Gammel og sippet!


Ja, det er altså mig selv, jeg skriver om. For jeg føler mig efterhånden som en gammel sippe. Nogle af mine gamle legekammerater vil sikkert hævde, at det har jeg været i mange år, og der sg. nok noget om snakken. Men i går aftes, der var det “in your face”, om man så må sige.

Nils og jeg havde været en tur i København. Selvom jeg elsker Helsingør, kan der godt gå lidt provins i det en gang imellem, og så er det godt, at komme en tur til staden. Der er altid lige kommet et nyt firkantet glas hus, man ikke har set før, eller en ny lækker butik, man ikke har råd til at handle i. Bare at gå en tur gennem Maga’s boligudstyrs afdeling – så føler man sig virkelig som en fattig provinsboer.

Nå, det var et sidespring. Vi var i København for at blive lidt inspireret, og så var der en udstilling, jeg gerne ville se – “Night Fever” på Designmuseum Danmark. Den var nu en skuffelse. Den var tynd, og bare det faktum, at de havde lavet en oversigt over nuværende og tidligere natklubber i København, der ikke inkluderede “Madam Arthur”, taler for sig selv.

Men vi havde en hyggelig eftermiddag, og sluttede af med en skøn middag på en lille, listig restaurant i Latinerkvarteret. En middag, parnissen havde været så sød at forære os i julegave. Vi har virkelig mange søde nisser i vores hus juleaften.

Glade og mætte, både åndeligt og rent fysisk, vendte den lille driftsikre Fiat så snuden mod Nordkysten og det var på vej ud af Lyngbyvej, det ramte mig i form af lysreklamen ved starten af Helsingør motorvejen.

Skærmen er 110 m2 – det har jeg lige læst mig til. Det betyder, at den sorte dildo og røde buttplug, som lyste lige ind i mit ansigt i går aftes vel har en størrelse på…. 3 meter måske?

Reklamen er målrettet den snarlige “Valentines Day”. Og se, nu skulle man måske tro, at “Valentines Day” var noget med hjertechokolader, pikant lingeri eller måske noget så oldnordisk som røde roser. Men nej. Nu handler det om sexlegetøj.

Årh.. ikke andet, vil nogen måske sige, og trække på skuldrene. Nej, ikke andet, men jeg synes altså, det er upassende at få smidt en 3 meter stor sort dildo og rød buttplug i hovedet, og jeg synes især det er et upassende signal at sende til unge og nye i sexlivet.

Jamen, de har allerede set det, der er værre på Pornhub, i Paradise Hotel og ved diverse reality shows, så slap af Berit.

Nej, jeg vil ikke. Jeg kan frit vælge til og fra på tv-stationer, men jeg kan ikke frit vælge til og fra i det offentligt rum, og et eller andet sted, må det altså være ok at sige stop og fra. Der må være en prop, om man så sige. ;o)

Folk må for min skyld købe alt det sexlegetøj, de vil, og de må for min skyld gøre, som de vil, så længe de holder sig indenfor loven og ikke gør andre fortræd.

Men at leve i et frit samfund er også betinget af hensyn. Hensyn til alle. Derfor må der gælde nogle andre regler i det offentlige rum, også selvom der ikke er en lovgivning, der bliver overtrådt.

Sidste sommer overværede jeg en debat om dannelse på Bornholm, hvor Morten Albæk blandt andet sagde til Søren Pind i forbindelse med moral og lov: “Du er rent juridisk i din fulde ret til at gå i seng med min datter på 15 år, men rent moralsk, vil jeg finde det helt forkert”. (Det tror jeg nu også, Søren Pind ville).

Det samme kan man hævde om alle topbosserne i Danske Bank for tiden. De er i deres fulde juridiske ret til at være ansat på udenlandske forskerkontrakter, så de ikke behøver at betaler særlig meget i skat, men rent moralsk, så er de godt nok på tynd hvid(vasknings) is.

Sådan har jeg det også med reklamen. Jeg er helt sikker på, at alle regler er overholdt, men jeg synes stadig, at det er upassende og det er i hvert fald over min grænse. På samme måde, som andre synes reklamen for de bare bryster og plastikoperationer på busserne er over grænsen.

Men hvem skal sætte disse grænser, når nu dildosælgerne ikke kan? Det er jo big business, og grænserne for hvor man sælger sexlegetøj, er som bekendt de seneste år blevet flyttet betragteligt. Producenterne sender formodentlig en varm tanke til Sex & The City.

Jeg ved det ikke. Jeg ved heller ikke, om jeg er en uddøende race, der ryster på hovedet af Shakiras rystende røv til Super Bowl og småforarges af lysreklamer, men selvom jeg er, skal man så ikke i et samfund tage hensyn til alle? Også de gamle sipper.

Måske skal jeg bare råbe op om at jeg er krænket, så vil mit budskab formodentlig finde genklang. Men jeg er ikke krænket. Jeg er derimod træt af at få overtrådt mine grænser i det offentlige rum, og jeg er træt af, at hensyntagen og hvad der er god og dårlig moral, er blevet umoderne under devisen,  går den, så går den.

De kloge hævder, at dannelse er det nye buzzword. Hvor vil jeg ønske, at det ikke nøjes med at være et buzzword, men også bliver udlevet, og at vi fremover udskammer de, som udnytter lovgivningen og så berømmer de, der viser samfundshensyn, trafikhensyn, hensyn til de ældre, hensyn til de svage, hensyn til……

-Og nej, jeg skal ikke have mere af det i lysreklamen, for ikke at være sur og sippet! Jeg er faktisk i ret godt humør.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.