkelig og ubekymret tid.
Jeg skal ikke afsløre mere her, for jeg synes oprigtigt, I skal se denne lille perle af en film, men udover at jeg blev underholdt, så kom jeg selvfølgelig også til at tænke over, om der er tidspunkter i mit liv, jeg godt kunne tænke mig at genopleve. Og ja, det er der selvfølgelig, men jeg gjorde også op med mig selv, at det er vigtigere, at tænke fremad og drømme om nye, lige så vidunderlige stunder.
Jeg er stadig nysgerrig på, hvordan det er gået de mennesker, der har haft betydning i mit liv. Men jeg er trods alt ikke så nysgerrig, at jeg vil sætte tid af til at forsøge at opspore dem og tage kontakt. Hvem siger i øvrigt, de har lyst til at tale med mig, og så bliver det bare akavet som ved gamle studenter sammenkomster, hvor man altid føler sig utilstrækkelig.
Men jeg vil gerne stikke snablen ned i ungdommens ubekymrede drømme univers. Der hvor tankegangen er, at verden ligger åben for en, og at hvis jeg lyst til dit eller dat, så skal jeg da bare gå efter det.
Det er min mand super god til. Han er 60something, og har 1000 nye ideer til, hvad han vil bruge fremtiden til, mens jeg har haft en tendens til at tænke i pensionsopsparing, sikre fremtiden (!) og “måske er vi blevet lidt for gamle til det”.
Det er noget sludder, og hvis der er noget, vi kan tage med fra Corona krisen, så er det, at ting kan ændre sig over night, og at vi derfor skal sørge for at leve livet -hele livet- og med et fremadrettet, håbefuldt blik.
Derfor må vi selvfølgelig godt tænke over, hvad der blev af Morten og alle de andre … men lad os fremfor alt nyde, at der kommer nye, spændende mennesker ind i vores liv, og så fokusere på dem der stadig er der.
Derfor er mit ord for 2021 også HÅB. Banalt måske. Men oven på 2020 trænger jeg til noget banalt, let og fyldt med håb, og jeg håber, at I også får et let og lyst år fyldt med nye oplevelser, mennesker og tro på fremtiden.
