Min verden er blevet større af streamingtjenesterne.

Det lyder måske mærkeligt, men det er ikke desto mindre sandt, og efter en lang, skøn juleferie, hvor jeg primært har plejet min dovenskab, og mit forhold til TV skærmen, må jeg konstatere, at ikke alene har streamingtjenesterne givet os muligheden for at se serier, når man vil, så længe man vil, udbudet af ikke-amerikanske serier er også blevet så meget større.

Nils og jeg har derfor indenfor de seneste par år set franske, tyske og polske krimier. Vi har set spanske thrillers og israelske og australske spionfilm, og vi er, for det ikke skal være løgn, blevet medlem af en FB-gruppe, der hedder “Vi, der elsker Tatort”. For to år siden, anede jeg ikke, hvad Tatort var.

Hvis nu nogen af jer, min trofaste bloglæsere heller ikke ved, hvad Tatort er, så er det en tysk krimiserie, der har kørt siden 1970 og forleden så vi episode 1078. Det interessante ved Tatort er, at det udover at være en klassisk, afsluttet episode krimi, bliver produceret og foregår forskellige steder rundt i Tyskland. En episode finder sted i Køln, en anden i Bremen og så fremdeles. Når man har været hele raden rundt – og der er 20 teams – er man tilbage hos Team Køln igen. Vi er pludselig blevet bekendt med steder i Tyskland, vi ikke anede, var charmerende.

I juleferien faldt vi også over en australsk produceret spion thriller, eller hvad man nu skal kategorisere den som. Den hedder Pine Gap og foregår i og omkring den fælles amerikanske / australske aflytningsbase ved navn Pine Cap, der ligger ved Alice Springs.

Det var første gang, jeg overhovedet hørte om Pine Gap, der eksisterer i virkeligheden.

Pine Gap – det ægte altså.

Den kender I måske, men jeg havde ingen ide om, at australierne og amerikanerne havde en joint venture base, der nærmest får NSA til at ligne nybegyndere. Det mest interessante var imidlertid ikke aflytningerne af kineserne og andre, men konflikterne mellem Australien og USA og nogle af de kommentarer, der faldt i løbet af serien som f.eks.: “Europa er der ingen, der regner med mere, det er jo bare en gammel tante” – frit fra hukommelsen. Og fra en kineser “Åh, amerikanerne har altid så travlt. De vil erobre på kort tid. Vi kinesere tænker langsigtet i forhold til vores erobringer”.

To replikker, som jeg ikke tror, man ville have hørt i en europæisk eller amerikansk standard tv produktion. Iøvrigt hænger australiernes solidaritet med amerikanerne i serien i en tynd tråd, for de er økonomisk mere afhængige af kineserne, og så er vi ligesom igang.

Fauda er en israelsk serie, der primært foregår på Vestbredden og Gaza striben. Det er første gang, at jeg ser autentiske billeder fra de to steder, der ikke udelukkende viser raketnedslag eller oprør, og serien er både spændende og utrolig autentisk. Manden, der har skrevet den og spiller hovedrollen, er selv tidligere undercover agent i Gaza, hans kæreste blev som teenager stukket ihjel af en terrorist, og han har også arbejdet som bodyguard for Arnold Schwarzenegger(!). Man kunne lave en film om hans liv alene – men det er vel også lidt det, man har gjort med Fauda, der nu kører på tredie sæson.

Lige nu er vi fuldstændig opslugt af “Berlin Station”, der mærkeligt nok er amerikansk. Det er et lidt klassisk spion drama, der finder sted i nutidens Berlin, men serien er så lidet flatterende overfor amerikanerne i almindelighed og CIA i særdeleshed, at jeg ikke troede, den var amerikansk. Titelmusikken er David Bowie´s “I’m afraid of Americans” , og der er mange referencer til aflytningen af Die Merkel (ja, det var i Obama tiden), så der bliver ikke lagt fingre imellem.

Derudover, så drikker og ryger de som skorstene, knalder på kryds og tværs af køn og vi har hele Berlins undergrund med som biperson. Måske bliver den slet ikke vist i USA?

Man skal lige over de første par episoder, så bliver den god, og til jer, der måske har set den eller planlægger at gøre det – ja, Hector (Rhys Ifans) var med i Notting Hill.

På den måde er min (sofa)verden blevet meget større, og jeg har en fest med det. Det startede med Knæleren (se den, hvis I ikke allerede har gjort det), og nu er der gået sport i det for os. Hvilket land / lokation skal vi til næste gang?

Det kan godt være, at vi ikke allesammen sidder og ser Hill Street Blues lørdag aften længere, men vi er stadig “careful out there”….. og tips til andre ikke- amerikanske serier modtages gerne, mens I lige kan nyde den originale, gamle Bowie version.

Bonus info:
Bowie skrev sangen sammen med Brian Eno, som han jo som bekendt også arbejdede sammen med, da han boede i Berlin i 1976-1979. Det er der nok nogen, der har tænkt over, da de valgte titelmusik. Videoen her er imidlertid fra 1997.

Bowie har selv udtalt om teksten:

“It’s not as truly hostile about Americans as say “Born in the U.S.A.“: it’s merely sardonic. I was traveling in Java when [its] first McDonald’s went up: it was like, “for fuck’s sake.” The invasion by any homogenized culture is so depressing, the erection of another Disney World in, say, Umbria, Italy, more so. It strangles the indigenous culture and narrows expression of life.”
Wikipedia

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *