At være eller ikke at være…… bare nogen!

Jeg holder rigtig meget af Emilie van Hauen’s klummer. Hun er indsigtsfuld og klog at læse, og rammer som regel tidsånden lige i rumpen. Således også med den klumme, hun skrev forleden om præstationssamfundet og at “den nye normalitet er at være vinderen”.

Ligesom jeg bliver inspireret af hende, var hun selv blevet inspireret af, hvor meget furore, det havde skabt, at hun havde uploadet på LinkedIn, at hun ikke vandt en pris.

Er man ind imellem på LinkedIn, kan det nu nok ikke undre så meget, for 80% af alle opslag handler om at promovere sig selv og sine gerninger (som jeg gør nu f.eks. med denne blog ;o)…), men som den sociolog van Hauen er, tager hun den selvfølgelig et spadestik dybere,  og beskriver vores tid som “en tid, hvor eliteniveauet er blevet det nye normale, og vi trives i det, som den tyske sociolog Hartmund Rosa kaldte accelerationssamfundet”. Kraftigt hjulpet på vej af teknologien, der gør, at vi skal nå flere ting samtidig og hurtigere og hurtigere, og kan vi ikke det, skammer vi os.

Jeg har skrevet om det før. Jeg har skrevet om at få popcorn hjerne, og jeg har refereret til Annika Aakjær, som fik helt vildt skam over ikke at kunne klare alle de grimme SoMe kommentarer. Men det bliver også mere og mere present.

De sidste par måneder har jeg jævnligt været hos en stress psykolog, der hjælper med værktøjer til at navigere og til at få styr på alle de krav, man stiller til sig selv i en omskiftelig og hektisk hverdag. Jeg føler ingen skam over at nævne det her, for jeg er tilpas voksen til, at jeg står ved, at jeg har haft brug for “coaching”, men jeg har hver gang, jeg har været i konsultation bemærket, at venteværelset har været fyldt med unge mennesker.

Det er der i og for sig heller ikke noget nyt i. Vi læser daglig om præstationskulturen og psykiske udfordringer blandt vores unge, her blev det bare så synligt for mig.

Da jeg var ung, sagde min mor tit til mig, at min generation for det første var meget navlebeskuende, men også, at hun syntes, det var så svært for os, for det var ikke nok for os, bare at være. Vi skulle hele tiden være nogen eller noget.

Jeg tror, vi var lidt front runnere på den konto, men hun havde jo ret, og det er bare blevet mere og mere udtalt. Det er ikke noget eller nok bare at være. Man skal være nogen speciel (blandt de unge helst kendt) eller noget mere, eller for igen at citere van Hauen:

For tidsånden kræver, at når du ikke er vinderen eller præsterer på elite niveau, er du automatisk en taber. Selvom fakta er, at du bare er helt almindelig, gennemsnitlig og normal, hvilket engang var en dyd i sig selv, men altså ikke i dagens samfund”.

Og det går især ud over vores unge, men i princippet over alle os, der ikke bare har evnen til altid at være ligeglade med andres mening, eller kan abstrahere fra gerne at ville yde sit allerbedste hele tiden.

Eller for at tage et andet eksempel fra min egen verden. En af mine nære veninder bor i udlandet. Her har man en anden holdning til det at være “housewife”. Jeg kender i n g e n danske kvinder, der med stolthed i stemmen vil sige højt i et interview: “Jeg er husmor!”, men det hørte jeg min veninde sige engang, hvor hendes børn var små.

Jeg siger ikke, at kvinderne skal tilbage til kødgryderne -slet ikke, men jeg vil hævde, at det at passe børn og familie i en periode, også længere end barslen, kan man også være stolt af. Så er man forælder (køn er ligegyldigt).

En af mine andre venner havde i flere år stående “FAR” på sit visitkort, og jeg elskede det. Det var den identitet, som han  fandt mest passende, selvom han kunne have skrevet skribent, tekstforfatter, anmelder eller noget andet “fancy”.

Derfor vil jeg gerne her slå et slag for – uden at det skal lyde religiøst – at vi alle er noget i kraft af bare at være. Vi behøver ikke altid at vinde (selvom det altså også er sjovt en gang imellem) og vi behøver ikke altid at være hurtigst, bedst, smartest, dygtigst…… forsæt selv listen – og fremfor alt, vi skal passe på vores unge mennesker, og give dem lov til også bare at være. Vi er trods alt flest “hverdags-mennesker”, og de er ikke så ringe endda.

Emilia van Hauens klumme kan læses på hendes forfatter FB profil eller i Jyllands Posten.

Her er en glad hustru, mor og svigermor. Så er man sg. noget!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.