… det gør ikke noget!
Nej, det er ikke det nye slogan for 50something kvinder, der trænger til en pyt-knap, men det kunne det såmænd godt være. Næh, det er, hvad Nils søster altid sagde, når noget ikke lige gik helt, som det var planlagt.
Jeg skriver “sagde”, for vi har netop bisat Nils’ søster Ulla idag, ved en af de smukkeste bisættelses ceremonier, jeg har oplevet.
Og det står næsten i kontrast til Ullas liv, der var alt andet end smukt. Faktisk er hun et af de mennesker, jeg kender, der har haft det hårdest, og alligevel slog hun altid sin karakteristiske latter op, og sagde “pyt med det”!
Allerede fra starten gik det galt for Ulla. Hun blev født med navlestrengen rundt om halsen, og fik for lidt ilt, hvilket medførte, at hun ikke var helt som andre børn.
Det kunne Ulla og Nils mor ikke rumme, så da Nils var omkring otte år, pakkede hun sin kuffert, rejste til England og så sig aldrig – som i aldrig -tilbage siden. Bortset fra en kuvert til jul og fødselsdag med 20 pund, hørte eller så de to små børn intet til deres mor mere.
Så omkring 1960 stod Nils’ far alene med to børn, det ene “med særlige behov”, som man ville sige idag.
Ingen forklarede nogensinde de to små, hvad der var sket og hvorfor, og sådan noget betaler man en stor pris for resten af livet. Det strider imod en hver form for biologisk og moralsk habitus, at en mor forlader sine unger – for good!
Ulla reagerede ved at smide ting ud fra vinduet i børnehaven til hun blev smidt ud (ikke af vinduet!). Så gentog hun seancen i den næste børnehave til hun blev smidt ud derfra. Engang i skolen satte hun ild til gardinerne.
I dag kan vi grine af det, men som storebror dengang, var det måske ikke verdens bedste oplevelse, og så afgjort et barns råb i desperation.
Det var heller ikke verdens bedste oplevelse, da to politibetjente kom og afleverede en cirka 12 årig Ulla efter en af de utallige gange, hun var stukket af hjemmefra.
Nils mener derfor, at det er vis form for “cirklen er afsluttet” i, at han i sidste uge skulle have besked fra to betjente om, at Ulla var sovet stille ind. Det kan man mene, selvom det var noget af et chok, at lukke op, og så står der to fuldt uniformerede betjente inklusiv skudsikre veste udenfor og spørger om de må komme ind.
I dag har vi så sagt endeligt farvel til Ulla, og i løbet af den sidste uge har Nils fortalt mere om hans og Ullas opvækst, og det var der absolut ingen curling over.
Indtil faderen giftede sig igen (med den onde og drikfældige stedmor) måtte Nils tage sig af Ulla. Det vil sige hente hende i en af de børnehaver, hun endnu ikke var smidt ud af og så følge hende hjem og være alene hjemme, til far kom fra arbejde. Nils var 8-10 år.
Det sjove er, at han husker det som hyggeligt. Han læste tegneserier højt for hende, når de sad der om eftermiddagen, og Ullas interesse for film, musik og tegneserier holdt ved. Når vi til familiesammenkomster quiz’ede, så var Ulla klar med svarene før os andre. Ganske, som man troede, hun sad og sov (dopet af et helt liv fyldt med psykofarmika), vågnede hun op, og råbte Harrison Ford el., og hun svarede som regel rigtigt.
Ulla var ind og ud af psykiatrien hele sit liv. Efter faderens død fik hun en psykose, og tilbragte tid på den lukkede, som bestemt ikke er noget sjovt sted at være, og hun skulle blive næsten 60 år, før hun fik en lille lejlighed på et bosted og dermed for første gang sit eget badeværelse.
Men jeg har aldrig hørt Ulla sige et negativt ord, og jeg har aldrig hørt hende tale dårligt om nogen. Der var ganske enkelt ikke noget ondt i Ulla, trods de hårde odds, hun havde fået i livets lotteri, og som skrevet, når noget gik galt, sagde hun “pyt med det”. Hun var som sådan verdens bedste gæst, for man kunne ikke gøre noget forkert. Selv min lyserøde sovs en juleaften spiste hun uden at drille mig efterfølgende. Vi grinede bare alle sammen – sammen!
Alt det sad jeg og tænkte over i kapellet i dag. Der er intet som dødsfald, der kan sætte tingene i relief, og få en til at værdsætte det liv, man har, og reflektere over, hvor meget man egentlig hænger sig i små og ubetydelige ting.
Så husk TV*2’s ord….. “Elsk det nu, det satans liv….” og i vores lille familie har vi besluttet, at fremover skal vores faste udtryk være “pyt med det”!
Ære være Ullas minde.
