Kategori: Ord

Udgivet den

That is one nutty hospital!

Det siger Bill Murray i den scene i Tootsie, hvor Dustin Hoffmann afslører, at han i virkeligheden er en mand. En mand, som måtte klæde sig ud som kvinde for at få et job i en tv-soap! Lidt morsomt ikke?

Man skal nok være 50something for at kunne huske Tootsie, og så husker man sikkert ikke, at Hoffmann i filmen deler lejlighed med Bill Murray, men det gør han altså. Det var dengang, at Murray var så cool, at oliefyrene (!) gik i gang, når han gik ind i et hus.

Nå, men jeg har altid elsket den replik, og den har fulgt mig siden som en standard replik, jeg sagde, når jeg oplevede noget, der var så langt ude, at jeg ikke var helt sikker på, at det virkelig foregik. Nu er det ikke alle, der helt kan se sammenhængen med “a nutty hospital”, og hvad der tilfældigvis foregår i min nærhed, så de tænker sandsynligvis, at nu rabler det for hende, når jeg står og taler om nuttie hospitaler. Derfor har jeg med tiden lært enten at hviske det, eller bare tænke det for mig selv. Men det hjælper lidt og skaber en distance til absurditeterne, og nej – jeg kommer ikke her til at skrive et ord om Infantino, Budweiser og Qatar. Det er simpelthen for “nutty”.

Til gengæld vil jeg skrive lidt om en dysfunktionel familie, som jeg er ved at læse om. Her kan vi virkelig tale om “one nutty hospital”. Jeg har skrevet om dem før, da jeg hørte podcasten, men nu har Adrian Lloyd Hughes udgivet historien om sin familie i bogform, og den har jeg kastet mig over.

Det er rablende sindsygt. Det er virkeligt, og det foregik i 50’erne og fremefter på det ellers så normale Frederiksberg. Jeg kan godt tillade mig at skrive at det er langt ude, for det skriver Hughes selv.

Hvis man har set udsendelserne om Krag og Virkner, så ved man allerede godt, at alt ikke var helt efter (Emma Gad) bogen i den tidsperiode. Det er trods alt ikke hverdagskost, at landets statsminister midlertidigt forlader et officielt frokost selskab inkl. Sveriges statsminister og sin hustru for helt åbenlyst at knalde med en anden kvinde i de tilstødende lokaler.  Den var nok ikke gået helt i dag, selvom vi indtil for ganske nylig har haft toppolitikere med hang til at slikke fremmede kvinders ører,  også helt offentligt.

Tilbage til det bedre borgerskab på Frederiksberg. Vi hører om falske graviditeter og forsømte adoptivbørn. Trekantsdramaer, nepotisme, politiske rævekager, fordrukne hustruer, der rekreerer på luksushotel i Taormina og  falder i døden fra altanen og oveni om mødre, der er fuldstændig uegnet til at tage vare på børn.

Jeg læser med både gys og fryd helt efter devisen, at godt det ikke er mig eller bare det var mig, for hvem ville ikke gerne bo på et luksushotel på Sicilien i de mørke vintermåneder.

Tutta Rosenberg var 60’ernes danske svar på Kardashians. Hun var gift med Se & Hørs chefredaktør, såkaldt society dame og medvirkede i 1970 i et tv-program “Vist er vi ej snobbede”, hvor hun bl.a. viste alle sine pelse frem.
Udsendelsen medførte, hvad der i dag ville kaldes en shitstorm. Se og Hørs oplag faldt, redaktøren måtte fratræde og det hele fik en ganske “unhappy ending”.
Kim Larsen har senere skrevet en sang om hende “Tutta”.

Men grundlæggende er det som at træde ind i en helt anden verden, som jeg slet ikke var klar over, at vi havde i Danmark på det tidspunkt. Tal om en overklasse. Overklasse med pelse til en hver lejlighed, barnepiger og litervis af spiritus, og det er altså ikke en adelig overklasse. Det er entreprenører, borgmestre, advokater og lignende, der i et fuldstændig uigennemskueligt netværk laver “lokumsaftaler” om eksempelvis byggerier, og derfor også sætter sit præg på den by, vi kender i dag. Buen i Vester Farimagsgade er eksempelvis bygget af Hughes morfar.

Samtidig rejser de rundt i Europa og bor på nogle af de bedste hoteller, der findes. De har været så rige, for det er før charterturisme og flybilletterne alene må have kostet, hvad der svarede til en til to månedslønninger for en almindelig dansker. På en af turene til Rom har de rent faktisk Krag med, for han keder sig nu, hvor han er trådt tilbage og er blevet skilt.

Det er vitterlig “one nutty hospital” og meget langt fra familierne i Matador. De er så meget mere sympatiske. Selv de usympatiske. Det nævner jeg fordi Lise Nørgaard bliver benyttet som sandhedsvidne i bogen. Hun var der. Var med til nogle af selskaberne, og kendte de personager, som optræder. Ingen tvivl om, at hun også har hentet inspiration til sine karakterer i det miljø.

Jeg troede egentlig, at jeg havde nogenlunde tjek på vores nyere historie, og hvem og hvad vi kommer fra. Bevares, der har altid og vil altid være personager, der skiller sig ud, og er anderledes en flertallet. Dem har vi brug for, for de får os også videre og de ryster lidt op i grødmassen, så det hele ikke bliver for ens og gråt. Men her er tale om et helt galleri. En større gruppe, som i fællesskab på den ene eller den anden måde har fået indflydelse på ganske mange danskeres liv. Blandt andet pga. byggerier (også Brøndby Strand blev bygget af Hughes morfar) og politiske beslutninger. De har ikke kun påvirket de nærmeste pårørende, og det er ganske tankevækkende. Især fordi de var i bogstaveligste forstand “One nutty Hospital”. Du kan læse om dem i bogen “Mors Dreng – Erindringer om familien Dreyers magt og millioner”.

Udgivet den

Sproget!!!

Jeg må hellere advare. I dette blogindlæg vil du finde sure opstød, brok og generel utilfredshed. Og så på en solskinssøndag! En skøn søndag, hvor 9% af befolkningen har fået første stik til trods for, at politichefer smider vacciner ud. Hvor den daglige gåtur er fyldt med smilende -nu lysner det- mennesker og hvor vintergækkerne titter frem i haven. Så skal jeg ikke komme her og ødelægge den gode stemning. Men det har jeg altså tænkt mig, for nu har mængden af stavespassere nået et niveau, hvor jeg ikke kan holde det ud længere.

En ting er, at de spader, der kommenterer på Nationen! eller Facebook hverken kan tænke, skrive eller stave, men når vores folketingspolitikere laver opslag, hvor de ikke kan finde ud af at benytte ligge / lægge korrekt, så bliver jeg altså træt. Rigtig træt!

Vi har 179 mennesker, der er valgt til at lave den lovgivning, som vi andre skal rette os og leve efter, kan vi så ikke forvente (forlange?), at de er i stand til at lave et LinkedIn opslag, hvor de lige sprogtjekker? Måske lige får en voksen til at løbe det igennem, hvis de ikke har en sekretær ved hånden.

Men det er ikke kun vores folkevalgte, der ikke gør sig umage med at anvende og skrive vores sprog korrekt, og før jeg nu får foreninger til ordblindes vel og ve på nakken, så vil jeg lige understrege, at jeg er ikke efter de mennesker, der vitterlig ikke kan stave. Jeg er efter alle de mennesker, der er fuldstændig ligeglade med om de staver, udtaler eller skriver ukorrekt, og efter de institutioner, der har et større ansvar for at udtrykke sig korrekt. Der er for meget sjusk, og det er en glidebane.

Eksempel: Forside af Ekstra Bladet webversion.

Nu ved jeg godt, at man plejede at sige, at de vilde er de værste, og der har nok været nogle vilde redaktører igennem tiderne på EB, men arghhh, hvordan kan det havne på forsiden?

Og så er der nutids R. Det hedder altså “jeg kondolerer“. Ikke “jeg kondolere”. Du skriver jo heller ikke “jeg skrive” vel? Med mindre selvfølgelig, du leger (med g) østeuropæisk cirkusdirektør. Til gengæld kan du skrive “må jeg kondolere” eller sende din kondolence (med e). Det kommer i øvrigt af latin og betyder, det gør mig ondt.

Fra min egen andedam er der kommet en udbredt tendens til at udtale Helsingør – Helsin’ør. Let nasalerende forsvinder g’et op i vatpinds næseboret, og jeg har ingen anelse om hvorfor.

Da mine sønner var mindre, var der også en helt særlig “dialekt” på deres skole. Alle ungerne sagde “landte” med tryk på t i stedet for landede. Heller ikke det ved jeg, hvor stammer fra, men det er de heldigvis vokset fra, selvom der også fra dem indimellem alle de engelske udtryk kommer nogle slemme sprogbøffer. Retter jeg så dem? Ja, det gør jeg, til deres store irritation.

Men hvorfor synes jeg, det er så vigtigt, at jeg kan finde på at skrive et blogindlæg om det og sikkert få på hattepulden og få at vide, at jeg er en gammel, sur mokke?

Det gør jeg, fordi sproget er vores vigtigste kommunikationsform, og fordi jeg helt grundlæggende mener, at man skal gøre sig umage med alt, man foretager sig – også med at stave og med at udtale ord korrekt.

På en eller anden måde er det som om,  at hvis man bare er ligeglad, så er man jo ligeglad med alt, og dermed er alt uden nogen videre betydning. Men er det ikke bare en lille bitte ting i det store hele, om man sætter et r i enden af et ord?  Nej, det mener jeg faktisk ikke, og ligesom jeg bliver irriteret, når radioværter flasher deres uvidenhed om dette og hint og koketterer (og ja, det måtte jeg slå op for at stave rigtigt) med deres uvidenhed i stedet for at blive pinlige over, at de som værter i DR ikke kender formanden for Det Konservative Folkeparti,  så synes jeg også, at vi skal tage sproget og stavning alvorligt. Mere alvorligt end vi gør nu.

Stram op!

…… Nåh ja, og så fortsat god søndag. Jeg ælsker jer alle sammen alligevel.

Udgivet den

Det forsvundne forår

Det er tirsdag aften.  En smuk tirsdag aften. De lyse nætter har gjort deres indtog, og syrenerne blomster for vildt i år, og lige uden for mit vindue. I weekenden stoppede en norsk kvinde op for at tage billeder af vores buske. De mindede hende om hjemlandet, hvor syrenerne ikke blomstrer endnu. Vi tilbød hende en buket, men hun ville bare have nogle fotos. Jeg gætter på, at det får hende til at tænke på sin familie og kære, som hun sikkert savner i disse tider. Vi savner alle noget eller nogen for tiden.

Jeg satte mig og skrev en klumme til Dagbladet om hende, syrener og et forår, der er forsvundet ned i en lang Corona spiral, og så gik det op for mig, at jeg ikke har blogget i over en måned. Det er ikke sket siden jeg startede min blog. Bloggen har hele tiden været mit fristed, min ventil og et sted, hvor jeg kunne få afløb for tankemylderet, og nogle gange, løb det næsten over med ord.

Men det sidste stykke tid er det som om, at jeg løb tør, og kunne ikke sige eller skrive noget fornuftigt, som ikke allerede var skrevet, tænkt, sagt eller råbt ud på de sociale medier.

Et stykke tid gik jeg og tænkte over, om jeg skulle skrive lidt om at vi alle er i samme båd, mens jeg så Ulf Pilgaard for mig skabe forløsningen i forhold til Muhammed Krisen dengang i Cirkusrevy’en. Jeg var nemlig blevet pænt forstemt over, at mens vi helt almindelige mennesker gik rundt og var småglade over, at det endelig er blevet hipt at synge fællessang og være glade for, og have lyst til at passe på sin stamme, samt at kunne vifte med Dannebrog uden at blev sat i bås med diverse politiske holdninger, så flød medierne over med politisk fnidder og anklager om dit og dat, hvis ene formål var at trække fronter op. Så varede den borgfred ikke længere. Men det fandt jeg, Ulf Pilgaard (bliver den mand aldrig gammel at se på?) til trods, lidt for deprimerende at dykke ned i.

“Lærte vi noget”, som nummeret rigtigt hedder i en lidt uskarp udgave.

Jeg tænkte også længe over, om jeg måske skulle fortælle lidt historier om hvordan det er at være i ansat i det offentlige, og læse om, hvordan vi bare er sendt hjem med løn og lave ingenting, mens jeg har været på fuld skrue inkl. alle forårs helligdagene, da vores myndigheder tilsyneladende synes, alle lempelser skal præsenteres op til helligdage, og dermed sætte sådan nogen som mig i arbejde.

Men det gad jeg egentlig heller ikke, for jeg vil faktisk gerne bidrage, og jeg er sikker på, at en anden gang, er det alle mine bekendte i det private, som pt. er sendt hjem -også med løn, men uden at måtte røre en finger- der trækker et større læs, og så går det vel lige o.p. -op!

Til gengæld, så var jeg meget, meget tæt på at komme med en længere svada om alle de, som råber op om, hvor vigtigt lige præcis deres behov er, og hvorfor det netop er dem, der skal have større hjælpepakker eller ekstra hjælp eller opmærksomhed eller…. Det er jo ikke lutter lagkage(hus) det hele, vel?

Sjovt nok, så er de eneste, jeg stort set ikke har hørt pive, luftfartsselskaberne, og guderne skal ellers vide, at de er – bogstaveligt talt – grounded. Jeg har til gengæld set SAS stewardesser danse rundt og synge om hvor meget de savner os kunder, og ja, på mig virker det altså bedre end ønsket om “send flere skatteyderbetalte hjælpepakker annoncer” i dagbladene.  Men her er der efterhånden også gået så meget kage i den, at ingen længere kan skelne sandt fra falsk, og når først Anne Sophia Hermansen hiver i land og undskylder sine opslag, så er det nok heller ikke den kagekamp, man skal kaste sig ind i.

“Det er ikke let at være nogen!” Foto: Politikens arkiv

Du kan altid falde tilbage på alderen, Berit. Din blog hedder 50something, der må være noget, der pirker lidt i disse Corona tider. Hmmmm…. tjah…. jeg har fundet ud af at jeg har en rynket dobbelthage, og at jeg absolut ikke ser ud i virtuel tilstand, som jeg selv troede, jeg ser ud i virkelig tilstand. Det er der sg. heller ikke meget fest over. Og os i denne alder, vi forstår nu meget bedre, hvorfor en tidligere ret kendt udenrigsminister engang snerrede til en fotograf “Jeg vil kraftede….. ikke fotograferes nedenfra” .

Men en positiv ting kan jeg fortælle jer om, for jeg har fået en ny interesse. Naturen  -det billige skidt! I flere uger var dagens højdepunkt, når jeg gik en lang tur med min hund gennem skoven. Altså, når vi fratager de gange, jeg gjorde en god gerning og støttede det lokale handelsliv ved at købe ny kjole.

Ærligt, jeg er fra stenbroen og det med fugle, fisk og planter har bare ikke liiige været der, hvor min interesse var. Så hellere en pop koncert. Men her under det forsvunde forår, er der gået sport i at tælle museunger. Ja, I læste rigtigt. Det er i år et meget stort museår. Nils har forklaret mig dit og dat om vejr, nogle træer, der beskytter sig selv og meget musemad året efter, men så langt er jeg imidlertid ikke nået, at det hænger fast. Men jeg er nået til at kigge på og tælle de små sødeste skovmus.

Det var sjovest, da de var helt små. Da havde de ikke lært at passe rigtigt på endnu, og sad bare i deres huller og kiggede på mig og Cooper med store Disney øjne, og jeg har seriøst mødt både Tim og Bum. Nu er de blevet mere forsigtige, og jeg kan efterhånden kun høre dem pusle. De er altså også godt camoufleret og glider i et med skovbundens blade, men det er en dårlig hundetur, hvis jeg ikke har set mindst en lille skovmus.

I går stod Hr. og Fru rådyr så i vores have. Jeg ved godt, at andre er trætte af at de kommer og spiser deres blomster, men hos os er det en gang om året, og det kan vi vel godt lægge rododendron til. De var her nu ikke så længe, før de sprang igennem hækken ind til naboen. Hans have er også lidt mere velfriseret end vores, så det kan være, bladene smager bedre der.

Men det har været lærerigt og faktisk også ret livsbekræftende. Og måske har jeg bare været heldig. Måske er vi flinkere i Helsingør. Eller måske er jeg ved at blive så farvet af de mange negative opslag og for meget skærmtid, at jeg overraskes, men alle jeg møder, når jeg går tur, smiler og nikker, og så jeg smiler og nikker pænt igen. Det er ret rart.

Der er håb! -Og syrenerne blomstrer.

Fakta om mus - Sønderjysk Skadedyrsbekæmpelse

 

Udgivet den

55 årig debutant

I denne weekend er der Bogforum i Bella Center. I gamle dage (!) da det var i Forum, var jeg der altid, men efter det er flyttet til Bella, synes jeg, det har tabt lidt af hyggen og charmen. Bøger og hygge hænger på en eller anden måde sammen. På den anden side, når nu så mange mennesker gerne vil komme, kan de jo heller ikke stå som sild i en tønde overalt.

Men kom ikke her, og sig at bogen er død. Faktisk har lokale boghandlere fået en renæssance i USA, hvor den ene efter den anden åbner. Fra 2009 – 2015 er antallet vokset med 35%. Ikke gammeldags boghandlere, men hygge boghandlere, hvor man også får kaffe og en sludder (ord igen) om dette og hint, og på et af mine egne lokale badehoteller – man har flere, når man bor, hvor jeg bor – var der i sidste uge litteratur salon.

Med andre ord, bøger og ordet lever, og hurra for det!

Men også hurra for Anita Furu. Anita Furu blev i går tildelt Bogforums debutant pris for sin bog “Mit halve liv”. Anita er 56 år, og hun var 55, da bogen udkom. Til daglig er hun taleskriver i statsministeriet, hun er lige blevet farmor, og hun har brugt fire år på at skrive bogen, som hun skrev om morgenen, i ferier og i weekender. Jeg er allerede vild med hende, uden overhovedet at have læst bogen.

I sin takketale undrede hun sig over, at den anden debutantpris, der uddeles i Danmark udelukkende uddeles til personer under 50 år. Det gør jeg også! Hvad er det for noget fis? Man er vel debutant, ligegyldig, hvilken alder, man har. 

I Frankie og Grace er der en scene, hvor de forsøger at rejse kapital til deres opfindelse – en vibrator, der er fabrikeret, så kvinder med gigt/ældre håndled kan bruge den – og det er ikke let. Ikke på grund af produktet, men fordi de er så gamle, at banken tror, de vil dø, inden banken får sine penge igen.

Disse to driftige, ældre kvinder giver imidlertid ikke op, men går til en “incubator” for at skaffe finansiering. Det bliver til en helt vidunderlig scene, hvor den unge mand med pengene kigger desorientret op mellem bippende dimser og bordfordboldsspil og siger – “Jamen, her skaber vi ikke nye ting, her disrupter vi det eksisterende.”

Det er med andre ord ikke let, for de aldrende kvinder at få rejst kapital. Om de så kan få rejst noget andet, er en helt anden episode.

Derfor er det så skønt, at Anita Furu fik et forlag til at udgive sin bog, og at hun får debutantprisen. Den pris, man altså ikke skal være under 50 for at få. Det viser, at det handler ikke om alder, det handler om produkt, indhold og talent. “Late bloomers” kalder Malcolm Gladwell personer, der først i en sen alder virkelig kommer ud over rampen.

Stort tillykke Anita – du er en inspiration for os andre, og mon ikke, jeg kommer til at læse bogen på et tidspunkt.

 

Udgivet den

Kom ud af ekkokammeret!

Forleden var jeg til et arrangement i Kirken i Ørestad. Det er ikke der, jeg kommer mest, faktisk var det første gang nogensinde, men min veninde er præst i den spritnye kirke, og hun står bag flere forskellige kulturelle arrangementer. Derfor kom jeg udenfor kommunegrænsen og det mentale ekkokammer. Anledningen var ”Samtale om tro”, og gæsten, præsten skulle samtale med, var Morten Ankerdal, der jo i den grad må siges at være kommet ud af tv-ekkokammeret.

Det blev en på alle måder berigende aften. Morten Ankerdal viste sig at være om end endnu mere sympatisk, end han fremstår på skærmen, og også at være et meget reflekterende, begavet og ordentligt menneske, så da vi kørte hjem, talte vi om, hvor glade vi var for at vi havde taget os sammen, lagt fjernbetjeningen og smartphonen og kørt helt til Ørestaden for et par timers arrangement.

Vi var blevet præsenteret for nye og anderledes vinkler, end dem vi støder på til daglig og dermed vinkler, der gav stof til eftertanke. Morten Ankerdal gjorde meget ud af at tale om at tage stilling, om at gøre det rigtige og have fokus på næstekærlighed. Et ord, der bliver brugt alt for lidt for tiden.

Der er selvfølgelig masser af andre muligheder for at blive klogere, sagen er bare, at vi til hverdag for det meste bliver bekræftet i det, vi forvejen mener og sædvanligvis omgås mennesker, der ligner os selv. Noget er vi selv ansvarlige for, andet skyldes algoritmer udenfor vores rækkevidde, der sørger for at vi kun bliver præsenteret for synspunkter, reklamer og andet, der passer perfekt til vores profil.

Får man kun sine nyheder fra Facebook eller andre lignende SoMe platforme, er det sjældent, at man præsenteres for andre synspunkter, end dem, der ligner ens egne. Dels fordi ens venner som regel mener nogenlunde det samme som en selv, men også fordi der pga. algoritmerne ikke vil dukke artikler eller andet op i ens feed, som divergerer radikalt med det, man ellers har liket eller kommenteret.

Vi vælger også tv-programmer efter interesser og selvfølgelig ser vi det, som vi finder glæde i, men med streamingtjenesterne og de mange målrettede interessekanaler kommer vi sjældnere og sjældnere til at se noget, som vi egentlig ikke havde planlagt, og dermed få en ny og overraskende oplevelse.

Vi er vanemennesker -alle sammen. Hvor mange af jer sidder på den samme plads ved middagsbordet hver aften? Hvor mange af jer tager den samme vej til arbejde hver dag, også selvom I kan vælge mellem forskellige gader og være fremme på samme tidspunkt? Jeg gør i hvert fald.

Hvad jeg prøver at komme frem til er, at vi har godt af at komme i andre miljøer også mentale. Vi har godt af at læse, se og høre synspunkter, som vi er uenige i, for det er kun i gnidningerne, vi udvikler os og får forståelse af, hvordan verden ser ud på den anden side. Måske får vi ligefrem lyst til at engagere os og være medvirkende til at ændre verden i en bedre retning.

Det er ikke ensbetydende med, at vi skal flytte til et andet kvarter, lege stoledans ved middagsbordet, eller begynder at læse en avis, vi ikke kan holde ud, men eftersom vi ikke længere automatisk i samme grad bliver præsenteret for forskelligheder, skal vi selv gøre os mere umage med at komme ud af ekkokammeret og opsøge nogle ting, der ligger langt fra vores komfortzone.

Jeg er ret sikker på, at Allan Simonsen for år tilbage ville have forsvoret, at han også skulle blive kendt på standarddanse, og det kan godt være, at det er besværligt og måske ligefrem grænseoverskridende, at lytte til en opera, når nu man elsker rap – men prøv det! Gå ud og se en fodboldkamp, hvis du aldrig har været på et stadion, og begynd at følge en på Facebook, som du ved, du er helt uenig med. Verden er stor og mangfoldig, og venter kun på at blive indtaget af en, der kommer ud af ekkokammeret.

Bonusinfo: Hvis du selv vil opleve en tankevækkende samtale i Kirken i Ørestad og tapas til kr. 50.-, så kommer Bodil Jørgensen eksempelvis forbi den 06. december, og jeg har hørt en lille engel synge om, at forårets gæster også bliver ret interessante. Tjek selv her:
https://www.hanstausenskirke.dk/page/10047/3-i-1-gudstjenester

Udgivet den

Folke- eller netværksmøde?

Demokratistenen

I går kom jeg hjem fra dette års Folkemøde. Det er anden gang jeg deltager, og første gang, hvor jeg selv var del af en debat, men hvor jeg efter første gang var nærmest helt høj over denne demokratiets fest, sidder jeg denne gang tilbage med lidt blandede følelser.

Timme Bisgaard Munk har allerede været ude og omdøbe Folkemødet til DJØFstortion, og ærlig talt, jeg er bange for, at han har ret. Der er mere fætter/ kusinefest for kommunikationsbranchen m.fl., end der er folkefest over Allinge.

Men lad os starte i den positive afdeling. Jeg bliver stadig rørt over og stolt af at leve i et land, hvor vores politikere kan gå rundt blandt folket (og der er trods alt nogen) i shorts og t-shirt, og være åbne for at man stopper dem og giver sin mening til kende. Gerne efterfulgt af en kort diskussion. Jeg bliver også rørt og glad, når jeg står i en skøn blanding af hvem-som-helst og synger med, så godt jeg kan, på diverse højskolesangbogs sange. Det er stort, bevægende og helt igennem en positiv oplevelse. Folkemødet er en fantastisk ide!

Ikke alle politikere kan imidlertid gå sådan rundt. Stakkels Khader eksempelvis lever med PET og politibeskyttelse døgnet rundt, for det har sin pris, at tale mørkemænd imod, også i Danmark. Det er mig stadig en gåde, at hele nationen ikke står bag ham og andre, som må betale så høj en pris for deres meningers mod, og det er mig i den forbindelse fuldstændig ligegyldigt hvilken side af spektret, det kommer fra. Alle skal have ret til at sige, hvad de mener uden at frygte for deres liv, og vi burde som borgere støtte op 100% om alle, der er truet på baggrund af det. Skam over jer, der ikke gør!

Grundtvig kan heldigvis gå frit rundt og diskutere med folk.

Nå, tilbage til det positive. I i år blev Folkemødet for min del beriget ved at jeg havde mine to teenage sønner med, og hvis jeg nu ikke fokuserer på rod og natteroderi, men udelukkende på det positive, så var det altså fantastisk at opleve Folkemødet gennem teenageres øjne.

Højdepunktet var en debat med Morten Albæk, Søren Pind og Stefan Hermann om dannelse. Da de kom på scenen, spurgte den yngste, hvem ham Dario’en var (Albæk var i topform med opknappet skjorte og slikhår), og da jeg så svarede, at det var filosoffen, kunne jeg næste høre, hvordan hans fordomme om, hvordan en filosof ser ud, falde til jorden. Det var sjovt, og det var vidunderligt at opleve to digitale teenagere stå helt stille i næsten en time og lytte til det talte ord fra de tre førnævnte og grine sammen med mig, da de tog mikrofonen (og dermed magten) fra ordstyreren og overtog hele showet.
Det var hele turen værd.

Dario & co

Vi havde også en skøn oplevelse med et “lykkehjul” hos foreningen for psykisk syge, hvor en sød dame med jordbærhue bød på pebermyntepastiller og samtale, og drengene har selv fortalt, hvor stort indtryk det gjorde på dem, at være forbi hos Forsvaret, hvor veteraner i rullestol spillede volleyball mod politikere og vandt. Der er mange små højdepunkter.

Men der er altså mere netværksmøde end folkemøde over det hele, og kors hvor jeg dog savner Mads Holger, der ellers plejede at være fast inventar og bagefter spidde det hele med sine sylespidse kommentarer. Dem har både vi og djøf’erne brug for, også selvom en del havde valgt at blive væk i år. Ikke i stilhed selvfølgelig. Et fravær skulle naturligvis uploades på SoMe, så der i det mindste var lidt street credit som “first mover” over ikke at være til stede.

Der var dog stadig rigeligt af mennesker, hvilket også har fået de driftige Bornholmere til at sætte priserne i vejret. Meget i vejret! Jeg var så heldig at få fingre i en lejlighed bare 30 min. gang fra Allinge. Tro mig, det er et fund med 26 kvm. så tæt på. Det måtte vi (min arbejdsplads) så også betale den nette sum af 7.500,- kr. for, hvilket giver en nats pris på 1.875.-, men så havde vi også de 26 kvm. hele ugen. Tro mig, det var et fund, skrevet helt uden sarkasme, men det er vel næppe en pris, folket kan betale.

Nåh jah, så kan man jo også ligeså godt nyde det.

Helt galt går det til aftenarrangementerne fredag aften, der har udviklet sig til noget, der ligner nattelivet i storbyerne inkl. dørmænd. Her gælder det om at have invitation til de rigtige steder. Et kommunikationsbureau, et forlag og en politisk parti fører. Det politiske parti har reelt både “landgangsmand” og armbånd a la festival’er, mens man trods alt stadig kan snige sig ind hos kommunikationsbureauerne, der selvfølgelig har eksklusive arrangementer med måske kommende statsministre og andre kendte.

Jeg var inde (fed følelse) – jeg havde invitation til et af arrangementerne, og mine sønner var tilstrækkeligt fremme i skoende til at de fik tiltusket sig et armbånd og en masse gratis cocktails, men folkeligt – ikke det, der ligner.

Hvad skal jeg så mene om det? Jeg aner det ikke.

Jeg er stadig helt vild med Folkemøde konceptet. Det er genialt, og jeg har en fest, selvom jeg går så meget, at jeg nu ligger med ondt alle steder (I’m too old for that shit!), men når det så er sagt, så trænger Folkemødet altså til at kigge indad. Det skal ikke bare være en undskyldning for at alle, der er noget med ord, kan holde Danmarks største netværksmøde over tre dage.

Ses vi næste år?

Min egen debat, og min “hjertesag” – de kreative erhverv kan skabe vækst, hvis de samarbejder. Her symboliseret ved kommercielle, kommunale og kunstneriske interesser.

 

Udgivet den

Jeg kan godt lide ord!

Spread the Word!

Jeg har fået min første bestyrelsespost. I wordsdenmark.dk, og det er der nærmest en højere mening med, for jeg kan rasende godt lide ord. Det har jeg nu altid kunne og folk, der har kendt mig længe, vil sikkert hævde, at det var derfor, jeg snakkede så meget før i tiden.  Det skal jeg lade være usagt, men faktum er, at jeg altid har holdt meget af både at læse ord, sige ord og ikke mindst at høre ord.

Det kom jeg til at tænke over her i weekenden, hvor jeg var til Words Festival i Helsingør. Her bliver ordet levende i bogstavelig forstand. Levendegjort af fortællere fra hele Europa – flest danske, som fortæller historier om hvad som helst fra taxature (kan være rigtig spændende, når taxachaufføren er fra Israel og kunderne fra Palæstina) over kærlighed til erotisk thriller og gysere i den til dagen udnævnt “Horror Kælder”. Iøvrigt kælderen under mit kontor (!).

Men mens jeg sad der tryllebundet og lyttede, slog det mig, hvor meget jeg altid har holdt af ord. Især de der ord, der ligger rigtig godt i munden, eller er lidt sjove. Som eksempelvis Feargal Sharkey – 80’er popsanger med et stort hit! Prøv lige at sige det igen – Feargal Sharkey. Man ser nærmest Jaws for sig, selvom popsangeren sikkert var og er en meget sympatisk mand.

En af mine ungdomsveninder og jeg havde en svaghed for svenske ord, og vi vil hårdnakket hævde, at det var os, der fik alle i Danmark til at benytte ordet “kendis”, for vi startede. Siger det bare! Under en sommerferie i Italien havde vi ovenikøbet en lille konkurrence kørende om hvilket svensk ord, vi bedst kunne lide. “Alkis” var jo nærliggende, og “juridik” er også et godt ord, men vi endte med henholdsvis “puss” og “nunnor”, som selvfølgelig blev til “pussande nunnor”. Som om!

Så er der de ord, der ikke rigtig benyttes længere, men som man godt kan savne en gang i mellem. Kålhøgen. Fantastisk ord, der slet ikke betyder det, man umiddelbart tror, og afgjort et ord, vi burde benytte noget oftere. Jeg kan sagtens komme i tanke om et par stykker, som jeg uden at skamme mig, vil kalde for kålhøgne.

En døgenigt er det altså også lidt synd, er forsvundet helt ud af dagligdags sprog. Der er noget Kaptajn Haddock sprog over det ord. “Dit fladpandende, brolagte, grødfyldte penalhus” skældte Haddock engang Bjævermose ud for at være, og det mest syrede er, at jeg kan huske hele smøren ordret endnu.

Men jeg læste også meget som barn, både tegneserier og bøger, og det er sikkert derfor, jeg blev nærsynet, og fik briller allerede som 10-årig. Det var ikke så cool dengang. Det var det egentlig heller ikke, at holde til på biblioteker, men det var nu engang der, jeg fandt helle i nogle perioder, og ord dufter også godt. Der er en helt særlig duft på biblioteker af nye og gamle bøger, der kalder, for at dele deres hemmeligheder med en.

Men tegneserierne, de var cool og sproget farverigt. Bare tænk på hele Andeby universet med “Langbortistan” og “Lille Hjælper”, og hvad var verden uden Fætter Guf? Nogle gang er jeg helt ked af, at børn ikke læser Anders And mere. Heldigvis har de unge opfundet Poetry Slam, og selvom jeg ikke kan holde rap ud (det må man godt sige, når man er 50something), kan jeg høre, at mine sønner finder samme glæde i rappernes ordstrøm, som jeg altid har gjort i Billy Joels tekster (de tidlige….), så helt skidt står det vel ikke til.

Men vi læser generelt for lidt poesi, for her kommer ord rigtig til sin ret

“So your mouth tastes like sunshine”          – The Rumour Said Fire.

Eller Strunge: “Ned med himlen, op med drømmen”. Alt i en sætning. Og alle os, der har set “Fire bryllupper og en Begravelse” kender vores Auden, uden at vide det. “Stop all the clocks”, også kendt som “Funeral Blues”. En titel, der i sig selv giver inspiration til nogle flere ord, men det må blive en anden gang.

Den ultimative opfinder af ord og udtryk, må imidlertid være Shakespeare. De fleste er bare slet ikke klar over, hvor meget han har beriget vores sprog med. For bare at nævne nogle få “et hjerte af guld”, “forsvinde ud i den blå luft”, “Ikke have lukket et øje” eller noget så banalt som “catch a cold”. Tag en tur på Google, hvis I vil se flere, og “det er ikke af samme stof, som drømme”.

En af mine store helte har altid været Dan Turrell, og han kunne i den grad noget med ord. Faktisk holdt jeg mest af at lytte til ham, men jeg må også indrømme, at en af de bedste julegaver, jeg nogensinde har fået, var da min mor havde fået ham til at signere en af sine bøger til mig. Den står stadig på hæderspladsen, og har faktisk været med til at starte en trend i vores familie, hvor vi samler på signerede bøger. Hergé kommer ind på en klar 2. plads.

To af de signerede

På mit spejl sidder et klistermærke, hvor der står “Thoughts become things. Think good ones”, men der kunne også stå: “Tanker bliver til ord, ord bliver til handlinger”. Vi skal nemlig også passe på med vores ord. De slår hårdere, end man regner med. Det er ikke uden grund, at man altid har hævdet, at pennen er stærkere end sværdet, og især i disse SoMe tider, skal vi holde øje med ordene.

Men generelt, skal vi bare elske ord, og vi skal bruge dem flittigt og gerne finde gamle ord frem og give dem nyt liv. Ord er berigende, fordi de lukker vores verden op, får os til at le og tænke. Og det er ikke så ringe endda!