I forgårs havde jeg en af de bedste oplevelser hidtil i år. Jeg havde inviteret yngstesønnen i Det Kgl. Teater for at se Kasper Holten´s opsætning af Amadeus. Det blev en dyr, men mindeværdig aften. Ikke kun fordi det var rigtig skønt at være alene på tur med Mikkel, men også fordi hele aftenen som en helheds oplevelse bare var så fabelagtig.
Vores drenge har igennem tiderne “været udsat” for lidt af hver, når det kommer til kulturelle oplevelser, så det er ikke helt fremmed for dem. De var ikke særligt gamle, da jeg slæbte dem med på Christiania for at se Händels Messias opført i Den Grå Hal, og de har også oplevet deres første opera for flere år siden i arenaen i Verona. Det måtte vi dengang ikke fortælle nogen, for det passede ikke helt ind i cool-lige-blevet-teenager-image.
De har faktisk også tidligere været på gammel scene på Det Kgl. til en efterårsferie børne ballet forestilling, men det kunne Mikkel selvfølgelig ikke huske. Derfor havde vi også købt billet til en rundvisning på teatret før forestillingen, og allerede her startede en oplevelse i verdensklasse.
Vi var knap kommet indenfor, før to smilende mænd bød os varmt velkommen. Det var de to rundvisere, og de gjorde alt for at få os til at føle os godt tilpas. De var helt med på, at ikke alle kommer her til hverdag, og man derfor godt kan være lidt udenfor comfort-zone. Det er trods alt gammel scene på Det Kongelige Teater.
Selve rundvisningen var også en oplevelse, og undervejs noterede jeg mig, at vores mand – der senere fortalte, at han til daglig var stuntmand og underviser i fægtescener (!), han dør faktisk fem gange i hver Robin Hood forestilling – hilste højt på alle, som vi mødte på vore vej.
Først tænkte jeg, at han bare ville være lidt smart og mænge sig med kunstnerne, men de hilste også allesammen smilende tilbage, så der var noget mere. Det mere fik vi forklaret til allersidst, da han fortalte om den hej-kultur, man har på teatret. Alle skal hilse på alle, som de møder på deres vej, og der er altså 11 km vej, hvis man tæller alle gange på Det Kgl. med.
Han fortalte også, at tidligere skulle alle bukke og neje, men det gik helt galt for alle de små balletbørn, når de kom løbende gennem gangene og skulle stoppe hele tiden for at neje for de ældre skuespillere, så idag er det ændret til hej-hej gangene.
Det tænkte jeg en del over dagen efter, da jeg fortalte om vores oplevelser. Jeg har ikke hørt om andre arbejdspladser, hvor det ligefrem er sat i system og en nedfældet del af kulturen, at man skal hilse højlydt på hinanden. Men det burde det da være.
Vi er som danskere tit ret blufærdige, og vi er ikke særligt gode til det, som i dag betegnes gammeldags høflighed, herunder at “lette på hatten” og hilse på fremmede.
Fra min egen verden, har jeg altid undret mig over, at danskere, som står i den samme check in kø, sidder i den samme flyvemaskine og bus og desuden bor på det samme hotel, lader som om de slet ikke kender hinanden og derfor ikke engang sender et lille høfligt nik, når de passerer hinanden på vej til poolen. Alle andre nationaliteter gør det, men vi danskere foregiver, at vi ikke er turister, og vi er det i hvert fald slet ikke sammen med andre danskere. På mig har det altid virket fuldstændig absurd, og som en struds, der har stukket hovedet i jorden og rumpen i vejret, og jeg har konsekvent hilst på alle de andre, også selv om jeg har fået dræber-jeg-kender-dig-IKKE blikket tilbage.
Mikkel og jeg talte om noget af det samme, da vi gik over Kgs. Nytorv. Det var årsdagen for Prins Henriks død, og derfor present, hvor flot det var, da den franske ambassadør stod foran ambassaden og bukkede for rustvognen. Der var intet underdanigt i det, bare respekt og høflighed.
Vi talte også om det, da vi så påklædningen af folk i teatret. Vi er måske lidt sippede, men når nu alle i teatret har gjort sig sådan umage, så kan vi altså også godt som publikum gøre os en lille smule umage og møde op i noget andet end billige cowboybukser og forvasket polo. Især, når man er 60+
Men det fik ikke lov til at ødelægge den helt fantastiske oplevelse, det var. Fra rundviseren over garderobe manden, der ryddede en hel garderobe på under fem minutter,til skuespillere, musikere, dansere og før dem skræddere, der præsterede det ypperste, som vi kan i Danmark. Nogle af skuespillerne havde ovenikøbet overskud til at stå svedige i deres kostumer ved udgangen, så publikum kunne få taget selfies. Det var helt igennem fantastisk – og det syntes teenageren også.
At vi så bagefter gik på Brønnum og fik en sluk-efter drink, gjorde ikke teenageren begejstring mindre. Her fik vi iøvrigt også top-betjening og meget varm velkomst, så jeg kan kun konkludere, at niveauet for service er hævet i København, og så tænke lidt over, om vi ikke alle sammen skulle begynde at tænke alvorligt i hej-kultur. Både på vores arbejdspladser og udenfor.
Oplev selv lidt fra forestillingen her:
https://youtu.be/SozumATm9Fw