Jeg har fået min første bestyrelsespost. I wordsdenmark.dk, og det er der nærmest en højere mening med, for jeg kan rasende godt lide ord. Det har jeg nu altid kunne og folk, der har kendt mig længe, vil sikkert hævde, at det var derfor, jeg snakkede så meget før i tiden. Det skal jeg lade være usagt, men faktum er, at jeg altid har holdt meget af både at læse ord, sige ord og ikke mindst at høre ord.
Det kom jeg til at tænke over her i weekenden, hvor jeg var til Words Festival i Helsingør. Her bliver ordet levende i bogstavelig forstand. Levendegjort af fortællere fra hele Europa – flest danske, som fortæller historier om hvad som helst fra taxature (kan være rigtig spændende, når taxachaufføren er fra Israel og kunderne fra Palæstina) over kærlighed til erotisk thriller og gysere i den til dagen udnævnt “Horror Kælder”. Iøvrigt kælderen under mit kontor (!).
Men mens jeg sad der tryllebundet og lyttede, slog det mig, hvor meget jeg altid har holdt af ord. Især de der ord, der ligger rigtig godt i munden, eller er lidt sjove. Som eksempelvis Feargal Sharkey – 80’er popsanger med et stort hit! Prøv lige at sige det igen – Feargal Sharkey. Man ser nærmest Jaws for sig, selvom popsangeren sikkert var og er en meget sympatisk mand.
En af mine ungdomsveninder og jeg havde en svaghed for svenske ord, og vi vil hårdnakket hævde, at det var os, der fik alle i Danmark til at benytte ordet “kendis”, for vi startede. Siger det bare! Under en sommerferie i Italien havde vi ovenikøbet en lille konkurrence kørende om hvilket svensk ord, vi bedst kunne lide. “Alkis” var jo nærliggende, og “juridik” er også et godt ord, men vi endte med henholdsvis “puss” og “nunnor”, som selvfølgelig blev til “pussande nunnor”. Som om!
Så er der de ord, der ikke rigtig benyttes længere, men som man godt kan savne en gang i mellem. Kålhøgen. Fantastisk ord, der slet ikke betyder det, man umiddelbart tror, og afgjort et ord, vi burde benytte noget oftere. Jeg kan sagtens komme i tanke om et par stykker, som jeg uden at skamme mig, vil kalde for kålhøgne.
En døgenigt er det altså også lidt synd, er forsvundet helt ud af dagligdags sprog. Der er noget Kaptajn Haddock sprog over det ord. “Dit fladpandende, brolagte, grødfyldte penalhus” skældte Haddock engang Bjævermose ud for at være, og det mest syrede er, at jeg kan huske hele smøren ordret endnu.
Men jeg læste også meget som barn, både tegneserier og bøger, og det er sikkert derfor, jeg blev nærsynet, og fik briller allerede som 10-årig. Det var ikke så cool dengang. Det var det egentlig heller ikke, at holde til på biblioteker, men det var nu engang der, jeg fandt helle i nogle perioder, og ord dufter også godt. Der er en helt særlig duft på biblioteker af nye og gamle bøger, der kalder, for at dele deres hemmeligheder med en.
Men tegneserierne, de var cool og sproget farverigt. Bare tænk på hele Andeby universet med “Langbortistan” og “Lille Hjælper”, og hvad var verden uden Fætter Guf? Nogle gang er jeg helt ked af, at børn ikke læser Anders And mere. Heldigvis har de unge opfundet Poetry Slam, og selvom jeg ikke kan holde rap ud (det må man godt sige, når man er 50something), kan jeg høre, at mine sønner finder samme glæde i rappernes ordstrøm, som jeg altid har gjort i Billy Joels tekster (de tidlige….), så helt skidt står det vel ikke til.
Men vi læser generelt for lidt poesi, for her kommer ord rigtig til sin ret
“So your mouth tastes like sunshine” – The Rumour Said Fire.
Eller Strunge: “Ned med himlen, op med drømmen”. Alt i en sætning. Og alle os, der har set “Fire bryllupper og en Begravelse” kender vores Auden, uden at vide det. “Stop all the clocks”, også kendt som “Funeral Blues”. En titel, der i sig selv giver inspiration til nogle flere ord, men det må blive en anden gang.
Den ultimative opfinder af ord og udtryk, må imidlertid være Shakespeare. De fleste er bare slet ikke klar over, hvor meget han har beriget vores sprog med. For bare at nævne nogle få “et hjerte af guld”, “forsvinde ud i den blå luft”, “Ikke have lukket et øje” eller noget så banalt som “catch a cold”. Tag en tur på Google, hvis I vil se flere, og “det er ikke af samme stof, som drømme”.
En af mine store helte har altid været Dan Turrell, og han kunne i den grad noget med ord. Faktisk holdt jeg mest af at lytte til ham, men jeg må også indrømme, at en af de bedste julegaver, jeg nogensinde har fået, var da min mor havde fået ham til at signere en af sine bøger til mig. Den står stadig på hæderspladsen, og har faktisk været med til at starte en trend i vores familie, hvor vi samler på signerede bøger. Hergé kommer ind på en klar 2. plads.
På mit spejl sidder et klistermærke, hvor der står “Thoughts become things. Think good ones”, men der kunne også stå: “Tanker bliver til ord, ord bliver til handlinger”. Vi skal nemlig også passe på med vores ord. De slår hårdere, end man regner med. Det er ikke uden grund, at man altid har hævdet, at pennen er stærkere end sværdet, og især i disse SoMe tider, skal vi holde øje med ordene.
Men generelt, skal vi bare elske ord, og vi skal bruge dem flittigt og gerne finde gamle ord frem og give dem nyt liv. Ord er berigende, fordi de lukker vores verden op, får os til at le og tænke. Og det er ikke så ringe endda!