I går kom jeg hjem fra dette års Folkemøde. Det er anden gang jeg deltager, og første gang, hvor jeg selv var del af en debat, men hvor jeg efter første gang var nærmest helt høj over denne demokratiets fest, sidder jeg denne gang tilbage med lidt blandede følelser.
Timme Bisgaard Munk har allerede været ude og omdøbe Folkemødet til DJØFstortion, og ærlig talt, jeg er bange for, at han har ret. Der er mere fætter/ kusinefest for kommunikationsbranchen m.fl., end der er folkefest over Allinge.
Men lad os starte i den positive afdeling. Jeg bliver stadig rørt over og stolt af at leve i et land, hvor vores politikere kan gå rundt blandt folket (og der er trods alt nogen) i shorts og t-shirt, og være åbne for at man stopper dem og giver sin mening til kende. Gerne efterfulgt af en kort diskussion. Jeg bliver også rørt og glad, når jeg står i en skøn blanding af hvem-som-helst og synger med, så godt jeg kan, på diverse højskolesangbogs sange. Det er stort, bevægende og helt igennem en positiv oplevelse. Folkemødet er en fantastisk ide!
Ikke alle politikere kan imidlertid gå sådan rundt. Stakkels Khader eksempelvis lever med PET og politibeskyttelse døgnet rundt, for det har sin pris, at tale mørkemænd imod, også i Danmark. Det er mig stadig en gåde, at hele nationen ikke står bag ham og andre, som må betale så høj en pris for deres meningers mod, og det er mig i den forbindelse fuldstændig ligegyldigt hvilken side af spektret, det kommer fra. Alle skal have ret til at sige, hvad de mener uden at frygte for deres liv, og vi burde som borgere støtte op 100% om alle, der er truet på baggrund af det. Skam over jer, der ikke gør!
Nå, tilbage til det positive. I i år blev Folkemødet for min del beriget ved at jeg havde mine to teenage sønner med, og hvis jeg nu ikke fokuserer på rod og natteroderi, men udelukkende på det positive, så var det altså fantastisk at opleve Folkemødet gennem teenageres øjne.
Højdepunktet var en debat med Morten Albæk, Søren Pind og Stefan Hermann om dannelse. Da de kom på scenen, spurgte den yngste, hvem ham Dario’en var (Albæk var i topform med opknappet skjorte og slikhår), og da jeg så svarede, at det var filosoffen, kunne jeg næste høre, hvordan hans fordomme om, hvordan en filosof ser ud, falde til jorden. Det var sjovt, og det var vidunderligt at opleve to digitale teenagere stå helt stille i næsten en time og lytte til det talte ord fra de tre førnævnte og grine sammen med mig, da de tog mikrofonen (og dermed magten) fra ordstyreren og overtog hele showet.
Det var hele turen værd.
Vi havde også en skøn oplevelse med et “lykkehjul” hos foreningen for psykisk syge, hvor en sød dame med jordbærhue bød på pebermyntepastiller og samtale, og drengene har selv fortalt, hvor stort indtryk det gjorde på dem, at være forbi hos Forsvaret, hvor veteraner i rullestol spillede volleyball mod politikere og vandt. Der er mange små højdepunkter.
Men der er altså mere netværksmøde end folkemøde over det hele, og kors hvor jeg dog savner Mads Holger, der ellers plejede at være fast inventar og bagefter spidde det hele med sine sylespidse kommentarer. Dem har både vi og djøf’erne brug for, også selvom en del havde valgt at blive væk i år. Ikke i stilhed selvfølgelig. Et fravær skulle naturligvis uploades på SoMe, så der i det mindste var lidt street credit som “first mover” over ikke at være til stede.
Der var dog stadig rigeligt af mennesker, hvilket også har fået de driftige Bornholmere til at sætte priserne i vejret. Meget i vejret! Jeg var så heldig at få fingre i en lejlighed bare 30 min. gang fra Allinge. Tro mig, det er et fund med 26 kvm. så tæt på. Det måtte vi (min arbejdsplads) så også betale den nette sum af 7.500,- kr. for, hvilket giver en nats pris på 1.875.-, men så havde vi også de 26 kvm. hele ugen. Tro mig, det var et fund, skrevet helt uden sarkasme, men det er vel næppe en pris, folket kan betale.
Helt galt går det til aftenarrangementerne fredag aften, der har udviklet sig til noget, der ligner nattelivet i storbyerne inkl. dørmænd. Her gælder det om at have invitation til de rigtige steder. Et kommunikationsbureau, et forlag og en politisk parti fører. Det politiske parti har reelt både “landgangsmand” og armbånd a la festival’er, mens man trods alt stadig kan snige sig ind hos kommunikationsbureauerne, der selvfølgelig har eksklusive arrangementer med måske kommende statsministre og andre kendte.
Jeg var inde (fed følelse) – jeg havde invitation til et af arrangementerne, og mine sønner var tilstrækkeligt fremme i skoende til at de fik tiltusket sig et armbånd og en masse gratis cocktails, men folkeligt – ikke det, der ligner.
Hvad skal jeg så mene om det? Jeg aner det ikke.
Jeg er stadig helt vild med Folkemøde konceptet. Det er genialt, og jeg har en fest, selvom jeg går så meget, at jeg nu ligger med ondt alle steder (I’m too old for that shit!), men når det så er sagt, så trænger Folkemødet altså til at kigge indad. Det skal ikke bare være en undskyldning for at alle, der er noget med ord, kan holde Danmarks største netværksmøde over tre dage.
Ses vi næste år?
Du skal ikke være bekymret for den demokratiske process. Den oplever jeg faktisk som i fuld vigør på Folkemødet, for der bliver debatteret, og også af almindelige mennesker. Jeg står faktisk tilbage med større respekt for politikerne end før, også selvom min gode ven Asger kalder det for “En politisk swingerklub” (giver nogle rigtig sære billeder, ikke?)
Men der er behov for at forny / gentænke konceptet, for jeg har også en følelse af, at noget godt og ægte er blevet, eller ved at blive “kuppet”. Ikke af politikerne, men af lobbyister og kommunikations folk. Så ja, jeg forstår godt din bekymring, men naivt måske, så tror jeg politikerne kan se igennem.
Udfordringen for folkemødet er i virkeligheden nok navnet, som du selv nævner. Det virker ikke særligt folkeligt. Tværtimod. Derfor kan det jo sagtens være en god ide med en sommerlejr for eliten, hvor der kan netværkes. Bare det ikke går ud over den demokratiske process, og her kan jeg da være noget nervøs.
Vi har da Knud Romer til at lave lidt ballade 🙂 nu hvor Mads Holger desværre ikke er hos os mere.
Ja heldigvis. Ham var det knald på i år. “Stort er lort! Småt er godt!”