Corona dag 19


Vi skal holde ud lidt endnu

Der har været lidt stille her på bloggen de sidste par dage. Jeg syntes ikke rigtig, at jeg havde noget relevant at sige, som ikke var blevet sagt, tænkt eller analyseret.

Jeg mener, hvor mange gange, kan man skrive om at pudse vinduer, gå tur med hunden eller referere til sjove facebook klip. Dem er der faktisk en del af, og jeg kan grine højlydt af både “Anden” og “RokokoPosten”. Sidstnævnte er der nu også til hverdag, og i dag har de sendt Distortion hjem med besked om at tisse i egen stue. Ha!

Men ellers har det ikke ligefrem været de sjove nyheder, der har præget mediebilledet.

Helt i sort gik det, da vores kulturminister mente, at det ville være upassende, hvis hun talte om kultur nu. Er der ikke en, der lige kan læse hendes stillingsbeskrivelse op for hende? Hvis hun ikke skal tale kulturen op, og især nu, hvor det i sandhed er det kit, der binders os sammen, ja -hvem skal så?

Det er tydeligvis også blevet bemærket i statsministeriet, for i årtiers politiske tale – og ja det mener jeg, det var, desuagtet noget politisk tilhørsforhold, måtte statsministeren i går da også lige love hjælp til kulturlivet, og minde om at kunsten er vigtig i en situation, som denne. Tak for det!

Så giver vi gerne en fællessang mere i selskab med Philip Faber og Kongehuset. Det er på DR, Joy Mogensen -du ved, den kanal, der blandt andet har droppet Deadline og andre nyhedsudsendelser og samsender P1 og P4 under krisen. Nu skal vi heller ikke have for meget taleradio, her hvor Radio Loud skal gå i luften, vel?

“Vi beder i virkeligheden de svageste om at være de stærkeste”.

Jeg ved ikke, hvem der skriver Mette Frederiksen’s taler. Måske gør hun selv. Hun har allerede vundet en pris for talen til Godhavns drengene, og nu denne.  Wow! – siger jeg bare. Jeg nåede igennem hele følelses registret, og var på nippet til at stille mig op og synge “Der er et yndigt land” bagefter.

På en og samme gang leder hun landet, og lukker alle flanker til DF og oppositionen. Ok, kulturministeren undtaget. Det er fa…. godt gået. Og ja…. vi skal nok diskutere magt og Martin Rossen bagefter. Lige nu lytter vi til, hvad Mette siger, og så holder vi ud.

Morgenrutine. Ingefær/gurkemeje shot og en stor C-vitamin.

Men det kræver også mere og mere at holde ud. Jeg har det snart som en omvendt “Chris og Chokolade Fabrikken – Chef, jeg er altså nødt til at komme på arbejdet i dag”.

Ikke, at jeg ikke arbejder. Jeg har haft hammer travlt, og alt det, som sædvanligvis lige kunne klares hen over skrivebordet, kræver nu et link og virtuelle møder.

Hold nu op, hvor ser man syg ud på de platforme. Jeg har desuden opdaget en dobbelt hage, som på mystisk for-meget-rødvin-om-aftenen vis er kommet snigende. Så nu er Nils og jeg sat på brændeælde te, salater og hver morgen hælder vi troligt et meget dårligt smagende shot i halsen sammen med en stor C-vitamin pille. Man er jo 50something, så det kommer ikke af sig selv.

Men i det hele taget er virtuelle møder i en klasse for sig. En kollega sendte mig et YouTube klip, hvor man havde taget det virtuelle møde ud i virkeligheden. Jeg måtte give op efter et minut. Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at se det. Mest fordi, det var så (piiinligt) rigtigt. Så kan den ene ikke høre, så går billedet på den anden, så kommer hunden løbende hos den tredie, og pludselig er der en, der er gået forkert og ser endnu mere forvirret ud end alle os andre osv.

Til møde industrien vil jeg også sige – “Hold ud!” – virkelige møder kommer aldrig til at gå af mode. Til krydstogts industrien, ved jeg til gengæld ikke helt, hvad jeg vil sige. Måske “Hold op!” eller snarere “Hold igen!” Men det regulerer nok helt sig selv, og så bliver de glade i Venedig og Barcelona.

En kollega havde været til virtuelt cocktailparty i fredags. De havde alle dresset up, og så havde de holdt party – hver for sig. Så skal man selvfølgelig heller ikke køre hjem, og man får kun de cocktails, man kan lide. Jeg spurgte, om de så også sagde fjollede ting, eller om de slog mikrofonen fra. Han hævdede, at de kørte stilen helt igennem med åben mikrofon. Det kræver altså også lidt “Holde ved” tænker jeg.

Men det må jo komme an på en prøve, så når vi når weekenden, og Nils og jeg igen må indtage alkoholiske drikke, så vil jeg også holde glasset højt, og holde virtuel fest. Næsten ingen oprydning.

Hold ud!

Fra dengang vi måtte rejse. Cocktail på Savoy Hotel i London

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.