I Danmark har vi altid sagt, at der ikke er noget så skidt, at det ikke er godt for noget andet.
Det kan være ret svært, at finde lyspunkter for tiden, men fredag kl. 20 er pludselig gået hen og blevet et lyspunkt for næsten os alle sammen. Hvem skulle have troet det? Jeg ville have forsvoret for bare nogle måneder siden, at jeg ville stå i stuen fredag aften og køre rundt med hofterne, for det siger Philip, at jeg skal. Men det gør jeg altså. Nils trækker grænser dér, men han brummer nu alligevel med ovre fra sofaen. Det behøver man heller ikke snurrende hofter til.
Fællesskabet!
Følelsen i at være i samme båd. At vi kæmper (synger) sammen, at det her er vores stamme, og vi i vores stamme, vi skal nok klare det sammen. Den følelse, den er altså rar at have. Også selvom det er på en trist baggrund.
Det er længe siden, vi har haft det fællesskab på tværs af hele landet, aldre, interesser m.m. Det nærmeste har vel været Dronningen, Royal Run og Landsholdet, og så ellers de mindre, mere interessebårne fællesskaber som Roskilde Festival, SmukFest eller Counter-Strike i Royal Arena el.
Nu er det igen tilladt at vifte med Dannebrog og holde af og heppe på hinanden, uden at det så skal slås i hartkorn med politiske holdninger eller farver. Vi vil bare gerne passe på hinanden, være sammen hver for sig, og klappe af sundhedspersonalet, der står i frontlinjen.
Solidaritet!
Et ord, der næsten var forsvundet. Men jeg føler solidaritet med min stamme, og jeg vil gerne bidrage og gøre mit til, at vi som land kommer godt igennem denne krise.
Denne fredag var det nu lidt mærkeligt for mig, for stort set samtidig med at jeg lagde an til fornøjelig fællessang, blev jeg så harmdirrende forarget, at jeg kastede mig ud i en “in-fight” på Facebook. Det er ikke noget, jeg gør ret tit – faktisk aldrig – men lige der, der blev jeg tricket.
Nu et par dage efter, går jeg så og tænker over, hvorfor jeg egentlig blev så tosset, og er kommet frem til, at det netop handlede om solidaritet og fællesskabsfølelse og brud på samme.
Årsagen var en bekendt, som flashede, at han og kæresten var taget på spa ophold i Sverige, og hvor fedt, de havde det.
Teknisk set er det ikke forbudt. Udenrigsministeriet har frarådet alle unødvendige rejser, men skal man ind i Sverige, må man gerne det, hvis man har såkaldt “validt formål”. Man kan også godt komme retur til Danmark igen, hvis man altså er dansk statsborger, og da hoteller, restauranter m.m. stadig holder åbent i Sverige, er det legitimt også at tjekke ind på et spa hotel, selvom det næppe kan betegnes som “validt formål”.
Men mig fik det altså helt op i det røde felt, og jeg blev så stjerne forarget. Ikke kun over, at de flashede deres par-påske-weekend på Facebook, men også at ganske mange likede opslaget helt ukritisk.
Jeg er helt med på, at man kan og må være kritisk overfor myndighedernes og statsministerens måde at tackle denne krise på. Det er sådan, det skal være i et demokrati med fuld ytringsfrihed.
Men at man må være uenig i de retningslinjer der bliver udstukket er ikke det samme, som at man frit kan bryde dem. Der er også lovgivning, som jeg er uenig i, men derfor bryder jeg da alligevel ikke loven. Igen – i ovennævnte tilfælde blev loven teknisk set ikke brudt, men moralsk?
Morten Albæk taler i sine foredrag om moral. Engang jeg hørte ham på Folkemødet, brugte han følgende eksempel: “Du, Søren Pind, du må ifølge loven godt have sex med min 15 årige datter, men jeg vil alligevel finde det moralsk forkasteligt”.
Men den er svær, den med moral, og hvad der regnes som ordentlig opførsel. Det er ikke alt, der kan løses med “Søren Pind reglen”, når vi nu netop har fat i ham. Hvad der er moralsk forkasteligt for en, er det ikke for en anden, hvilket blandt andet også er årsagen til, at vi har jura og at Mads & Monopolet har så stor succes.
Vi har i Danmark heldigvis som regel pæn konsensus på tværs om det meste, men i ovennævnte eksempel var det tydeligt, at min moralske habitus kolliderede med andres.
Jeg har ganske mange venner og bekendte indenfor oplevelsesøkonomien. De hænger om nogen i med neglene for tiden. Det er ikke sjovt at være nogen i øjeblikket, men det er omend endnu mindre sjov at være rejsebureau, hotel eller mindre selvstændig, der lever af foredrag, musik el.
I vores stamme har de politikere -vi selv har valgt- besluttet, at der skal lukkes helt ned for alt i en periode, og at der skal lukkes gradvist op igen. Nogle mener for langsomt – det skal jeg ikke kloge mig på, det er der nok, der gør, men når det er det, myndighederne har besluttet, så retter jeg ind, og stiller mig solidarisk med alle andre i stammen, som bliver ramt af enten sygdom eller økonomisk morads.
Når nogen så bryder denne solidaritet, og udelukkende varetager sine egne behov, som iøvrigt kan medføre livsfare for nogle i min stamme, og på ingen måde hjælper de af vores egne, der er på hælene, så bliver jeg både forarget og tosset, hvad enten det er berettiget eller ej.
Men jeg er stadig barnligt glad hver fredag aften, og jeg bliver rørt, når jeg ser alle de syngende, smilende mennesker, som jeg slet ikke kender, men pludselig føler mig solidarisk med og finder et fællesskab sammen med. – Og det fællesskab, det finder man ikke i en pool i SydSverige.
Pas på jer selv derude, og vi høres til fællessang!
