Coronadag 25

En verden i forandring!

Først må jeg nok hellere lige komme med en “disclaimer”. Jeg er ikke Boomer. Nogle vil måske hævde, at jeg er næsten Boomer, for ifølge de officielle fødselsårgange for Boomers, er jeg født lige i udkanten. Men jeg er ikke en del af 68-generationen, hvorfor jeg også mener, at jeg kan skrive dette indlæg, uden at nogen skal råbe “OK, Boomer!” efter mig.

Men i morges slog det mig – tænk nu, hvis vi er den sidste rigtig heldige, ubekymrede generation. Tænk, hvis vi bare har været så usandsynligt heldige at leve i fredstid, opgangstider og i en tid, hvor det at rejse ud i den store verden, er (var?) helt almindeligt, og nærmest en del af ens gymnasie uddannelse.

Jeg kan huske, at jeg for et par år siden sad en sen terrasse rødvinsaften og talte om netop det med en af vores venner. At vi sammenlignet med tidligere, har været så priviligeret og frygten for, at det bare ikke ville blive ved. At vi ved et lykketræf, bare var landet i lige præcis det korte tidsrum i en lang verdenshistorie.

Den samtale kom jeg til at tænke over i morges, mens jeg genkaldte mig statsministerens budskab fra i går aftes, hvor hun sagde, at ingen skulle forvente at komme tilbage til den samme hverdag det første lange stykke tid.

Hvad nu, hvis vi aldrig kommer tilbage til den hverdag?

Jeg ved godt, at jeg var ung under Den Kolde Krig, og at der havde man også virkelig grund til at være bekymret. Vi var det bare ikke. Vi lavede fredssange og bevægelser som  “Morgengrimme for Fred”. Nogle tog til Nevada, mens vi andre skrålede med på “Ticket to Peace”, og vi var aldrig rigtig for alvor bevidste om, hvor farlig situationen egentlig var. Happy go lucky!

Situationen var alvorlig – meget mere, end vi var klar over, og ved Tjernobyl ulykken var verden vist mere heldig end som så.

Men det var ikke noget, vi sådan gik og tænkte over til hverdag, når vi hoppede rundt til “Tainted Love” eller var vilde med “Gorbi” og lærte udtryk som Glasnost og Perestrojka.  Vi var mere optaget af, om vi skulle på Interrail eller charterrejse til en græsk ø og feste, og da Muren faldt, var der ingen grænser for optimismen, der blev skyllet ned med lunken Lambrusco og snegle i hvidløgsmør. Sådan meget kort opsummeret.

Jeg er så bange for, at det kommer til at tage år, før vi er tilbage til noget, der bare minder om en ubekymret tid. Det kommer selvfølgelig an på hvornår, der kommer en vaccine, men vil du lade din unge datter tage på rygsækrejse til SydAmerika til næste år, og vil hun selv have lyst til det?

Folks hukommelse er kort, vil nogen indvende. Vi skal nok komme tilbage til normalen igen.  Jeg tror det ikke. Jeg tror, vi får en “New Normal”.

Det er ikke nødvendigvis skidt, det hele. Det bliver bare anderledes, og der vil være ting, som vi 50Something, vil være kede af, at vores unge ikke bare lige kan opleve.

Til gengæld håber jeg på, at der kommer en større bevidsthed om, hvor godt vi faktisk har det i Danmark. Bare det faktum, at de ansatte i UM/Borgerservice arbejder i døgndrift for at få danskere hjem ude fra den store verden. Lidt mindre forkælethed og lidt mere taknemmelighed gør ikke noget.

Jeg håber også, at vi bliver bedre til at passe på hinanden, fremfor kun at passe på os selv. Der er mange tegn i øjeblikket, og det gør mig så glad og stolt af at være del af den danske stamme. Jeg har været forskånet for ubehagelige oplevelser, og jeg kan ikke få armene ned over at politikere, fagforeninger og arbejdsgiverforeninger har arbejdet sammen på tværs. Og så da også lige TAK til Maersk for at sætte 24 fly ind for at hente værnemidler til os alle sammen.

Men jeg tror, at krydstogts industrien går en lidt mørkere fremtid i møde. Det gør egentlig heller ikke noget. Har man været i Barcelona eller Venedig, så kan man godt undvære et skib eller halvtreds, men når man, som jeg, har baggrund i rejsebranchen, så kan man godt blive alvorligt bekymret. Ikke blot for ens gamle kolleger, men for hele rejsebranchen.

Vil vi stadig rejse ud og blande os med hinanden de næste par år? Jo mere, vi lærer hinanden at kende, jo mindre sandsynlighed er der for, at vi kommer op at slås. Men vil de to meters distance bliver til to tusind kilometers?

Ærligt, jeg er da egoistisk glad for, at jeg allerede for måneder siden bookede en ferielejlighed på Bornholm til sommer, for der bliver rift om de danske destinationer. Det er så omvendt godt for dansk turisme, for de lider også.

Min søn skal i Drive In bio i aften. Det er “New Normal” for ham. Forleden så jeg, at der var Drive In gudstjeneste. Det kunne godt gøre det, at gå til alters til en helt ny MacDonalds-agtig oplevelse, men hvorfor ikke? Måske lidt tricky når det kommer til bryllupper og begravelser, men hvis vi fortsat ikke må samles det næste lange stykke tid, kan det vel også blive “New Normal”.

Vi finder med andre ord nye måder at være sammen på hver for sig. Det er godt, og det viser menneskets ukuelighed.

Og What’s another Year? – de unge skal nok komme ud at rejse igen. Og imellemtiden er der da også spændende på Stevns!

Men… hvis du endnu ikke har skrevet under på, at Kina skal stoppe sine helt sindsyge markeder for vilde dyr og hunde, så gør det nu. Ellers står vi her bare igen om et par år, når vi -forhåbentlig- igen er begyndt at leve ubekymret. www.dyrenesbeskyttelse.dk

One Reply to “Coronadag 25”

  1. Der er faktisk meget smukt på Stevns. Især fra cykelsaddel, det kan jeg bevidne efter flere års ture med Tøserunden 114 km rundt på Stevns
    Tak for endnu et godt skriv, Berit.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *