Vindueskigger

De sidste godt 35 år er dette billede det første, jeg ser, når jeg vågner, og det sidste, jeg ser, når jeg går i seng. Det har det været, siden jeg besøgte Dali-Museet i Figueras for første gang og tog plakaten med hjem. Det gjorde man den gang -købte plakater altså, og denne har hængt i alle mine soveværelser siden.

Måske er det udsigten, måske er det udlængslen, jeg er faldet for, eller måske er det ganske enkelt bare fordi, jeg godt kan lige at kigge ud af vinduer, og det kunne Dali’s søster, som er modellen, altså også.

Lige for tiden har jeg fået lidt ekstra tid til at være vindueskigger, og derfor nyder jeg at sidde her ved mit spisebord og kigge ud af vinduet, og følge med i livet, der bogstaveligt talt spadserer forbi mine øjne.

Vores genbo er en skøn lille park omkring en sø – i daglig tale “Andeparken”, og det betyder, at jeg hver dag er beriget med ænder og svaner, der sejler stoisk forbi samt en enkelt fiskehejre i ny og næ. Lige nu har vi en ren hær af små frøer i haven, hvilket ikke er helt så charmerende, men ellers er vi meget begejstrede for vores genbo, også trods at der om sommeren er en van(d)vittig larm, når søens dyr vågner.

En sommer havde vi en stakkels Andersine, der var flygtet over i vores have. Hun var blevet single and, og det er farligt, for så bliver man/and massevoldtaget. Det fortalte Falck manden, som kom og reddede hende, og man kunne se det på hendes nakke, hvor de stygge ænder bed sig fast. Den var helt ødelagt. Jeg var fuldstændig rystet, men glad for, at hun trods alt havde fået lidt fred og mad hos os, og nu blev reddet. Siden har jeg altid skulet lidt til andrikkerne, og på ingen måde haft kvababbelse over at spise en and.

Men at have sådan en park overfor betyder også, at der altid sker noget udenfor mit vindue. Så er der en skoleklasse i parken, så er der unge, der går forelskede rundt, og så er der de faste “gengangere”, der går denne vej ned til byen, og for nylig slog det mig, at jeg mangler et par af dem. Monsieur Hulot eksempelvis.

Monsieur Hulot er Jacques Tati’s alter ego, og især i filmen “Festlige feriedage” er han hylende morsom.

Manden, jeg savner i gadebilledet hedder selvfølgelig ikke Monsieur Hulot. Det døbte jeg ham bare, fordi han hver dag, når han gik ned til byen med sit indkøbsnet og tilbage igen, lignede Hulot med sin frakke og sin bøllehat. Det viste sig, at han også havde samme sans for humor, for en dag, hvor jeg var i parken med hunden, og han oppe på gaden, lød der et gevaldigt brag fra en af affaldsspandene på skolen, der ligger ved siden af parken.

Jeg lettede en meter, hunden gøede og Monsieur kiggede bare og konstaterede så tørt: “Så ved man da, at de i det mindste har fulgt med i fysiktimerne”. Var jeg ikke vild med ham før, blev jeg det der.

Men det sidste lange stykke tid har han manglet i gadebilledet, og uden at kende ham personligt, er jeg bekymret for ham og savner ham. Han lyste op med sin personlighed.

Et andet fast par er også forsvundet fra persongalleriet udenfor mit vindue, men det er nu lidt trist. Hver dag kom moderen i kørestol rullende med sin lille datter, der var en glad lille pige, der altid nærmest dansede hen af fortovet. Hun havde ganske meget krudt i rumpen, men det har man jo i den alder, og hun elskede, når hun kunne klappe vores hvalp.

En dag var de begge væk, og vi undrede os, indtil vi et godt stykke tid efter mødte dem nede i byen. Nu var pigen større, havde fået briller og var helt stille og forsagt – og fortalte moderen, anbragt i pleje. Det var ikke en god bytur, vi havde den dag, og jeg kan stadig savne at se hende gadedrenge hoppe hen ad gaden.

Men for det meste er det gode vinduesoplevelser, jeg har. Dog kan jeg ikke forstå, hvorfor selv voksne mennesker skal cykle på fortovet – og så lige ved en skole. Det er en uskik, og jeg har seriøst overvejet, at hænge et banner op, hvor der står: “Dette er et fortov”. Jeg får det nu nok aldrig gjort, for så er man først en sur gammel vindueskigger, og hvem vil være det?

Så hellere glæde sig over, at hvert år spadserer svanemor rundt om parken (udenfor parken) med sine svællinger, for at lære dem at begå sig i trafikken. Livet er aldrig kedeligt udenfor mit vindue.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.