Kunsten at falde

Jeg er faldet. Ikke for en lækker mand eller en skøn kjole. Jeg er slet og ret faldet, og ikke bare en, men hele to gange indenfor den sidste måned. Ikke alene har jeg ondt alle vide vegne, jeg er også bare nødt til at erkende:

Der er ingen værdig og elegant måde at falde på, når man er 50something og “curvy”!

Første gang var under vores sommerferie på Bornholm. Veninden og jeg var taget på udflugt til sydøen og på vej over en gade viste det sig, at man på Bornholm har gravet render langs kantstenene, så vandet kan løbe væk. Ganske praktisk med veje, der går op og ned, men disse render kan man bare ikke se. Så når man er mig, og ikke lige ved det, træder man ned i dem, vrikker om på højre ankel og tager den nedadgående asfalt med venstre knæ og skinneben. Det gjorde så ondt, at jeg troede, jeg skulle kaste op, og som en af mine venner sagde: “Og så så du Henrik Andersen for dig?” *

Det var faktisk, lige hvad jeg gjorde, men jeg havde heldigvis ikke brækket noget, og dagen efter kunne jeg humpe hjem med alle vores pakkenelliker OG et figentræ over skulderen, mens jeg med ret store bogstaver slog fast overfor Nils, at jeg aldrig mere ville til Bornholm uden bil. Ikke mere “go local with the locals”. Nu er det “go local with wheels”.

Anden gang jeg faldt var i forgårs. Jeg var på en rask morgentur med hunden, da vi møder den sødeste lille – og meget alene- hunhund. Hun var ikke kun alene på springtur, hun var også i løbetid, og Cooper og hende blev øjeblikkeligt forelskede.

Coopers unavngivne sommerforelskelse.

25 min. senere efter en utal af mislykkede forsøg på at få Cooper med hjem, inklusive hans nye veninde på slæb, indså jeg, at der var kun en udvej – at tage den lille dame i armene og bære hende hjem, og dermed have en lystig hanhund i hælene. Jeg kunne jo ikke gå ud blandt biler med hende, for hun var uden snor.

På vej forbi Marienlyst Slot, hvor der kun er sten og grus at gå på, synes Cooper så, at han lige skal trække i snoren. Da jeg er ustabil pga. hund og øm højre ankel vrikker jeg derfor om på venstre ankel og med den lille hund i armene, er der ikke noget at tage fra med. I ren tegneserie stil flyver jeg derfor vandret gennem luften, og tager grus og sten med højre albue og knæ og skinneben. Så er der ligesom også ligevægt i “sommerknæene”.

Der ligger jeg så med to hunde, tårer i øjnene, ondt nu nærmest overalt og ja, så kommer der seks segways kørende. Det er en af de daglige turistture gennem Helsingør.

Det var som taget ud af en Monty Python film. To lystige hunde, der ikke kan lade hinanden være. Mig, der ligger og roder rundt mellem alle stenene og så en gruppe turister med cykelhjelme. Hvis ikke jeg havde haft så ondt af mig selv, og følt mig så uværdig, havde jeg nok grinet, men lige her var det tårerne, der pressede sig på.

Men her er det så, at der alligevel er noget godt at hente i disse personlige skvatte historier. For i begge tilfælde var forbipasserende så søde og hjælpsomme.

På Bornholm stoppede først en ældre herre på sin cykel og tilbød sin hjælp, og den bil, som jeg havde givet plads for på vej over, kørte ind til siden, og den unge mand steg ud og spurgte, om han skulle køre os et sted hen.

Foran Marienlyst stoppede turisterne deres rundtur og guiden tilbød sin hjælp. Absurd nok uden at stige af segway’en, men han fik da ringet til Nils, som så kunne komme og samle os alle op, og de ville ikke køre videre, før de var sikre på, at jeg var ok, og ville blive hentet. Jeg tror aldrig, de forstod det med hundene, men det er også lige meget.

Hunhunden fik vi afleveret til vores dyrlæge, for selvom både Cooper og jeg gerne ville have beholdt hende weekenden over, så var Nils den voksne og sagde nej til hunde-kærligheds-fest, og så var det bal forbi. Hun er heldigvis blevet forenet med sin ejer takket være FB, hvor dyrlægens opslag blev delt over 300 gange. Igen, hjælpsomhed.

Så mens jeg senere på dagen sad lettere chokeret (det bliver man altså i min alder) med benene oppe og havde ondt både her og der, også i min værdighed og af mig selv, så sad jeg også og glædede mig over, at der trods alt er så meget hjælpsomhed derude. Vi er meget bedre end vores rygte.

Og ja, jeg har taget det heeelt roligt i denne weekend og kommer også til at se mig rigtig meget for, hvor jeg går fremadrettet.

Pas på jer selv derude!

Og dette foto har absolut intet med blog indlægget at gøre… jeg stødte bare på det, og synes, det er så skønt. Og så ikke et ord om Viktor Fischer…. *

* Henrik Andersen brækkede benet ret alvorligt under EM92, og Viktor Fischer lod sin sølvmedalje hænge i Parken efter finalekampen. Officielt glemte han den….

3 Replies to “Kunsten at falde”

  1. Åh Berit – jeg elsker din måde at beskrive dine oplevelser på og kan lige se dig for mig liggende dér med liderlige hunde og skrabede knæ imens Segway-rytterne kigger måbende til
    Hyggeligt at møde dig i Irma forøvrigt…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.