Vi har brug for hyggeradio

Jeg ved det godt. Det nye sort er podcasts, og jeg ved også godt, at der absolut intet ”street credit” er ved at skrive, at jeg hører P4, og at hvis jeg endelig hører en podcast, så er det fordi, der er et hyggeprogram jeg ikke lige fik lyttet til, og ikke fordi jeg har intentioner om at blive klogere på Malcom Gladwell eller andre under min løbetur. I øvrigt løber jeg slet ikke.

Men jeg kan godt lide at lytte til radio, og det har jeg faktisk altid kunne. Jeg synes radio er et fantastisk medie. Måske fordi man selv er i stand til at danne sig nogle billeder, mens man lytter. Det er bøger for ørerne.

Og så er jeg vokset på med radio. Det første, der skete om morgenen i mit barndomshjem var, at der blev tændt for transistoren, så man kunne høre radioavisen – og Frøken Klokken.

Da jeg var barn, var der nogle fantastiske radioprogrammer for børn. I mange år bestyret af Hans Bischoff, som nogle af jer måske er gamle nok til at huske. Jeg troede fejlagtigt, at han så ud som en italiensk fotomodel, og uden at fornærme Hr. Bischoff, så blev jeg noget skuffet, da den hyggelige, rare mand med fuldskæg begyndte at forklare os alle om skatteteknikaliteter på fjernsynet. Der var ikke meget Dario der. Men sådan kan stemmer snyde.

Jeg kan også stadig huske en radioføljeton om ”Trifitterne”. En sci fi gyser, hvor menneskeædende planter overtog jorden. Min mor og jeg sad klinet til transistoren i sommerhuset, mens vi gøs, og i flere måneder efter kiggede jeg skævt til enhver bjørneklo og lignende planter. Bogen bag føljetonen står i dag på min reol.

Orson Welles skabte decideret panik med historiens måske mest berømte radiospil – Klodernes Kamp i 1938

Jeg blev ældre, og så kom der en lang radio ørkenvandring. I hvert fald i forhold til morgenradioen. Jeg ved ikke helt, hvad de tænkte på derinde på Rosenørns Alle, men jeg husker tydeligt, hvordan hele sendefladen mellem 7 og 8 om morgenen var fyldt med radioavis på dansk og engelsk, ”Vi bruger også”, vejrudsigt og vist nok også nogle farvandsudsigter. Det havde vi rigtig meget brug for på Vesterbro, men jeg lærte da ordet Doggerbanke. Blev der endelig spillet et stykke musik, så var det jazz. Musikvælgerne var meget glade for Niels Henning Ørsted Pedersen dengang. Han var også god, men måske ikke ligefrem spring glad ud af sengen musik.

Heldigvis skete der noget, og der skete også noget med monopolet. Ikke Mads’, der blev fremtidens hyggeradio per excellence, men monopolet blev brudt, og stor var min forundring, da jeg en dag havde et ærinde i Radiohuset, og receptionisten sad og lyttede til Voice (!)

I dag er der et hav af radiostationer, og det er skønt, at kunne vælge efter stemning og ønske og også hvornår vi vil lytte til vores yndlingsprogram, men der er nu noget særligt over at lytte til det samme program live.

Det tænkte jeg over i morges i bilkøen på vej mod København. Jeg kan selvfølgelig ikke vide det, men jeg gætter på, at ganske mange af os sad og lyttede til den samme morgenradio. Flagskibet på radiosiden, og netop denne morgen, var det nogle af mine yndlingsværter. De rigtig gode værter forstår at hygge om os og få os godt op og i gang uden at det bliver omklamrende eller patetisk. De får os til at smile, til at tænke over noget, og de får os til at føle os som en del af et fællesskab. Et rart fællesskab. Et fællesskab, hvor man vil hinanden det godt, og hvor man på trods af uenigheder altid i den sidste ende finder ud af det sammen.

Og så er det ikke sikkert, at din hyggeradio er den samme som min. Det er også lige meget. Det afgørende er, at vi engang imellem og gerne ofte, lytter til noget, der binder os sammen og får os i godt humør. Der er så pokkers meget, der ikke gør på alle andre sendeflader.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.