Da dette blev skrevet, spillede jeg ”Do they know it’s Christmas” for fuld hammer på instant replay. Kun afbrudt af ”One more sleep”, som jeg irriterende nok kun kan spille en måned om året. Det nummer er alt for godt til at blive spillet så sjældent, men selv jeg kan godt høre, at julesang og maj rimer rigtig dårligt.
Det’ de samme ting, vi hører. Det’ de samme ting vi spiser osv., men gør det noget? Jeg er ikke en rend mig i traditionerne type. Jeg finder derimod en vis tryghed i at nogle ting ikke forandrer sig og synes egentlig, at det er rart, med faste holdepunkter i tilværelsen.
Som ung i 80´erne har jeg derfor også et helt særligt forhold til netop ”Do they know it Christmas”, og det er simpelthen umuligt for mig at julepynte, hvis jeg ikke hører netop det nummer. Når jeg genser videoen kan jeg i dag ikke lade være med at tænke – ”hold nu op, hvor ser de ud”, men omvendt, det tog kun godt 10 dage, fra Sir Bob mødte Midge Ure på Kings Road oprørt over situationen i Ethiopien, til den hurtigst sælgende single nogen sinde i UK lå i butikkerne. 1 mio. solgte eksemplarer den første uge, og resten er, som de siger historie. Men hvilken historie.
Selv i dag 35 år efter kan vi lære af den energi og vedholdenhed, for man kan skabe historie og resultater, hvis man vil, og som verden drejer lige for tiden, har vi mere end nogensinde brug for folk, der kan og vil ændre verden til det bedre.
Og det er et rart fast holdepunkt og tradition at have, synes jeg, for ikke alene bliver jeg i julehumør. Jeg bliver også mindet om, at ting kan lade sig gøre, og at et sommerfuglevingeslag på den ene side af kloden kan skabe en orkan på den anden side.
Med fare for at lyde som den 50something, jeg er, så går alt ting meget, meget hurtigt i dag. Hvad der var in i går, er fuldstændig gammeldags i dag, og knap har man lært et socialt medie at kende, før man er håbløst bagud.
Sådan er det heldigvis ikke med julen. Den kommer til tiden, som den plejer. I butikkerne lidt tidligere hvert år, men der bliver ikke rykket meget på den 24. Vi hænger de samme ting op i stuen, samme sted, og af en eller anden årsag, kommer den lille, sjove englemand, der har mistet spidsen af sin næse også frem, for vi nænner ikke at smide ham ud. Han har jo været med hvert år.
Så er alt ting heldigvis, som det plejer og det giver tryghed. Ligesom Dronningens nytårstale. Det er ikke det samme, som at man ikke kan forny sig og skabe nye traditioner, eller rejse væk (det har vi også prøvet), men det er rart, at vi stadig har nogle ting, som er kontinuerlige, som lever videre gennem generationerne, og at se et lille barns øjne lyse, når julen rammer rigtigt for første gang, er da det hele værd.
Og husk nu, at når en klokke ringer, så er der en engel, der har fået tildelt sine vinger.
