Der er brug for de små forkælelser nu!

Som et strejf…. minder om fællessang – sammen!

Endnu et fredags pressemøde. Endnu en Corona arbejdsweekend for os, hvis arbejdshverdag bliver påvirket af nye restriktioner. Med OCD-agtig sikkerhed er alle meldinger om nye restriktioner kommet op til weekender og påske, pinse, St. Bededag og Kr. Himmelfartsferier, der alle er forsvundet ned i et stort Covid-19 hul. Bare i det ene af de kulturhuse, som jeg arbejder med, er det fem forskellige sæt restriktionsregler – hvis det kan gøre det.

Det er en jungle af regler. Indenfor samme område, må der godt sidde 60 gæster, for det er i en cafe og her må der godt være så mange siddende, bare de ikke kommer i selskaber over ti. Imidlertid er indgangen til cafe’en via en foyer, og her må nu kun være ti personer af gangen. Lukkes der af, så de ikke støder sammen, kan folk i rullestol ikke komme til døren til biblioteket, så der må sættes en skillevæg op. Den er ikke køn, hvilket medfører klager over æstetikken, og sådan kan vi køre i et hamsterhjul i forsøg på at gøre alle tilfreds og overholde alle regler samtidig.

Nå, det skal jo til, og vi gør os umage, for at bidrage, det bedste, vi kan, selvom det er svært. Men så meget desto mere grund er der til at glæde sig over de små ting i tilværelsen, som for eksempel her til morgen, hvor jeg i den grad følte mig forkælet.

Der skal egentlig ikke så meget til. “Jeg tager hunden, bliv du bare liggende her og læs i din bog, og så køber jeg frisk morgenbrød med hjem”. Hvilken luksus! At putte sig under dynen. Udhvilet og bare gøre det, man har allermest lyst til… nemlig at læse sin bog færdig, og da jeg endelig var klar til verden, duftede der af frisk kaffe.

-Og så i dårligt vejr…

Jeg blev helt rørt og taknemmelig over, at det jeg så ofte har skrevet om, nemlig at finde den store glæde i de små ting, også fungerer i virkeligheden, og netop nu er en af vores gode, gamle venner kommet og bruger sin søndag på at hjælpe med at samle et drivhus. Det er tredje gang, han dukker op og bruger sin sparsomme fritid på at hjælpe (forkæle) os. Igen – hvilken luksus!

Nu kan man selvfølgelig hævde, at i en Corona tid, hvor der er begrænsninger på dette og hint, så er det nødvendigt, at finde glæden i de små ting, men det er ikke bare lige til for travle, nutidsmennesker, der er opvokset i en tid med højere, længere, dyrere og mere tjekket. Helst flashet på FaceBook eller Insta.

Vores generation har været nødt til at opfinde begrebet “guilty pleasure” for ikke at blive til grin over at kunne lide ting, der ikke lige var at finde i højre øverste hjørne (genialt/finkultur) af “hot or not matrix’en”. Det siger ligesom alt!

Bognemark, vinter 1935. Oluf Høst

Oluf Høst malede stort set det samme motiv hele sit liv, blot på forskellige årstider, med forskelligt lys og med og uden mennesker. Det har jeg i mange år fundet virkelig kedeligt, og undret mig over, hvordan man som kunstner kunne indhegne sin kreativitet på denne dogmeagtige måde.

Men i virkeligheden var han jo meget mere kreativ, idet han kunne få så meget ud af samme motiv, uden selv at flytte sig ud af stedet, og i en tid, hvor vi ikke kan komme til verden, må vi lade verden komme til os, og kan måske hente inspiration i Oluf Høst.

Vi er nødt til at genopfinde vores oplevelsesunivers, for der er ikke udsigt til jorden rundt rejser det næste lange stykke tid eller storby weekender og studenter dannelsesrejsen kommer formodentlig til at gå til Færøerne i stedet for Fiji.

Det er selvfølgelig nemt nok at skrive for en 50something, der har prøvet og oplevet ganske meget, men min verden er også blevet vendt op og ned, og som for alle andre er min bevægelsesfrihed også blevet ganske begrænset, og friheden til at gøre, som jeg har lyst, er indskrænket.

Sidste år i september, mistede vi noget af det kit, der binder os alle sammen. Kim Larsen, der i fredags ville være blevet 75 år gik bort og DR genudsendte derfor mindekoncerten på Rådhuspladsen. Jeg synes stadig, at det spontant arrangerede fakkeloptog var bedre, men åhh… jeg kunne mærke både et stik af savn og glæde, da jeg genså alle de mennesker, der fandt fællesskab på Rådhuspladsen. Sammen – ikke hver for sig.

Nu skal vi holde ud igen. Holde sammen og vi skal finde glæde i de små forkælelser, for det er nu, vi skal forkæle dem vi holder af, indenfor de rammer vi kan.

Vi skal tage den tur med hunden, når den anden er træt. Vi skal finde de bøger frem, vi havde glemt, og læse dem højt for vores børn, så de får en skærm pause. Vi skal gå i de små butikker og støtte det lokale handelsliv og finde glæde i at have tid til at købe friskmalet kaffe eller få betjening af en ekspedient, der kan sit kram. Ikke alle er så seje, at de som Lars Seier kan lære sig selv at spille klaver under lock down (jeg er så imponeret), eller som Oluf Høst finde fred med at male det samme dag ud og dag ind, men vi er nødt til passe på os selv og give plads til de små ting, der gør livet værd at leve.

Og når du nu vælger din lille omgangskreds til den næste måned, så vælg for pokker de bedste. Dem, der får dig til at le og føle dig bedre. De andre kan du mødes med i cyberspace.

Pas på jer selv derude og forkæl jer selv og hinanden. Vi fortjener det!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *