Overskriften er titlen på et hit fra 1989, som jeg går ud fra, alle os 50something kan huske. Soul II Soul i de tidlige MTV dage, dengang MTV stadig viste musik, og Michael Jackson var sort (og i live).
Jeg er formodentlig naiv, men jeg havde faktisk forestillet mig, at jeg på dette tidspunkt ville være mere eller mindre “Back to Life”. Derfor har det omkvæd kørt i mit hoved de sidste par uger. Ærligt, jeg er blevet sat lidt tilbage, og mærkeligt nok, så er jeg mere påvirket nu, end jeg var, da vi alle blev sendt hjem.
Der var jeg vel ligesom alle andre i en eller anden form for handlings stemning. Hvad skal vi gøre nu? Hvilke arrangementer skal flyttes? Hvem skal have besked? Hvordan får jeg min søn hjem fra Thailand? Nu skal vi ikke panikke, vi skal løse vores opgaver, rette ind og gøre, som der bliver sagt.
Jeg er stadig af den overbevisning, at vi skal rette ind og gøre, hvad der bliver sagt. Det er ikke det samme, som at man ikke kan stille spørgsmål til den overordnede strategi. Jeg har det eksempelvis stadig lidt småstramt med både Sundhedsstyrelsen og Serum Instituttet, men hvor jeg før havde fokus på ikke at panikke, og at handle, så er fokus nu også på at indstille mig på, at det her tager tid , og at intet bliver, som jeg havde forventet. Det kan godt kræve lidt humør pleje engang imellem.
Første rigtige “set back” var, da datoen 11. maj kom i spil uden nogle andre meldinger om forsamlinger eller lignende. Jeg arbejder i kulturverden, og ganske mange af min omgangskreds i, hvad man populært kalder oplevelses-økonomien, og vi er i den grad afhængige af at vide, om vi må forsamles 10, 50, 100 eller 500.
Jeg tænker, at hvis Kaare Mølbak var kommet med sin udtalelse forleden, om at vi nok skal undgå social kontakt i et år, i USA, så var han blevet sagsøgt. Tænk, hvad sådan en udtalelse betyder for aktiekurserne hos eksempelvis Tivoli. Eller uden de økonomiske briller, for moralen hos alle os, der går og drømmer om noget, der bare ligner en normal hverdag. Men det tænker man vel ikke over, når man er nørd og lever med reagensglas og statistikker, og har et politisk bagland, der nødvendigvis må dække en af.
“Sex er godt! Sex er sundt! Sundhedsstyrelsen går ind for sex!”… Ok, bare vi ikke er over 10, som dyrker det sammen, eller hvad? Så massage klinikkerne må godt åbne med en-til-en service, men swinger klubberne skal holde lukket? Jeg vil godt vædde på, at når alt det her er overstået, så bliver det et af de citater, vi kommer til at se i SvikMøllen og lignende publikationer igen og igen.
Ikke, at det gjorde mig i bedre humør, selvom jeg selvfølgelig er glad på alle singlernes vegne. Bare de ikke kysser og husker at spritte af, eller hvordan sådan noget nu fungerer – og nåh ja, så lige konsulterer Kaare Mølbak først, så vi er helt med på, hvordan det nu er myndighederne vil have, at vi skal opføre os. Ingen social kontakt og sex med ny partner virker ikke helt logisk i min verden.
Men det er der så meget, der ikke gør. Udendørscafe’er må ikke holde åbent med 2 m. mellem bordene, men piercere må gerne. Hmm… ! Jeg under så meget de små erhvervsdrivende at lukke op – jeg forstår det bare ikke.
I denne uge var vi inviteret til middag “Corona Style”. For det første var det vidunderligt at komme ud, at se noget andet end de vante omgivelser. Men det var også vidunderligt endelig at være sammen med mennesker “live”, også selvom man nærmest er begyndt at holde af virtuelle møder med og uden lyd og skærme der pludselig viser et køleskab, fordi nogen trykker på forkert knap .
I princippet hører vi til de heldigere stillet. Vi bor i et hus, har en have, og vi har plads nok til at vi ikke behøver at gå hinanden alt for meget på nerverne (det gør vi nu alligevel), så i forhold til eksempelvis spanske familier, der er lukket inde med børn på 6. uge, uden overhovedet at må gå ud, så skal vi ikke klage, men som alle andre, savner vi da også socialt samvær.
Vi blev modtaget i døren og lavede fod- og albuedansen. Snacks blev indtaget på deres altan, som vi gik ud på af hver vores dør, og vi havde hver vores lille snack skål med, så vi ikke havde for tæt kontakt.
Da vi satte os ved bordet, var det også dækket Corona Style. Nils og jeg i den ene ende, og vores værtspar i den anden. Igen 2 m afstand. Det ødelagde nu ikke stemningen, det var en vidunderlig aften, men “New Normal”.
I går spurgte jeg til vores virtuelle afdelingsmøde, om man så kunne forvente, at vi vender tilbage til vores arbejdspladser den 11. maj, og svaret var “Nej!” Der fik jeg endnu et “set back”.
Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men jeg tror, at jeg havde regnet med, at når nu der var gået en måned eller to, så var alt nærmest normalt igen, og måske kunne vi ikke ligefrem afvikle Roskilde eller SmukFest, men vi kunne i hvert fald møde på arbejdet og gå en tur i Tivoli.
Men det bliver altså ikke lige med det samme, at vi er tilbage til det vante, normale liv. Vi skal lære at navigere i en form for “New Normal”. Det kan vi også godt, og igen, vi har det så meget bedre, end så mange andre. Tænk bare på alle de stakkels unge, der mister deres “Schools out for ever – sommer”, så hvem er jeg til at pive?
Og i går aftes blev jeg inviteret ud at spise. Det gik i al sin enkelthed ud på, at Nils hentede lækker mad, dækkede bord (det sker ikke tit), og ryddede af (det sker tit), så jeg skulle blot sætte mig til bords og nyde det. Det gjorde jeg også! Måske er der alligevel også fordele ved “New Normal”?
God weekend til jer alle!
Da ballonskibene pludselig fyldte himlen, da vi var til “Corona Style middag” forleden, var det som om, jeg vågnede af en ond drøm for en kort stund.