Heldigvis har vi i Danmark stadig satiretegninger, og en lang, god tradition for med streger at lave sjov -især med magthaverne- og grine både af hinanden og af os selv.
I virkeligheden er satiretegnerne vores tids hofnarre, for de holder spejlet op foran os, og så tegner de med humor, vid og bid, tingenes tilstand. Nogle gange lige til stregen (!) men for det meste med glimt i øjet og samme “kærlighed” til deres ofre, som man finder i revy’er. Jeg kan ret godt lidt satiretegninger, og jeg synes, vi har nogle sindsygt dygtige, danske tegnere.
Forleden var jeg på Nivågaards Malerisamling (I ved, dem med den ægte Rembrandt). for at se særudstillingen “Hvad der kan tænkes, kan tegnes” med bladtegner Jens Hage’s tegninger, og det er i virkeligheden lidt tarveligt at skrive om, for mens dette skrives, er udstillingen forbi.
Men for os blev den aften en helt speciel oplevelse, idet Jens Hage selv var til stede til at fortælle om sit liv og sine tegninger, og i og med det er hans slægt, der har skabt Nivågaards Malerisamling, så blev det ikke bare en historie om tegninger, men også et stykke Danmarks historie.
I receptionen hænger et stort maleri af Jens’ tip-tip oldefar (Christopher). Maleriet er malet af Marstrand, og på en skrivepult står et segl. Det selv samme segl står i dag hjemme hos Jens Hage. Tænk, at kunne kigge på et sådan et maleri af sin familie.
Familien Hage har i det hele taget haft meget stor betydning for og indflydelse på Danmark, politisk, socialt og kunstnerisk. Det skal jeg ærligt indrømme, at jeg ikke var helt bevidst om før, men efter at have hørt Jens Hage fortælle, og han er en lige så god fortæller, som han er tegner, måtte jeg lige hjem og google lidt.

Familiens politiske virke starter rigtig med Alfred Anton Hage, der er søn af Christopher. Familien er indtil da en dygtig handels familie, der har et betydeligt handelsfirma.
De er driftige, og bliver rige, men både han og hans brødre er også politisk interesserede, og Alfred ender i Rigsrådet, som medlem valgt af Folketinget.
Men det var mere med sine “saloner”, han brugte sin indflydelse, og hjemmet er fyldt med betydningsfulde og indflydelsesrige personer. I dag kaldes det at netværke, men saloner lyder altså bedre. Hele familien er engagerede i grundlovsskiftet i 1849, og det er Alfred Hage, der bestiller og betaler for maleriet Den Grundlovsgivende Rigsforsamling, der i dag hænger på Frederiksborg museum.
Iøvrigt var det i den tidsperiode også almindeligt, at kvinder holdt saloner, hvor tidens videnskabsmænd og kunstnere mødtes for at udveksle ideer og blive inspireret af hinanden. De har sikkert konkurreret indbyrdes om de bedste, men lidt sjovt, ikke?
Den velhavende Alfred og hans hustru Frederikke får flere børn, deriblandt Johannes (1842-1923). De får også flere døtre, og de bliver – naturligvis fristes man til at skrive – giftet ind i toppen af kulturlivet i Danmark. Der er Hager over alt.
Johannes er rig – meget rig, og han ejer det meste af Nivå inklusive teglværket. Han er også soldat og politiker, men selv kalder han sig landmand (!). Johannes er imidlertid en meget afholdt godsejer, der passer rigtig godt på sine folk, og han stiftede Danmarks første sygekasse, ligesom han oprettede Nivaagaards Hospital for Kroniske Syge i Frederiksborg Amt, der i dag hedder Johannes Hages Hus og er et social psykiatisk bosted.
Hospitalet var beregnet til mennesker, der ikke længere kunne klare det daglige arbejde. Ordet hospital var ikke oprindeligt synonymt med sygehus, men det var et sted, hvor man tog sig af både gamle og syge, og mennesker der ikke længere kunne klare sig selv. Reelt Danmarks første plejehjem.

Johannes var også glødende interesseret i kunst -det ligger i generne, og efterhånden havde han en ganske betydeligt samling. Til den byggede han et hus på sit gods, og det er det, vi idag kender som Nivågaards Malerisamling. Han lagde iøvrigt også grunden til Sletten Havn, men det er en helt anden historie.
Og i disse lokaler kravlede Jens Hage rundt som barn og kiggede på Rembrandt og andre fabelagtige malerier. Samtidig kravlede hans forældre rundt oppe under loftet og fiksede lys, og når Rembrandt’en skulle renses på Statens Museum for Kunst, pakkede de den ind i et tæppe, og kørte afsted med den i deres gamle bil. Det gør de ikke i dag!
Men Jens blev inspireret og besluttede tidligt, at han ville være tegner. Det gik blandt andet udover en lærer, han synes var uretfærdig, og derfor -meget kunstfærdigt- blev skildret som nazitype. Læreren har gemt tegningen og den var også med på udstillingen.

Jeg blev også behørigt inspireret den aften på Nivågaard, og jeg fik øjnene op for en familie, som har betyder så uendelig meget for Danmark, hvilket jeg slet ikke var klar over. Og hvor har vi dog i den grad brug for driftige mennesker, som vil noget med deres virke udover at tjene penge til at gemme i skattely.
Som Jens Hage også beskrev det – “Den tid, som vi kalder guldalderen var i virkeligheden noget nær den værste tid for vores land. Staten gik bankerot, vi mistede Sverige og Norge, København blev terrorbombet og folk døde som fluer af blandt andet kolera, men midt i det hele blomstrede driftige og dygtige mennesker.”
H.C Andersen skriver, Kirkegaard filosoferer, Thorvaldsen laver skulpturer og Bournonville balletter.
Sammen med kulturen blomstrede også de, som vi i dag kalder iværksættere -I.C. Jakobsen, Tietgen, Ørsted m.fl. Vi får første jernbane, enevælden afskaffes, og så udkommer, ikke at forglemme, Danmarks første udbredte satiriske vittighedsblad Corsaren for første gang i 1840.
Med andre ord, ud af al elendigheden voksede kunsten, håbet, de driftige og alle de, som gjorde det rigtige til gavn for både samtiden og fremtiden – altså til gavn også for os.
Det er ganske rart at tænke på i en tid, hvor man godt engang i mellem kan blive lidt i tvivl om, hvordan det hele nu skal gå.