Alle 50something kender overskriften, men hvis I er lidt forvirrede, så prøv at sige det højt. Det er helt på linje med “La Pays-Bas, douze points!” Vi er i Melodi Grand Prix land – old school Eurovision, fra dengang hvor der ikke var flere europæiske lande, end at man havde tid til at høre alle points blive råbt op, og selve showet iøvrigt blev afviklet over kun en aften.
Denne blog skal imidlertid ikke handle om Grand Prix, men om Europa og det, der binder os europæere sammen. Og hvor corny det nu engang er, så kunne man dengang jeg var ung og på Interrail altid sige “Royaume-Uni, dix points” når man befandt sig et eller andet sted i Sydeuropa, hvor ingen af os kunne tale sammen, for så kunne vi i det mindste grine sammen. Tværs over Europa var vi alle enige om, at Eurovision Song Contest var til at grine af, men vi så det alligevel, og når vi sådan rejste rundt og besøgte hinanden før det der internet, så fandt vi fælles referencerammer i Eurovison sendingerne, der også inkluderede skihop fra Garmisch-Partenkirchen og Nytårskoncert fra Wien.
I år foreslog jeg mine sønner at tage på Interrail, og EU Headquarter syntes åbenbart også, at Interrail fortjente en revival, for Parlamentet udlovede flere tusind gratis Interrailbilletter til europæiske unge født i år 2000. Det var en god ide, for hvis der er noget, der kan få os til at holde af Europa, så er det at mødes med hinanden.
Det var iøvrigt også hele ideologien bag Spies Rejser. Hvis man rejser ud og møder andre mennesker, så er sandsynligheden for, at man slår dem oven i hovedet mindre, og indtil købet af Tjæreborg, var reglen at der maks. måtte bo X antal procent (har glemt det præcise antal) danskere på Spies hoteller, for ellers blandede man sig ikke med andre nationaliteter. Og ja, det er sandt.
Det er lidt den samme filosofi, som Lennart Lajboschitz nu udlever gennem sine mødesteder Absalon og Hornbækhus. Vi skal møde hinanden – og tro mig, har man været til “80’er musik banko” på netop Hornbækhus (og det har jeg), så er det næsten som at være til et Spies arrangement i de glade dage med action guider, fest og farver. Corny, men i den grad festligt og vi griner og synger sammen, og man skændes altså bare ikke med mennesker, man lige har sunget sammen med, hvorfor morgensang på skoler og arbejdspladser iøvrigt også er en god ide.
Derfor skal vores unge tage på Interrail i Europa, for eurokraterne kan ikke finde ud af at få os til at føle et fællesskab med alle deres forordninger. Det skal komme nedefra. Vi skal mødes, finde vores fælles referencerammer og genopfinde vores fælles fortælling.
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har det meget stramt med eurokraterne i Bruxelles, deres indspisthed, arrogance -også i forhold til skatteborgernes penge- og deres rejsecirkus til Strasbourg. En iøvrigt ualmindelig dejlig by, der helt tydeligt lever godt af eu-borgernes skattekroner.
Men det er ikke det samme, som at jeg ikke ønsker en fællesskabs følelse i Europa. Jeg er faktisk glødende europæer og trods en priviligeret tilværelse rent rejsemæssigt, der bød på mange oversøiske muligheder, så har jeg altid foretrukket at opleve Europa.
I år tog vi en stor bid. På én sommerferie nåede vi Tyskland, Frankrig, Italien og også Schweiz for en kort bemærkning. Noget af tiden alene og noget af tiden med vores teenage sønner og vores venner, der bor rundt omkring forskellige steder i Europa.
Alle steder talte vi med europæere med anden baggrund, opvækst og kultur end vores og alle steder blev jeg mindet om, hvor meget, vi har til fælles. Nu behøver vi ikke Eurovision til fælles reference rammer. Vi ser det samme tv og serier, vi hører det samme musik samtidig (man behøver ikke tage til London længere for at få fat i det nyeste, det kun et klik væk), og vi har stadig mere til fælles, end der skiller os.
Bevares, vi var “kun” i det tidligere Vesteuropa, og det gør selvfølgelig ikke mine betragtninger til validt videnskabeligt sammenlignings grundlag, men alligevel.
Vi talte med en tidligere tech ingeniør i Grenoble om de mange penge i fodbold. og om forargelsen over FIFA, OL og andre organisationer, der føler sig som Ringenes Herrer. Vi var enige.
Vi diskuterede rejsecirkus Bruxelles – Strasbourg med folk i Frankrig og vi undredes sammen med vores venner over hvordan det, at rejse i Italien, er som at være i en tidslomme. Næsten intet har ændret sig de sidste halvtreds år. Heller ikke i post Berlusconi land.
Vi spiste og boede i fire forskellige europæiske lande og nød godt af både den europæiske forskellighed og fællesskab, omend man til sidst godt kan føle, at ens hoved er et babelstårn.
Europa er vores fælles udgangpunkt. Vi har brug for et stærkt, fælles Europa, men vi har også brug for en ny fælles fortælling og nogle nye eurokrater, der tænker mere på vores fællesskab og fremtid end deres egen karriere og bankkonto (i Schweiz…).
Lad os sende vores unge på interrail og stemme nogle ordentlige politikere til Bruxelles og så gå mere op i dem vi har nu og holde dem ansvarlige for deres opførsel. Det fortjener vi allesammen, og det fortjener vores Europa.
L’eroupe – dix points!
