Spørg ikke (gerne) om arret!

Finn fem fejl – og et ar!

Mikkel, vores yngste, var en tur på skadestuen, (eller akutafdelingen, som det hedder i dag) i den forgangne uge. Han havde løbet i idræt (tidligere kendt som gymnastiktimen) og undervejs banket albuen ind i en mur. Heldigvis var der ikke sket noget med selve albuen, men han have fået et forholdvis stort hul i armen, og blev syet med 6 sting.

“Nu får du sikkert et pænt ar” sagde jeg, hvilket han rent faktisk var ret begejstret over. Man er vel 17 år. Da chokket og smerten havde lagt sig, var han også cool nok til at spørge sygeplejersken, om han ikke lige kunne tage et før og efter billede, som han kunne vise gutterne. Dem sendte han også til sin mor – dog efter først at have spurgt, om jeg kunne tåle det, og derfor ved jeg også, at han ikke overdrev. Det var et pænt stort hul.

Det fik mig til først at tænke på scenen i Leathal Weapon, hvor Mel Gibson og Rene Russo konkurrerer på ar, og dernæst på mit eget, som jeg har midt på højre kind.

For at være helt ærlig, så måtte jeg lige en tur ud forbi spejlet for at se på det, for hele mit voksne liv, har jeg aldrig skænket det en tanke, og jeg er ret sikker på, at spurgte jeg nogle af jer, som kender mig, så ville I spørge  “hvilket ar?” Men faktum er altså, at jeg har et stort, ikke særlig pænt ar, på hele højre kind.

Historien er, at da jeg var omkring 2 år gammel fik jeg fingre i min mors store skræddersaks. Den kunne jeg selvfølgelig ikke bære og tabte den, og da jeg bukker mig ned efter den, falder jeg og skærer min kind op.

AV!

Det lyder som en helt usandsynlig historie, men det er ikke desto mindre sandt. For at gøre det endnu værre, skete det i vores sommerhus uden telefon, så min mor måtte pakke den lille, blødende pige ind og løbe ind til naboen for at få ringet efter en ambulance. Meget dramatisk.

De bildte min mor ind, at ambulancen kun tog hende med, hvis hun sad ude på vejen, så det gjorde hun. Med en skrigende to-årig på skødet, hvor blodet løb fra en opskåret kind. Mit øje gik gudskelov fri.

Jeg husker heldigvis intet, men har siden fået fortalt, at jeg hele tiden skreg  “Jeg vil hjem til min far. Jeg vil hjem og have saltpastiller”. Min far var angiveligt ved at holde op med at ryge, så han spiste saltpastiller. Nogen måtte så få fat i min far og sende ham på hospitalet med saltpastiller. Det lykkedes, og her har jeg et meget svagt minde af at se min far komme ned af en grøn gang. Eller også er det bare blevet til et minde pga. familiefortællingen.

Nå, plastikkirurgi var ikke ligefrem det, man ekselerede i i 1964, så det var ikke det smukkeste arbejde, der blev lavet. En gang, rigtig mange år senere, var der en mand, der i en bar kiggede interesseret på mig, og så sagde: “Sikke noget makværk. Vil du have lavet det om?” Jeg replicerede “Plastik kirurg, I pressume?” Og det var han. Men jeg sagde pænt nej tak, og ærligt, det var heller ikke verdens bedste scorereplik.

Men bortset fra i mine tidlig barndom, hvor min mor til sidst fik lyst til at hænge et skilt om halsen på mig, hvor der stod “Spørg ikke om arret”, så har jeg aldrig rigtig skænket det en tanke, og det tror jeg er vigtigt, og min pointe med alt det her.

En, jeg kender, er født med et kæmpe modermærke i ansigtet. Han deltog forleden i et tv-program sammen med andre med samme modermærker, og de levede alle sammen helt normale liv, og var – om ikke ligeglade – så var det i hvert fald ikke noget, der betød noget i deres dagligdag. Undtagen for en.

Hun var så hæmmet af sit modermærke, at hun helst ikke gik ud. Heller ikke med sin mand eller datter for bare at spise på restaurant. De andre fulgte hende i en uge, og fik hende langsomt til at blive lidt mere modig, og finde fred med sit mærke.

Manden, jeg kender, har jeg faktisk altid set som værende ûber cool, og han har et meget udadvendt arbejde med internationalt islæt. Jeg er ikke så naiv, at jeg ikke tror, der har været tider, eksempelvis som teenager, hvor han gerne havde været foruden, men han har ikke ladet det komme i vejen. Ligesom jeg heller ikke har ladet mit ar komme i vejen.

Vi lever i en tid, hvor vi helst skal være perfekte – på alle planer. Det er ganske enkelt ikke muligt, og hvor ville  vi iøvrigt være r..kedelige, hvis vi alle bare var perfekte efter en fælles standard.

Vi skal lade være med at lade vores uperfektheder påvirke vores liv og fokusere på dem, for hvad man fokuserer på, bliver større, og fylder mere og mere.

Selvfølgelig står det enhver frit for at få fikset noget, som går en på, det er ikke det, jeg mener, men vi skal blive bedre til at forstå, at andre ikke ser det samme, som vi selv gør, og at små uperfektheder en gang imellem næsten kan blive en charme og et karakteristika.

Jeg tvivler nu på, at Mikkels ar på armen går hen og bliver en større charme, men nu har han da det at prale med. Selvom jeg til hver en tid slår ham, når det kommer til ar. – Og du må gerne spørge om det!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.