…og jeg har impulskøbt en skulptur. Mød Michel –
I sidste blogindlæg var jeg i rigtig dårligt humør, så jeg tænker, at jeg hellere må være i lidt mere opløftet stemning i dag, og det er jeg. Ikke mindst fordi solen skinner for første gang i mange dage, og så ikke et ord om at det er usædvanlig varmt for årstiden, og at vi slet ikke har haft vinter i år.
Nils savner lidt kulde og sne. Det gør jeg ikke, og med tanke på, at vores hus på andet år har soklen fritlagt og er pakket ind i nødløsnings plastik på grund af en retssag, der har trukket ud i årevis, så er jeg faktisk pænt tilfreds med at vi ikke har haft den vildeste frost.
Men tilbage til Michel. Jeg vidste ikke, han hed Michel, da jeg købte ham, men alle Guttermændene, udstillingen hedder “Guttermænd”, har navne, og jeg blev faktisk lidt glad, da jeg fandt ud af, at min guttermand er opkaldt efter den franske tænker og filosof, Michel Foucault.
Ikke at jeg har vildt meget styr på Foucault’s tanker, men jeg kan godt lide, at kunstneren har givet sine skulpturer navne, og at hun har tænkt over, hvem han skal opkaldes efter. Og nu har jeg selvfølgelig læst op på Foucault, og det er så fint med mig. Bare det, at have en fransk filosof – i overført betydning – tæt på, det lugter da lidt af fugl.
Heldigvis kunne Nils også lide Michel, der om en måneds tid kommer til at bo i vores stue, for han er 65 cm høj og står, som I kan se, på en guldsokkel, så han falder han jo ikke ligefrem i et med tapetet.
Det er sjovt med kunst, for selvom det ikke rigtig kan diskuteres, så kan man næsten alligevel altid godt se, om noget er god eller dårlig kunst. Næsten altså, for jeg er ret sikker på, at jeg har ting i mit hjem, som kendere vil rynke på næsen af, og der er også for mig eksempler, hvor jeg står af, selvom anmelderne roser til skyerne.
Jeg forstod eksempelvis slet ikke ideen med at lægge bilvrag på Kongens Nytorv foran d’Angleterre, men dem fik Fru Remmen heldigvis også hurtigt fjernet.
Men det er svært at diskutere kunst, for hver har sin subjektive oplevelse, og hvad den ene finder sjovt, finder den anden anstødeligt. Tegninger eksempelvis.
Pt. finder ganske mange JP illustrationen med Kina’s flag for anstødeligt og rigtig dårlig stil. Men hvis nu det kommer frem, som visse har skrevet (Berlingske blandt andre) at Corona virus ikke stammer fra et madmarked, men er udslip fra et laboratorium, hvor kineserne eksperimenterer med biologisk krigsførelse, er illustrationen så stadig anstødelig eller en skarp pen, der afspejler virkeligheden?
Foucault mente, at intet var universelt, men skulle forstås i sin kontekst, og han mente også, at magt ikke udelukkende blev udøvet af institutioner, men også på mikroniveau i sociale relationer. Oversat til Facebook tidsalder – hvis alle dine Facebookvenner mener, at JP’s illustration er uanstændig, så må du hellere mene det samme.
Hvis der nu er nogen Foucault eksperter, der læser med, og mener at jeg tolker ham forkert, så meld endelig ind, for nemt er det ikke at koge hans tanker ned til tre sætninger.
Det er svært at navigere i en global, SoMe tidsalder. Både fordi ikke alle har samme humor, tradition for satire, ytringsfrihed m.m., men også fordi man ikke altid har samme viden, jf. virus fra Kina.
Men i modsætning til kunst, hvor det ikke gør noget, at vi har forskellig smag, så er det straks mere alvorligt, når rigtige magtudøvere, som stater, blander sig i, hvad aviser og magasiner må og ikke må i andre lande. Især, når der bruges vold til at fjerne pennen, der i direkte kamp mod maskinpistoler ikke “er stærkere end sværdet”, og her tænker jeg selvfølgelig først og fremmest på Charlie Hebdo.
Dermed ikke sagt, at man ikke skal tænke sig om, vise hensyn og tænke på, om det man gør, kan støde nogen, om det er upassende eller slet og ret plat, men der skal gerne være vide grænser. Det har vi i hvert fald tradition for i vores kultur.
Og så er vi tilbage til kunsten, for hvis der er noget, som kan skubbe til os, spidde os eller få os til at tænke en ekstra gang, så er det netop kunsten. Og her tænker jeg kunsten bredt, som fra revy over TV*2 tekster til satire tegninger og Monty Python.
Ej blot til lyst!
Men Michel – han er blot til lyst. Han skal stå med høj cigarføring på stuegulvet og gøre mig glad i låget, når jeg ser på ham. Og nu vil jeg gå en lang tur i solen.
https://youtu.be/SJUhlRoBL8M