Søndagssysler

Det er søndag og for første gang i, jeg ved ikke hvor længe, er hele familien på matriklen samtidig og hygger. Vi nusser, rydder op og smider ud og ordner ting – ok, den yngste, der får huen på tirsdag, og som allerede har taget hul på festerne, gør ikke helt så meget, men hans tilstand taget i betragtning, så tæller det at se Premier League for første gang i lang tid, vel også.

Men altså, vi andre går og nusser og ordner ting, og undres over, hvorfor man skal have en phd for at forstå en Naturgas regning. En regning, hvor selve naturgassen iøvrigt udgør næsten den mindste post. Mindre er trods alt naturgasabonnement (!) og distributionsaftale. Ja, ja – der skal jo være råd til bestyrelses honorarerne, og abonnement lyder også bedre end gebyr.

Men det er rart, at gå rundt og nusse. Det får mig til at tænke på Poul Krebs’ nummer “Små Sensationer”, for Gud, hvor vi trænger til nogle små sensationer for tiden. Sensationer i form af sejltur til Bornholm, håndskrevne breve eller som i andre referencer fra hans tekst.

I morges læste jeg for første gang udtrykket “Corona kvalme”, og det var ikke som et symptom. Det var ment som, at nu har vi hørt så meget om, og læst så meget om Corona, at vi har nået kvalmegrænsen og ikke kan mere. Altså endnu et udtryk i en lang række, der har c-ordet hæftet på sig.

Tænk, hvis det bare kunne være sådan. Som når man skifter kanal fordi musikken er kedelig. Puf – nu får jeg kvalme af at høre om denne åndsvage sygdom, så nu zapper jeg væk, og så er den også væk. Det er næsten helt Trumpsk, der nu har fundet på at teste færre, fordi det giver et dårligt billede at USA, med så mange smittede. Er der ikke et venligt menneske, som han vil lytte til (det er straks sværere), der kan fortælle præsidenten, at der er ganske mange ting, som pt. giver et meget dårligere billede af USA, end hvor mange stakkels smittede mennesker, de har.

Nå, men tilbage til matriklen, hvor der blev stoppet huller, syet og repareret og hvor det eneste, vi nærmest manglede var radioen, der spillede Mormors Kolonihavehus. Ikke, at jeg savner Giro 700413, men jeg kan indimellem savne min barndoms rolige søndage, hvor det var tilladt helt at komme hviledagen ihu – måske ligefrem tage en tur i hængekøjen. Med eller uden partner.

Forrige år flød mit Facebook feed over med mænd, der var blevet nyforelskede i deres hustruer under sommerferien. Der var ingen grænser for, hvor skønne de forskellige kvinder pludselig var blevet, og uden at kunne kigge i krystalkugler, tør jeg godt gætte på, at det havde noget med den der hængekøje at gøre. Med partner altså. Det hænger så igen sammen med at have og give sig selv tid. Tid til at hygge og nusse og mærke hinanden igen. Små sensationer.

Lige nu ligger Cooper ved siden af mig på et tæppe på gulvet. Den yngste stener til Chelsea, den ældste (i et andet rum selvfølgelig) til Liverpool kamp, Nils skriver på sin bog… .og jeg – ja, jeg er nærmest lykkelig.

De små glæder i livet!

Ps – jeg er også stadig lige så vild med Tomas Ledin, som jeg var første gang, jeg så ham til Grand Prix i 1980, og ja, jeg har singlen et eller andet sted på loftet.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.