Det er et stykke tid siden, der har været aktivitet her på bloggen. Nu kunne jeg jo synge som Kurt Thorsen, at her har I mig tilbage, men det ville næsten være for meget, og hvem kan i øvrigt huske K.T.?
Men jeg er tilbage. Faktisk har jeg aldrig været helt væk, jeg har bare grublet lidt over, hvad der nu skulle ske med bloggen, efter jeg gik hen og fyldte 60. Er man så stadig 50something, eller skal det hele ændres, og har jeg stadig nok på hjerte til ikke bare at drysse vilkårlige bogstaver på en hvid site? I en lang periode følte jeg mig reelt tom i forhold til at skrive noget fornuftigt. Har vi ikke hørt eller læst det hele før?
Samtidig gik jeg hen og fik nyt job. Ja! Det kan lade sig gøre efter man er fyldt 60, og ikke alene var jobbet nyt, det var også en ny branche med et helt nyt vokabularium, kultur og it-systemer, så de sidste tre måneder har min hjerne kørt på overload, og kun haft plads til lette (!) tv-serier og til at være bare lidt til stede hos mine nærmeste.
Men nu… efter jeg har lært tre nye it-systemer, ca. 100 nye mennesker, og en helt ny kultur at kende, er jeg ved at komme lidt op til overfladen igen. -Og så savner jeg jo jer! Alle mine trofaste bloglæsere. Det var sjovere sammen med jer!
Derfor har jeg besluttet, at bloggen fortsætter, og den fortsætter også under titlen 50something, for i princippet er jeg jo bare blevet 50something+.
Men det er spøjst. Der burde ikke være den store forskel på, om man er 59 eller 60. Men det var der altså for mig. Især fordi jeg også var jobsøgende på det tidspunkt (efter eget valg), og der skal jeg da ellers lige love for, at der er forskel på hvilket tal, der står først.
Det hjalp, da loven blev ændret, så man ikke skulle taste sin alder ind allerede før man overhovedet nåede til sin ansøgning og sit cv -så begyndte jeg da at komme til samtaler, men det var en mærkelig oplevelse. I mit hoved er jeg jo stadig 40something, men sådan ser arbejdsmarkedet ikke rigtig på tingene.
Nå, det lykkedes altså, og i denne uge fik jeg en ny kollega, der er 61 år (ha!), så jeg er ikke den eneste, der kan skifte job i den alder. Fik I den? I må ikke give op, hvis I vil noget nyt. Det kan lykkes.
Men tid og alder er noget sjovt noget, og især indenfor referencerammer ændrer tingene sig. Jeg er nu nået den alder, hvor mine referencer nogle gange hænger i luften. Eksempelvis ved mine nærmeste (unge) kolleger ikke, hvad jeg taler om, når jeg citerer Groucho Marx. De ved simpelthen ikke, hvem han var, og endnu mindre, hvad han har sagt om at være medlem af en klub. Jeg har nu aldrig selv været den store Marx Brothers fan, så jeg begræder ikke, at de er røget ud i popkulturens glemsel, jeg noterer mig bare, at vores referencer er meget forskellige og fra hver sin tidsperiode.
Det er som sådan ikke det store problem, når det kommer til Groucho Marx citater, men vi mister noget, efterhånden som vi bliver mere og mere fragmenteret i forhold til vores kulturvaner. Fællesskabsfølelsen over en oplevelse eller noget vi kan være indforstået sammen over forsvinder. Nudge, nudge – say no more…. say no more!
For nylig læste jeg en artikel om, hvor lidt journalister havde interesseret sig for Jon Stephensen før han blev politiker -læs menneske med magt, og hvor meget de burde have kigget i hans og andre kulturpersonligheders retning før, for det er i virkeligheden der, den reelle magt ligger. Altså i vores kultur.
Jeg kan ikke være mere enig, og vil i øvrigt tilføje, at enhver, der bare har fulgt en lille smule med, ville vide, at J.S. nok ikke var den mest værdige person til at sidde på et af vores fineste embeder.
Men vi tager ikke den kulturelle påvirkning alvorligt nok. Ofte opdager vi først, når det er for sent, at vi har mistet noget, eller at vores samfund er drejet i en retning, som ikke er det, som vi ønsker, og her er det ikke nok, at sætte sit kryds engang hvert fjerde år. Magten ligger et helt andet sted. I den kulturelle påvirkning, som vi støder på alle vide vegne.
Og nej, jeg kan ikke hidse mig op over en drag queen på et børnebibliotek, men jeg er dybt bekymret over Normstormerne, og den polarisering, som hele woke kulturen bringer med sig. Det hele bliver sort / hvidt. Er du ikke med os, er du imod os, og vi har magten til at få dig væk. Nuancerne og vores fælles reference/udgangspunkt forsvinder, og det skræmmer mig.
Men nu er jeg jo også ved at tilhøre den kategori, der synes verden er af lave, at radioværterne er dumme at høre på (det er de altså også… de fleste af dem), at politibetjentene og folketingspolitikerne bliver yngre og yngre, og så går alt vel bare, som det plejer.
Men jeg er altså ikke blevet for gammel til at blogge, og mon ikke jeg igen kan finde noget at gå op i og skrive om.
Til sidst får I lige Helen Mirren og Rod Stewart. De er begge blevet 78 år, men f… de er stadig cool, og det er vi 50something+ også!
Tillykke med det nye job og ikke mindst branche. Fedt at læse at det stadig kan lade sig gøre
Dejligt at du stadig har mod på at blogge og blev endelig ved. Jeg har selv tænkt at det jeg skriver jo bare er hverdag og hvor vi ikke alle læst det samme så mange gange. Men nej, det er jo også for ens egen skyld og ja, vi hygger os alle med at følge dem vi gør, og dem “kender vi jo” 🙂
Kære Berit.. Jeg har også skiftet branche, og en stor del – faktisk 70% tror jeg – er unge på 20-25 år, med stor udskiftning… Jeg har været ansat i knap 2 år, og er en af de gamle, men ikke i alder (jo, også dér), men ansættelsesmæssigt… Jeg har kun én udfordring i forhold til det: Jeg forstår f….. ikke, hvad de unge siger…. Det er så også en kilde til underholdning, og jeg er vild med mit job, så who cares?
Held og lykke med alt det nye.
Kram Lizette
Hvor er det dejligt, at du også har fået nyt, og er vild med det. Og ja, jeg ved, hvad du mener med ikke at forstå, hvad de siger. Nogle gange må jeg også lige spørge drengene, hvad de egentlig mener HAHA
Dejligt du er tilbage og velkommen i 60+ klubben (har allerede været medlem i 8 år).
Kh H
TAK ❤️