That is one nutty hospital!

Det siger Bill Murray i den scene i Tootsie, hvor Dustin Hoffmann afslører, at han i virkeligheden er en mand. En mand, som måtte klæde sig ud som kvinde for at få et job i en tv-soap! Lidt morsomt ikke?

Man skal nok være 50something for at kunne huske Tootsie, og så husker man sikkert ikke, at Hoffmann i filmen deler lejlighed med Bill Murray, men det gør han altså. Det var dengang, at Murray var så cool, at oliefyrene (!) gik i gang, når han gik ind i et hus.

Nå, men jeg har altid elsket den replik, og den har fulgt mig siden som en standard replik, jeg sagde, når jeg oplevede noget, der var så langt ude, at jeg ikke var helt sikker på, at det virkelig foregik. Nu er det ikke alle, der helt kan se sammenhængen med “a nutty hospital”, og hvad der tilfældigvis foregår i min nærhed, så de tænker sandsynligvis, at nu rabler det for hende, når jeg står og taler om nuttie hospitaler. Derfor har jeg med tiden lært enten at hviske det, eller bare tænke det for mig selv. Men det hjælper lidt og skaber en distance til absurditeterne, og nej – jeg kommer ikke her til at skrive et ord om Infantino, Budweiser og Qatar. Det er simpelthen for “nutty”.

Til gengæld vil jeg skrive lidt om en dysfunktionel familie, som jeg er ved at læse om. Her kan vi virkelig tale om “one nutty hospital”. Jeg har skrevet om dem før, da jeg hørte podcasten, men nu har Adrian Lloyd Hughes udgivet historien om sin familie i bogform, og den har jeg kastet mig over.

Det er rablende sindsygt. Det er virkeligt, og det foregik i 50’erne og fremefter på det ellers så normale Frederiksberg. Jeg kan godt tillade mig at skrive at det er langt ude, for det skriver Hughes selv.

Hvis man har set udsendelserne om Krag og Virkner, så ved man allerede godt, at alt ikke var helt efter (Emma Gad) bogen i den tidsperiode. Det er trods alt ikke hverdagskost, at landets statsminister midlertidigt forlader et officielt frokost selskab inkl. Sveriges statsminister og sin hustru for helt åbenlyst at knalde med en anden kvinde i de tilstødende lokaler.  Den var nok ikke gået helt i dag, selvom vi indtil for ganske nylig har haft toppolitikere med hang til at slikke fremmede kvinders ører,  også helt offentligt.

Tilbage til det bedre borgerskab på Frederiksberg. Vi hører om falske graviditeter og forsømte adoptivbørn. Trekantsdramaer, nepotisme, politiske rævekager, fordrukne hustruer, der rekreerer på luksushotel i Taormina og  falder i døden fra altanen og oveni om mødre, der er fuldstændig uegnet til at tage vare på børn.

Jeg læser med både gys og fryd helt efter devisen, at godt det ikke er mig eller bare det var mig, for hvem ville ikke gerne bo på et luksushotel på Sicilien i de mørke vintermåneder.

Tutta Rosenberg var 60’ernes danske svar på Kardashians. Hun var gift med Se & Hørs chefredaktør, såkaldt society dame og medvirkede i 1970 i et tv-program “Vist er vi ej snobbede”, hvor hun bl.a. viste alle sine pelse frem.
Udsendelsen medførte, hvad der i dag ville kaldes en shitstorm. Se og Hørs oplag faldt, redaktøren måtte fratræde og det hele fik en ganske “unhappy ending”.
Kim Larsen har senere skrevet en sang om hende “Tutta”.

Men grundlæggende er det som at træde ind i en helt anden verden, som jeg slet ikke var klar over, at vi havde i Danmark på det tidspunkt. Tal om en overklasse. Overklasse med pelse til en hver lejlighed, barnepiger og litervis af spiritus, og det er altså ikke en adelig overklasse. Det er entreprenører, borgmestre, advokater og lignende, der i et fuldstændig uigennemskueligt netværk laver “lokumsaftaler” om eksempelvis byggerier, og derfor også sætter sit præg på den by, vi kender i dag. Buen i Vester Farimagsgade er eksempelvis bygget af Hughes morfar.

Samtidig rejser de rundt i Europa og bor på nogle af de bedste hoteller, der findes. De har været så rige, for det er før charterturisme og flybilletterne alene må have kostet, hvad der svarede til en til to månedslønninger for en almindelig dansker. På en af turene til Rom har de rent faktisk Krag med, for han keder sig nu, hvor han er trådt tilbage og er blevet skilt.

Det er vitterlig “one nutty hospital” og meget langt fra familierne i Matador. De er så meget mere sympatiske. Selv de usympatiske. Det nævner jeg fordi Lise Nørgaard bliver benyttet som sandhedsvidne i bogen. Hun var der. Var med til nogle af selskaberne, og kendte de personager, som optræder. Ingen tvivl om, at hun også har hentet inspiration til sine karakterer i det miljø.

Jeg troede egentlig, at jeg havde nogenlunde tjek på vores nyere historie, og hvem og hvad vi kommer fra. Bevares, der har altid og vil altid være personager, der skiller sig ud, og er anderledes en flertallet. Dem har vi brug for, for de får os også videre og de ryster lidt op i grødmassen, så det hele ikke bliver for ens og gråt. Men her er tale om et helt galleri. En større gruppe, som i fællesskab på den ene eller den anden måde har fået indflydelse på ganske mange danskeres liv. Blandt andet pga. byggerier (også Brøndby Strand blev bygget af Hughes morfar) og politiske beslutninger. De har ikke kun påvirket de nærmeste pårørende, og det er ganske tankevækkende. Især fordi de var i bogstaveligste forstand “One nutty Hospital”. Du kan læse om dem i bogen “Mors Dreng – Erindringer om familien Dreyers magt og millioner”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *