Advarsel – denne blog vil indeholde subjektive skamrosninger af en by i provinsen.
Forleden så jeg Knud Romer på tv. Det skal man gøre noget oftere, for han er klog. Og underholdende, og det er ikke altid, at de to ting følges ad. Men hos Knud Romer gør de. I hvert fald, når man er tilskuer. Jeg har forstået, at han ikke altid var lige let tidligere, men det er heldigvis ikke mit bord, jeg skal bare se og høre ham, blive underholdt og så få stof til eftertanke.
Men altså… Knud Romer på tv. Han var som sædvanlig ude med riven. Denne gang handlede det -som det iøvrigt har gjort masser af gange før – om provins bashing. Faktisk bashing i det hele taget, for han var godt og grundigt træt af, at så skulle provinsen tales ned, så skulle København tales ned osv. Han ville have, at nu skulle vi til at tale lidt mere om, hvor meget vi har tilfælles i stedet for at blive ved med at splitte os ad.
Jeg kan ikke være mere enig!
Det er der så også andre, der er. Tænk bare på TV2s reklamer om hvad vi har tilfælles og andre tiltag, men grundlæggende trænger vi til at tale os alle sammen lidt mere op, og få en større forståelse for, at vi altså ikke alle sammen er ens, og har lyst til at leve ens, men derfor kan vi godt have en masse til fælles, og man kan også være cool, selvom man ikke lige bor i indre by -indre København altså. Sagt på en anden måde, vi danskere trænger til at få lidt højere til loftet, bare sådan helt generelt.
Det kom jeg så til at tænke på i går, hvor jeg cyklede gennem yndlings byen, Helsingør, og fik en nærmest lykkefølelse over at høre til her.
Jeg var ellers ærke-Københavner. Født og opvokset på Vesterbro, hvor jeg også boede det meste af mit liv. Jeg er så ærke-Københavner, at jeg stadig bliver pikeret, når folk siger, at de er flyttet til København, og det så viser sig, at det er Brønshøj, Vanløse eller andre forstæder, der IKKE på nogen måde er København. Alt vest for Valby Bakke og uden for voldene er Stor København.
Jeg vil også til hver en tid forsvare, at en hovedstad skal være lidt mere fremme på beatet. Her skal være lidt mere fart på, lidt smartere og lidt mere nyskabende og når det nu engang er her, at vores Folketing ligger, så er det altså også her, de store politiske redaktioner m.m. skal være. Der er og skal være forskel på lokale og nationale nyheder.
Men for 20 år siden forelskede jeg mig hovedkulds i Helsingør, og det er en forelskelse, der ikke er blevet mindre med årene. Tværtimod.
En by i provinsen. Nordsjælland. Vandkants Danmark. Udkants Danmark. Der er mange betegnelser alt efter, hvilket humør, man er i, og hver har faktisk sin klang og dermed også en etikette.
Mine sønner bliver indimellem irriterede fordi de bliver rubricerede som overklasse drenge fra Nordsjælland. Jeg bliver irriteret, når jeg ryger i kassen med “i provinsen”, og Nils blev noget forbløffet, da han en gang blev stoppet af to drenge på vej hjem fra stationen, der spurgte ham om han var statsministeren. Han havde jakkesæt på.
Men i takt med, at skiftende regeringer har stort set dræbt alle vores købstæder ved at nedlægge skoler, sygehuse og arbejdspladser og nu nærmest i desperation flytter statslige arbejdspladser ud af København – er der ikke en klog, der kan fortælle mig, hvad sprognævnet skal i Bogense (!) – så bliver jeg mere og mere taknemmelig over, at jeg forelskede mig i en by, der er en by. Ovenikøbet med ægte og autentisk historie.
Nogle københavnske middagsgæster undrede sig på vej hjem over, hvorfor vi dog havde valgt at bo så langt væk. Langt væk fra hvad?
Ikke fra Sverige. Det ligger 6 km. borte, hvilket betyder, at når man bliver træt af “hej-hej gaden” (byens gågade), så kan man billigt og hurtigt tage til et andet land. De er ganske vist lidt mærkelige, men de laver fan….. god yoghurt.
Og her i Helsingør er vi faktisk glade for svenskerne (dem uden bomber), for ikke alene fylder de byen med et andet sprog, de holder også gang i vores butikker, som både er åbne, og også på stikkerne, for kædebutikker duer ikke. Dem har de masser af selv ovre på den anden side af sundet.
Hej-hej gaden er et kapitel for sig, og aldrig havde jeg troet, at jeg skulle blive glad for ikke at kunne gå som anonym, men det er jeg altså. Der er en tryghed og en meget værdifuld nærhed i at kende folk, man møder på gaden, og kunne sige hej til borgmesteren eller et andet byrådsmedlem. Så kan man også altid spørge dem om de har spist svampe, når de har taget en eller anden beslutning, man er helt uenig i.
Så møder man en mor fra fodbold, en far fra skolen og i takt med at årene går, følger man med i “Lidenlund” og borgernes udvikling og ældning. Guuud, hvor er han blevet gammel, tænkte jeg forleden om en tjener på en restaurant, der bare har været her altid. Jeg er selvfølgelig ikke blevet et år ældre.
I samme gågade og sidegader ligger vores lokale ostehandlere, tøjbutikker og slagtere. Her bliver man nemlig ikke udskammet, når man spiser lokalt, og meget mere CO2 venligt kød, end eksempelvis tilrejsende avokadoer på ristet rugbrød. Slagterne har også fulgt med i familien, og utallige er de af byens drenge, der har tjent deres første løn hos en af slagterne. Ved siden af ligger den lokale vinpusher, der lige har fået en god italiener hjem, som han er sikker på, er vores smag.
For enden af gågaden ligger et af Danmarks smukkeste slotte. Her festede Frederik II igennem, og blev berømt over hele Europa for sine overdådige fester. Så berømt, at et skuespil kompagni på tur, tog tilbage til England for at overtale en berømt forfatter til at skrive et action stykke om en dansk prins, så de kunne komme tilbage til alle festerne.
Om sommeren lever Hamlet med familien på slottet og i sensommeren kommer de fra hele landet for at opleve Shakespeare Festival. Faktisk kommer de fra hele verden for at spille med. De kommer også fra hele landet for at kigge på vores marsvin, der hopper og leger i vandet, fordi der er en koloni lige uden for en af Danmarks mest berømte og kosmopolitiske feriesteder.
Os fastliggere, vi ved, at nu er Hornbæk sæsonen startet, når gaderne er fyldt med dyre biler, og så kører vi da selv (i lidt mindre dyre biler) en tur for at sidde på Det Fedtede Hjørne (Hornbæks variant af Street Food marked) og kigge på kendisser, semi-kendisser og wannabes.
Det er der ikke meget provinsboer over skulle jeg ellers hilse at sige. Udover selvfølgelig, at vi ikke betaler en mindre formue for en uge i et sommerhus.
Ja, jeg elsker min by, og jeg er kommet til at holde så meget af livets gang i samme lille område. At vi følges ad. At vi ældes sammen og følger vores børns opvækst sammen. Det er en kvalitet.
Barokt nok, så skal vores lukkede sygehus nu ombygges til fællesskabs boliger, hvor vi kan komme hinanden ved på tværs af generationer. Fremragende ide, men man kunne også bare have bevaret sygehuset, forbedret vores infrastruktur – at køre med tog fra Helsingør til København er mere ustabilt end at flyve ud af landet – og passet på vores øvrige større købsteder, så var vi nok kommet hinanden ved alligevel.
For det er vel dybest inde vores natur. Vi kan lide fællesskaber. Vi kan lide at komme hinanden ved og følge hinandens liv. Bevares, i større eller mindre doser, og helst i selskab med nogen, som ligner os selv. Sorry, men sådan er det bare.
Og så er vi tilbage til starten, for så forskellige er vi altså heller ikke. Vi er ikke nogle bonderøve i Helsingør (det er dem i Hillerød). Nej, spøg til side. Vi skal tale vores forskelligheder op, og vi skal give plads og forstå, at fordi man kan lide country musik, kan man også sagtens være et kultiveret og dannet menneske, der går til opera i weekenden. Man har måske bare boet i Nashville på et tidspunkt.
Og fordi man bor en time fra København, er det altså ikke ensbetydende med, at man ikke har fingeren på pulsen, man har bare valgt en anderledes hjemmebane.
Men det finder vi jo først ud af, når vi kommer ud af ekkokammeret og taler sammen og bliver nysgerrige på hinanden.
Længe leve både provinsen, hovedstaden og alt det imellem. Lad os passe på det hele!
